Mine forældre kendte jeg kun fra billeder i fotoalbummet. Sagen var jo, at min mor døde under min fødsel, og min far kunne ikke bære at se på mig efter at have mistet sin elskede derfor frasagde han sig alt ansvar for mig. Min morfar hentede mig på hospitalet og blev min værge.
Morfar kunne ikke stoppe med at arbejde, så han ansatte en barnepige til mig, der passede på mig, indtil han kom hjem hver dag. Senere blev det lettere for ham, for jeg begyndte i børnehave. Tiden gik hurtigt, og min morfar og jeg har altid haft et rigtig godt forhold. Vi har aldrig skændtes, vi fandt altid en løsning sammen selv da jeg var en vild teenager. Jeg var altid taknemmelig for, at han var ved min side. Det skræmte mig at tænke på, hvad der kunne være sket med mig, hvis ikke han havde taget ansvar.
Min største taknemmelighed viste jeg gennem at hjælpe til derhjemme og prøve at klare mig godt i skolen. Han var stolt over, at hans barnebarn blev udtaget til alle de store fagolympiader og sportsstævner.
Han hjalp mig også, da jeg skulle vælge karriere. Jeg havde længe været fascineret af biologi, men jeg vidste ikke helt, hvilken vej jeg skulle gå, så han præsenterede mig for en af sine venner, som var en anerkendt læge. Vi fik en god snak, og der gik det op for mig, at netop dét var mit kald.
Alle mine år på universitetet brugte jeg på at læse. Min praktiktid var jeg på et af Københavns bedste hospitaler. Undervejs var der mange svære perioder, men jeg kom igennem det og specialiserede mig i neurokirurgi!
Lige efter studierne kontaktede direktøren for et førende privathospital mig og tilbød mig en stilling. Det ville have været galt at sige nej, så jeg sagde selvfølgelig ja. Siden begyndte de lange, krævende arbejdsdage, og jeg udførte et væld af operationer og jeg må faktisk prale med, at ingen af dem gik galt. Efter et år blev jeg ofte inviteret til at holde foredrag, for selv erfarne læger kom for at høre mine erfaringer. Efter yderligere tre år blev mit navn kendt i internationale kredse, og min morfar og jeg var ikke overraskede, da jeg blev tilbudt job på et af de førende hospitaler i USA. Vi overvejede det nøje og besluttede, at vi skulle tage chancen.
Så vi flyttede til udlandet. Morfar blev dog ikke længe han savnede sit hjemland, så han vendte hjem igen. Jeg ville nok være taget med tilbage, hvis jeg ikke havde mødt min udkårne her. Jeg mødte Theo til et af mine foredrag han er kirurg på et andet hospital. Vi startede som venner, så begyndte vi at gå ud sammen, og til sidst flyttede vi sammen. Vi besluttede os for at holde brylluppet hjemme i Danmark, for jeg ville gerne have, at min morfar skulle følge mig op ad kirkegulvet. Da jeg forsøgte at overtale ham til at komme, nægtede han bestemt; han sagde, at hans dage var talte, og at han ville begraves i sit hjemland.
Den dag, Theo og jeg havde brugt hele dagen på brætspil sammen med min morfar, fik jeg pludselig et opkald fra min far Han begyndte med at ønske tillykke med brylluppet, men jeg havde ikke lyst til at høre på hans snak, så jeg spurgte direkte, hvad han egentlig ville. Så sagde han:
Jeg vil have penge, min pige! Du lever som en dronning nu. Du har fundet en rig mand i udlandet og svømmer i penge! Så hvad er der galt i, at give lidt til din egen far?
Jeg kunne ikke klare mere, så jeg lagde på og blokerede hans nummer med det samme.
Jeg kan ikke forestille mig, hvor han har fået modet fra til at ringe til mig og påstå, at han er familie, når han selv har frasagt sig mig.
Jeg har to familiemedlemmer, som jeg ville gøre alt for men min far betyder intet for mig!
Nu lever du som en dronning! Du har fundet en rig mand et sted i udlandet, og nu svømmer du i penge!