KASSEN MED FORSVUNDNE LØFTER
På det seneste er jeg begyndt at mistænke, at der bor nogen mere i huset end bare Anders og mig. Og nej ikke et spøgelse. Spøgelser, tænker jeg, er jo alvorlige væsener: hvis de endelig viser sig, så er det vel ikke for at fjolle rundt med hverdagslige ting.
Det her er meget mere lavpraktisk. En slags lille nisse, måske.
Det begyndte med, at et par af mine yndlings sportssokker pludselig forsvandt. Én ad gangen, selvfølgelig. Man kunne jo sagtens have mistet dem i vasken enhver husmor i Danmark ved, hvor mystisk sokker kan forsvinde der. Men de her, dem med rød stribe, dem jeg havde på til fitness, så jeg altid ligge i skuffen, som om de bebrejdede mig: Hvornår har du egentlig sidst rørt ved os?
Og så pludselig væk! Først den ene, dagen efter den anden.
De dukkede op igen en uge senere. På helt samme sted. Rullet sammen som små sneglehuse. Ovenpå lå et stykke krøllet grå papir med kantede bogstaver skrevet på maskine:
“Du har glemt os i 127 dage. Vi har talt med.”
“Var det dig?” røg det ud af mig, da jeg så på Anders, som sad og læste nyheder på sin mobil. “Er det din måde at fortælle, at jeg er blevet doven og skal til at træne igen?”
Han så fuldstændigt uforstående op. Pure benægtelse.
“Nej, altså,” sukkede jeg og trak på skuldrene, selvom jeg ikke rigtigt troede ham Anders har altid haft en vis humor.
Senere forsvandt min yndlingshårspænde den, der altid ligger på spejlet i gangen. Og min dyre læbestift, til særlige anledninger, som lå i tasken.
Dem fandt jeg i køkkenskabet mellem havregryn og pastaflasker. Igen med små beskeder.
På spændet stod der:
“Du må altså bestemme dig vil du have kort eller langt hår? Jeg kan ikke blive glemt i måneder, for så at blive savnet igen.”
På læbestiften:
“Hvornår har du egentlig brugt mig til en særlig anledning? Jeg risikerer jo at tørre ud.”
“Nu er det altså ikke sjovt mere,” rasede jeg, mens jeg rystede liv i Anders, der lå på sofaen og småblundede før aftensmaden.
“Du er ikke rigtig klog! Tror du, jeg ville lave så mærkelige jokes selv?” hvæsede han tilbage og på en måde gav det mening. Min mand er mange ting, men ikke tåbelig. Alligevel gnurede en uro sig ind i mig.
Jeg prøvede at holde nøje øje med, hvor jeg lagde mine ting. Nogle gange dobbelttjekkede jeg. Jeg var endda forbi lægen for at få testet min hukommelse. Den gamle, venlige læge på Frederiksberg sagde, at jeg havde bedre hukommelse end ham selv.
Men ting forsvandt stadig.
Mine yndlingspenne. Min stribede bluse. Håndcremen.
Og som prikken over iet nøglerne til sommerhuset i Gilleleje. Det var den slags forsvinding, der fik Anders til at gå og sukke betydningsfuldt i en hel uge.
Jeg blev mere og mere anspændt. Sov dårligt, blev forskrækket ved den mindste lyd, flyttede konstant rundt på min mobil, mine nøgler og min pung.
Og alligevel blev alt mærkeligere, end det plejede, en ellers så almindelig lørdag.
Jeg besluttede at bruge min fridag på endelig at rydde op i garderobeskabet. Dér, i en tom skotøjsæske, fandt jeg pludselig ALLE de forsvundne ting. Lagt omhyggeligt sammen, som var de klar til at blive solgt i Mødrehjælpens butik.
Blusen sammen med den korte, plisserede nederdel. En seddel:
“Har du mon glemt, hvordan man danser?”
Pennene sorteret efter farve:
“Du bider i os, når du er nervøs. Vi er trætte af at leve i stress.”
Nøglerne samlet med nøgleringen, som om de krammede:
“Vi kedede os bare og gik en tur du kommer jo aldrig i sommerhuset længere. Men vi kom selv tilbage, til forskel fra nogen andre.”
Jeg blev ganske rystet.
De små sedler var spydige, kloge og også en lille smule sørgmodige. Som havde jeg skrevet dem selv, men i et andet liv, hvor jeg havde tid til at tale med tingene omkring mig.
Netop som jeg ville lukke æsken, så jeg yderst i hjørnet endnu en lille, grå lap papir. Den havde ingen ledsager-genstand. Bare en seddel.
Brevets bogstaver vibrerede, som var de skrevet med dirrende hånd eller under tårer:
“Du lovede pigen i spejlet, at du ville blive kunstner.
Jeg er den pige.
Og her, i æsken med forsvundne løfter og uindfriede drømme, er jeg meget ensom.”
Længe sad jeg på gulvet i garderoben, lænet op mod hylderne, og lod minderne flyde.
Mig i børnehaven, koncentreret, med tungen ud af munden, tegner et hus, solen, mor, far og lillesøster.
Så billedkunst i skolen begejstringen, når akvarellen flyder ud på det våde papir.
Duften af oliefarver på aftenskolen. Stilheden på Statens Museum for Kunst. Hver penselstrøg som et magisk lille eventyr.
Dengang troede jeg, at det ville være mit liv.
Senere blev det en hobby. Mit fristed.
Senere igeningenting.
Ikke fordi jeg ikke havde tid. Jeg udskød det bare konstant, altid med noget vigtigere og mere presserende. Indtil selve glæden ved forventning var væk ligesom sokkerne, kuglepenne, nøglerne.
Min finger gled over den sidste seddel.
Det var som om papiret levede, lidt varmere end de andre og med en svag sitren. Eller også var det bare mine hænder, der rystede.
Er endnu en time i storcenteret eller en krimi mere virkelig vigtigere end en drøm?
Natten igennem vendte jeg mig i sengen uden at kunne sove. Klokken to smøg jeg mig stille ud af den varme dyne.
“Hvor skal du hen?” gryntede Anders søvndrukkent.
“Sov videre” mumlede jeg.
Et sted mellem flyttekasserne i garderoben har jeg set mine gamle akvarelfarver, tænkte jeg. Og da jeg gik forbi spejlet i entréen, mødte jeg blikket fra den pige. Forundret men fuld af håb.
