Jens Møller vågnede
Egentlig var dagen begyndt meget fint. Når man bliver 118 år, er det nærmest en bedrift bare at vågne op.
Første punkt på dagsordenen: synstjek. Venstre øje? Tjek, det virker. Højre øje? Hm, sløret. Han slog en skvæt sterilt vand i, dryppede lidt øjendråber så var det næsten som nyt.
Så fleksede han alt, der kunne bøjes, og smurte det, der knirkede. Han testede både for- og baglæns, lavede et mindre serviceeftersyn på nakken. Da han var sikker på, at alt kunne drejes og knage, stam-pede han to gange i gulvet, klappede tre gange og så var han ellers klar til den nye dag.
Kl. 8 ringede Udbetaling Danmark som altid:
Hej, Lene, sagde fødselaren hæst, men glad.
Og godmorgen til dig, Jens Møller, lød det trist fra Lene ovre på den anden linje. Hvordan har du det?
Kan ikke klage, smilede Jens.
Åh, det var synd, sagde Lene og lød som det danske svar på Pierrot. Jeg har allerede fået fem påtaler i år, bare på grund af dig. I dag er det præcis tredive år siden, du stoppede med at modtage efterløn og gik over til folkepension!
Ja, undskyld. Men jeg har hørt, der er en lille stigning denne måned?
Jo jo hendes stemme blev endnu mere bedrøvet du arbejder da ikke sort ved siden af, vel? Prøvede hun.
Nej-da, pengene rækker rigeligt.
Det var ærgerligt Nå alt mulig mere fik hun ikke sagt, før hun lagde røret på.
Klokken ni skar Jens Møller morgenmad for oldebarnet Malthe, der ikke boede der, men som altid kom ind ad døren med sin egen nøgle. Når han kom, gik han straks rundt og målte op køkkenet, badeværelset. Bagefter sad han og regnede på materialer, overslagspriser og tegnede selv opbevaringsløsninger.
Denne dag havde han glemt sin tommestok.
Der ligger en på vitrineskabet, sagde Jens opmuntrende den er fra din farfar, mumlede han og hældte blodrød te op i kanden.
Malthe sukkede bare tungt, mens han gik i gang med den legendariske oldefar-omelet.
Klokken ti tullede Jens Møller ned foran opgangen og tændte en cigaret.
Nå, Jens, ryger du stadig?
Ved du godt, at det med rygning begyndte naboen, men stoppede midt i sætningen, da han så den yderst levende ældre herre, der havde røget siden den alder, hvor de fleste falder bort af netop de grunde
Vi skal til København i dag, sagde naboen muntert.
Hvad ska I så der?
Køre med metroen, en tur på Rådhuspladsen, måske se Amalienborg, mens dronningen endnu er hjemme.
Hvad får man ud af at glo på hende? Hun er vel bare dronning ligesom de andre.
Har du selv set hende?
Ja, hun kom forbi vores landsby engang.
I bil?!
Nej, på cykel.
Altså, hvor gammel er du egentlig?
Jeg blev atten for nylig, grinede den gamle mand og prustede til cigaretten.
Gå nu!
Jo, jeg er gået om i 2. runde!
Godt så, tillykke med myndigheden!
Tak skal du have, sagde Jens og humpede ind igen.
Kl. 11 ringede direktøren fra TDC nærmest tude-færdig og tryglede ham om at skifte mobilabonnement. Det abonnement Jens havde, eksisterede kun for hans skyld, og TDC endte faktisk med at udbetale lidt til ham hver måned.
Klokken fem var Jens Møller forbi Bilka. På fødselsdagen fik man rabat svarende til sin alder. Jens Møller tog et lagkage, et kilo bananer og et fjernsyn på størrelse med et dansegulv. For returpengene ringede han efter taxa og flyttefolk.
Kl. syv ringede de fra krematoriet og bad ham endelig hente sin forsikring og de gamle hjemmesko.
Kl. otte ankom gæsterne. Jens Møller dækkede bord, tændte for det nye tv og åbnede en flaske rødvin. Til skålene var folk ret ordknappe. Ingen vidste rigtigt, hvad de skulle ønske ham. Så de rejste sig bare én ad gangen.
Kl. ti dukkede politiet op for at bede selskabet om at dæmpe sig der bor trods alt ældre folk på den anden side af væggen. Det var Jens selv, der åbnede, og betjentene fik sig lidt af et eksistentielt chok.
Jens Møller gik i seng først omkring midnat da de fleste gæster var taget hjem eller kørt på hospitalet. Smilende i mørket tog han sin magiske guldring af fingeren og lagde under hovedpuden den, konen havde fået indgraveret ordene: Lev for os begge.
Og det gjorde han faktisk.
