Kære dagbog,
I dag tog jeg med min forlovede, Kirstine, for at møde mine forældre. Hun var så nervøs, da vi gik ind i den lille have ved huset på Østerbrogade. Hvad hvis de ikke kan lide mig? hviskede hun. Jeg klemte hendes hånd og svarede: Det kan du ikke. Du er den bedste for mig. Så åbnede jeg døren.
I entréen stod min mor, Maren Vitalia, med et kritisk blik. Morm, det er Kirstine, introducerede jeg hende. Hun så på mig med en rynket pande og sagde: Du sagde, du ville præsentere din forlovede. Jeg smilede: Ja, det er hun. Min svigermor Nielsine, som altid har et skeptisk udtryk, mumlede: Det ser mærkeligt ud. Men det var kun starten på den dag, som Kirstine vil huske for altid.
Kirstine forelskede sig i mig ved første blik. Mine lyseblå øjne, det rolige udseende og den milde stemme fangede hende, selvom jeg er ti år ældre, har været gift før og har en søn fra det ægteskab. Hun accepterede straks at gifte sig med mig.
Da vi ankom til mine forældres hus, sukkede min svigermor let og spurgte: Du ville jo gerne vise os din forlovede. Jeg svarede med et grin: Sådan er hun. Maren rystede på hovedet og gik ind på sit værelse. Jeg troede, du havde hyret en hushjælper, sagde hun i et flabet tonefald.
Kirstine så på mig med et spørgsmålstegn. Jeg beroligede hende: Det er bare mor, hun kan ikke tage en spøg. Hele aftenen holdt Maren sig forbeholden, mens hun talte om min ekskone, den smukke og kloge Mette. Mette ringer ofte, spørger om min sundhed, og hun bringer altid sin hjemmebagte tærte. Jeg har aldrig smagt noget så lækkert! sagde hun, mens hun kastede et skævt blik på Kirstine. Jeg trak Kirstine ind i en omfavnelse og sagde: Kirstine er også en fremragende husmor.
Maren fortsatte: Hvor skal I bo? Jeg har indrettet jeres værelse som et omklædningsrum til mit tøj! Jeg svarede roligt: Kirstine har sin egen lejlighed, så du behøver ikke bekymre dig. Da vi gik ud af døren, sagde Kirstine, Jeg tror, jeg har gjort dine forældre utilfredse. Jeg lo og forklarede, at Rikke, min datters mor, var datter af min barndomsven Jens. Jeg fortalte, at vi blev sat op mod hinanden som unge, men at jeg kun indså, at Rikkes indflydelse var dårlig, da vores datter Lærke blev født. Jeg sagde til Kirstine, at min mor vil vænne sig til hende, og at hun er den bedste pige i verden.
Efterhånden blev Maren mere åbenlyst kritisk. Hun kaldte Kirstine uheldig i køkkenet, dårlig til at passe mig og så ud til at ville have, at jeg skulle ændre sit udseende. Jeg kunne ikke holde den tone længere og sagde: Mor, hvis du en gang igen taler sådan om Kirstine, vil jeg stoppe al kontakt med dig! Hun dæmpede sig, men fortsatte at rose Mette.
Pludselig ringede Mette. Viktor, du har ikke talt med Lærke på det sidste. Skal vi mødes i weekenden? Jeg svarede irriteret: Du forhindrer mig i at se min datter! Hun forsøgte at forsvare sig: Jeg er mor! Jeg svarede: Lærke skal have sin far! Hun spurgte: Men du har en ny kvinde! Jeg sagde: Kirstine er kærlig, god og vil passe på Lærke bedre end du gør. Lærke smilede og sagde: Det vil jeg også gerne.
Et par dage senere stod en lille pige med orange krøller og blå øjne på vores trappe. Det var Lærke, som så på mig med usikkerhed og krammede min arm. Jeg inviterede hende på te og følte straks en varm forbindelse til hende, ligesom jeg føler til Kirstine.
I de næste uger blev Lærke mere tryg. Kirstine brugte al sin energi på at få hende til at slappe af, og langsomt begyndte Lærke at opføre sig som et normalt barn. Mette kom hyppigere for at aflevere hende, altid med påstanden om, at hun keder sig. Kirstine og jeg nød tiden med barnet, og vi delte te og små snakke som to veninder.
En dag, mens jeg var på arbejde, sagde Lærke til Kirstine: Mor taler aldrig med mig. Jeg spurgte: Hvorfor? Hun svarede: Hun sender mig på mit værelse, vil ikke lege, og jeg føler mig helt alene. Må jeg bo hos jer? Jeg sagde: Jeg ville elske det, men din mor vil nok ikke give tilladelse. Lærke græd: Hvorfor? Jeg er jo ikke vigtig for hende! Jeg forsøgte at trøste hende, men Maren hørte os og gik ind med sin kritiske stemme: Hvem er du til at kritisere mig? Jeg har kun shopping og venner.
Da Lærke hørte Marens ord, brød hun ud i tårer og skreg: Du er en dårlig mor! Maren råbte tilbage: Du er kun en uduelig pige, der kun tænker på butikker! Jeg greb Lærke i hånden og sagde: Lad os gå ud og lege. Jeg gik ud i sneen med en lille slæde, mens jeg tænkte på, hvordan vi skulle få denne jul til at fungere.
Julen nærmede sig, og Maren inviterede hele familien til at fejre på vores gård. Jeg mærkede, at Kirstine begyndte at tvivle på, om alt var i orden. Jeg beroligede hende: Mor vil ikke ødelægge festen, og far vil hjælpe. Den dag klagede Maren over, at jeg havde giftet mig med Kirstine i stedet for Rikke. Hun roste Mette for hendes perfekte udseende og fantastiske hår, mens hun ignorerede Lærke og Dennis, vores lille dreng, der sov i sin vugge.
Senere, da jeg og min far diskuterede i stuen, begyndte Maren at prale af Mette, mindes deres barndomsleg og lo over, hvordan jeg var frigjort fra den smukke Rikke. Hun råbte pludselig: Kirstine, du kan ikke holde den lille dreng fra at græde! Jeg løb ind, samlede Dennis, men hun hvirvlede: Du er så uduelig, du kan slet ikke pleje et barn! Jeg følte mig knust, men Kirstine holdt mig fast.
Lige da alt syntes at gå galt, kom Lærke ud af soveværelset, kiggede på mig og sagde: Kan jeg gå med dig? Jeg tøvede et øjeblik, men sagde så: Ja, men hvem tillader det? Vores far, Jens, trådte ind og sagde: Lærke, du kan gå med Kirstine, hvis hun er enig. Lærke løb hen og greb min hånd, og for første gang følte jeg, at vi virkelig havde en familie.
Efter denne aften gik vi ud i den første sne, skubbede en slæde ned ad den lille gade, mens de andre børn på vejen lo og legede. Jeg stod ved siden af Kirstine, som holdt både Dennis og Lærke, og indså, at uanset hvor meget Maren prøvede at så tvivl, så er kærligheden mellem os tre stærk nok til at klare både vinterstorme og familiedrama.
Sådan ender denne dag, kære dagbog. Jeg er træt, men også håbefuld. Jeg ved, at næste år vil bringe nye udfordringer, men med Kirstine ved min side og de to små i vores liv, kan jeg klare alt.
ViktorJeg ved nu, at kærlighedens varme kan smelte selv den koldeste vinter, og jeg takker for hver eneste dag, vi får sammen.
