David mødte første gang Lærke til en fest arrangeret af fælles venner. Det var en aften i København, hvor luften var fyldt med latter og musik, og jeg husker tydeligt, hvordan Davids øjne lyste op, da han så hende. Hjertet bankede hurtigt, og der opstod straks en særlig gnist mellem dem. Deres forhold blomstrede hurtigt, men Davids far, Jens, var stadig bekymret. Han advarede David om, at Lærke måske ikke var ægte i sine følelser; at hun måske kun søgte økonomisk gevinst.
David blev en smule fornærmet og svarede, at han endnu ikke havde fortalt Lærke om familiens formue eller deres ejendomme rundt om i landet. Jens rådede alligevel sin søn til at vente med at afsløre sandheden, så han kunne vurdere Lærkes oprigtighed. David tænkte over det og besluttede, at det var værd at afprøve, for på den måde ville han virkelig være sikker på hendes kærlighed. De valgte en beskeden bryllupsfest og flyttede ind i et af familiefirmaets mange lejligheder, som David bevidst havde valgt en lille lejlighed, hvor det lignede, at alt bare var arvet fra hans bedstemor.
De næste seks måneder levede de et helt almindeligt liv. David tog på arbejde og kom hjem med en gennemsnitlig løn, mens Lærke styrede økonomien, så de altid lige kunne få det til at hænge sammen.
Efter et halvt år følte David, at tiden var kommet til at fortælle Lærke sandheden. Han købte et stort bundt tulipaner på torvet og tog hjem, klar til at åbne sig. Men da han kom ind ad døren, så han Lærke pakke sine ting sammen. Hun sagde: “David, mine veninder fortalte mig om din formue, og det var derfor, jeg sagde ja til dig. Nu ser jeg, at du bare er en fattig mand. Jeg nægter at leve sådan, og jeg går til en, der har mere end du kan tilbyde.”
David stod målløs tilbage, ramt af Lærkes ord. Endelig svarede han, køligt og roligt: “Dine venner havde ret. Jeg ville bare teste dig, og nu har du vist, at dine motiver kun er penge. Far havde ret hele vejen.”
Selvom Lærke senere bad og tryglede om tilgivelse, forblev David fast i sin beslutning om aldrig at tage hende tilbage. Det var en lærdom, der stadig giver genlyd i mig, når jeg tænker tilbage over de år.
