Min kone og jeg har været sammen i 12 år det er da ikke nogen dårlig familiehistorie, vel? I starten var alt fantastisk, jeg arbejdede, min kone passede hjemmet, og hun gav mig to dejlige børn en datter og en søn.
For nylig er jeg blevet forfremmet på jobbet, og familiens indkomst er steget. Det skulle man tro ville være lykken. Men problemerne opstod fra en uventet kant. Min kone er pludselig blevet afhængig af tv-serier. Underligt nok ser hun alt fra danske krimier og romantiske svenske dramaer til koreanske serier (noget jeg først for nylig har lært ordet for doramer, siger hun).
I princippet har jeg ikke noget imod, at hun slapper af på den måde. Problemet er bare, at serierne nu fylder al hendes tid. Min kone er stort set holdt op med at gøre rent i hjemmet eller lave mad. Hvis jeg siger noget, foreslår hun bare at bestille færdigretter, hvis økonomien tillader det. Det kan måske gå en gang imellem, men børnene kan da ikke spise det hver dag?
Desuden er hun selv begyndt at tage på, fordi hun sidder foran skærmen hele tiden og småspiser. Jeg har prøvet at motivere hende, spurgt om vi skulle starte til fitness eller svømning sammen, men svaret er altid det samme: Jeg er træt. Jeg forstår ikke hvorfor. En dag besluttede jeg mig for at gøre hende flov og hyrede en rengøringshjælp, som gjorde rent i hele huset. Herefter fandt min kone åbenbart ud af, at hun nu slet ikke behøver lave noget. Selv børnene får hun ikke altid passet telenovelaerne tager al hendes tid.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal nå ind til hende. Hun er gået fra at være en livsglad, spændende kvinde, som jeg engang forelskede mig i, til en ret ensidig fjernsynsseer, hvis eneste interesse er, hvad der sker i tv-universet. Ofte må jeg selv skynde mig hjem efter arbejde for at køre vaskemaskinen eller hjælpe børnene med lektier. Min svigermor holder fuldt ud med min kone, selvom hun tidligere mente, jeg ikke var god nok til hendes datter. Så mig kan jeg ikke forvente nogen støtte fra. Jeg tænker allerede på skilsmisse nu. Jeg har ondt af børnene, for de lider mest under det her. Jeg er virkelig i tvivl hvad skal jeg gøre, og er der overhovedet en udvejMen midt i alt dette opdagede jeg noget, jeg ikke havde set komme. En aften, da børnene var puttet, og jeg endnu engang stod alene i køkkenet, satte jeg mig ned og fandt tårerne løbe. Jeg følte mig så magtesløs. Men netop der, mens jeg sad med hovedet i hænderne, kom min datter ind. Hun lagde blidt sin lille hånd på min skulder og sagde: Far, skal vi ikke bage en kage til mor? Hun ser så ked ud af det for tiden.
Noget vendte sig i mig. For første gang så jeg ikke bare min kones svigt, men også hendes stilhed og ensomhed. Måske kæmpede hun med noget, jeg ikke forstod. Jeg talte med børnene, og sammen begyndte vi at forberede små overraskelser til hende en tegning sat på hendes kaffekop, en blomst i sofaen, sange midt i aftensmaden. Lidt efter lidt begyndte der at komme sprækker i hendes isolation. Først et smil, så en bemærkning om børnene, og til sidst en aften, hvor hun lod tvet være og bare sad med os ved bordet.
Det var ikke et mirakel eller et øjebliks magi, men langsomt begyndte vi at finde hinanden igen ikke som før, men som en familie, der sammen turde kigge på det, der gjorde ondt, og række ud. Nogle dage er stadig svære, fjernbetjeningen lokker altid, men ofte vælger hun alligevel at blive siddende lidt længere. Jeg har lært, at nogle kriser ikke skal løses alene, og at vej ud kan begynde med de mindste skridt.
Og nu, når jeg ser min kone bag et smil eller hører hendes latter midt mellem børnene, tænker jeg ikke på, hvor vores familie var ved at gå i opløsning, men hvor vi stod sammen, da det gjaldt. Måske er det netop det, der er vores sande familiehistorie.
