25. november
I dag mærker jeg for alvor, at tiden er gået, siden forholdet med Signe sluttede. Jeg havde ellers i starten troet, at aldersforskellen hun 30, jeg 42 kun var et tal. Men virkeligheden viste sig anderledes.
Vi mødtes første gang i fitnesscentret på Islands Brygge. Jeg var på vej hen til løbebåndet, da jeg fik øjenkontakt med en kvinde på crosstraineren ved siden af. Hun smilede, jeg sendte et smil retur. Efter træningen stod vi begge ved vandautomaten, og hun greb chancen:
Hej, træner du tit her? spurgte hun.
Ja, nærmest hver dag, svarede jeg med et skævt smil.
Signe arbejder som marketingkonsulent i et IT-firma. Jeg er maskiningeniør med mange års erfaring på en fabrik nord for København. Tolv års forskel hvad gjorde det? Vi var begge voksne, havde styr på tingene, tænkte jeg.
Men jeg tog fejl. Forskellen viste sig hurtigt, og ikke nødvendigvis der, jeg havde forventet.
De første tre måneder var lette og ubekymrede. Vi så hinanden to-tre gange om ugen. Biograf, cafébesøg, gåture ved søerne. Hun var sprudlende, energisk og nysgerrig.
Prøv at se den her film, den skal vi altså ind og se! sagde Signe.
Det lyder hyggeligt, lad os gøre det, svarede jeg.
Vi talte om arbejde, bøger og feriedrømme. Sexlivet var ukompliceret, alt smedede til at gå op.
Efter et par måneder begyndte småting dog at irritere mig. Vi sad på en café ved Vesterbro Torv. Signe scrollede TikTok og viste mig en video:
Se lige, hvor sjovt!
På skærmen så man en fyr danse fjollet og lave grimasser til et popnummer. Jeg fattede ikke humoren.
Ja, det er da meget sjovt, sagde jeg høfligt.
Du forstår det bare slet ikke, vel? Ej, du er altså lidt en olding! lo hun.
Det stak. Ordet olding gjorde noget ved mig, men jeg sagde hverken til eller fra.
Signe elskede at filme alt: Maden på restauranten, solnedgangen ved Amager Strandpark, os i bilen.
Kom, vi laver en story! Sige noget sjovt! bad hun, mens jeg kørte.
Signe, jeg er ved at køre bil.
Du kan da bare sige hej!
Hvorfor?
Det er til mine følgere! Kom nu, ikke vær så sur!
Jeg mumlede hej til kameraet, og hun grinede:
Hvor er du bare min lille surmule! Det er så nuttet! lagde hun op på Instagram og skrev Min hyggelige moffe bag rattet. Jeg hadede ordet moffe.
Glemte jeg at købe mælk, kom der også en kommentar:
Du er sådan en klovn, grinede hun og rodede mig kærligt i håret.
Men jeg følte mig hverken nuttet eller forklovnet. Jeg er 42, erfaren ingeniør, og så kalder hun mig klovn. Til sidst måtte jeg sige:
Signe, jeg bryder mig faktisk ikke om de navne.
Ej altså, det er jo kærligt ment!
For dig måske. For mig føles det respektløst.
Slap nu af, du tager tingene lidt for tungt, lo hun bare.
Det, der virkelig lagde afstand, var hendes venindes fødselsdag i maj. det foregik i en lejlighed på Nørrebro, omkring femten mennesker i slutningen af tyverne og starten af trediverne. Musik, øl og vin overalt. Hun præsenterede mig:
Det her er Lars, min kæreste!
Jeg satte mig med et glas vin og forsøgte at følge med i samtalerne om nye serier på Netflix, influencers og dagens memes. Jeg følte mig som et tredjehjul.
Pludselig foreslog veninden Anna en selskabsleg:
Skal vi spille sandhed eller konsekvens?
Jeg nikkede, om end jeg dårligt anede, hvad det indebar. Spørgsmålene blev mere og mere fjollede, snakken gik om første kys og vil du danse for os-udfordringer.
Så blev det Signes tur.
Sandhed eller konsekvens? spurgte Anna.
Konsekvens!
Tag en video mens du kysser Lars, og læg det op i din story med teksten Min sugar daddy!
Hele selskabet lo. Signe tog straks telefonen frem:
Kom nu, Lars, kys mig til videoen!
Nej, sagde jeg og trak mig væk.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg ikke har lyst.
Lars, det er bare for sjov! Vær nu lidt frisk!
Signe, jeg har det ikke godt med det. Jeg vil ikke være på dine sociale medier, slet ikke med sådan en tekst. Jeg synes, det er nedladende.
Der blev stille. Alle gloede på os.
Det er jo bare for grin, rødmede hun.
Ikke for mig. Undskyld.
Jeg gik ud på altanen for at få luft.
Vi kørte hjem i tavshed. Signe stirrede ud ad vinduet hele vejen over Langebro. Da vi var hjemme, slukkede jeg for motoren:
Signe, vi bliver nødt til at tale sammen.
Om hvad?
Om os. Jeg har indset i dag, at vi lever i helt forskellige verdener.
Hvad mener du?
Dit liv handler om stories, videoer, likes og memes. For mig handler livet om respekt, privatliv og seriøsitet. Jeg er ligeglad med følgere og stories. For mig drejer det sig om, hvordan jeg har det med mig selv.
Hun svarede ikke.
For dig er det måske bare sjov og ballade. For mig føles det ydmygende. Du kalder mig moffe og klovn, filmer mig uden mit samtykke og morer dig over min alder. Det krænker mig.
Tårerne begyndte at løbe:
Det var aldrig min hensigt at såre dig…
Det ved jeg godt. Men det gør det. Vi har bare forskellige værdier. For dig er det sjovt, for mig føles det respektløst.
Måske er du bare lidt for alvorlig, Lars?
Måske. Men jeg er 42. Jeg har ikke lyst til at havne i fjollede TikTok-videoer eller blive kaldt sugar daddy, selv for sjov.
Hun nikkede stille.
Jeg forstår. Vi er nok bare for forskellige.
Det tror jeg også.
Vi gik stille fra hinanden næste dag. Ingen ballade.
Tak for tiden sammen. Du er god nok, vi passer bare ikke sammen, skrev hun til mig.
Tak i lige måde. Vi er fra hver vores planet, svarede jeg.
Nu, fire måneder senere, sidder jeg og reflekterer. Problemet var aldrig alder i sig selv det handlede om livsstadier. Signe er 30 og har det sjovest i sociale medier, leg og spontanitet. Jeg sætter pris på ro, respekt og privatliv. Vi talte helt bogstaveligt forskellige sprog.
For Signe var moffe kærligt. For mig var det ydmygende.
For hende var stories sødt. For mig var det grænseoverskridende.
For hende var sugar daddy-legen uskyldig. For mig var det krænkende.
Vi formåede aldrig rigtigt at forstå hinanden. Det var nok uundgåeligt, uanset hvor meget man vil.
Var det rigtigt at sige farvel på grund af vores forskellige verdener, eller var jeg bare blevet for alvorlig? Er det hende, der ikke havde respekt for mine grænser, eller mig, der er for følsom?
Er aldersforskellen bare et spørgsmål om kemi og værdier? Er det okay at kalde sin voksne kæreste moffe og klovn, eller er det i virkeligheden nedgørende pakket ind som kælenavne?
Svaret må stå åbent men for mig var dét, vi havde, ikke længere nok.
