Min mor og jeg havde for nylig et stort skænderi. Årsagen er, at vi bor sammen i den samme lejlighed i København, og hun har i mange år forsøgt at få mig til at flytte ud. Det er naturligvis ikke lykkedes for hende, da jeg stadig er folkeregisteret på adressen. Jeg kan ikke tælle, hvor mange forskellige argumenter hun har brugt gennem tiden. Jeg har altid ønsket et godt forhold til mine nærmeste.
Du tænker sikkert, at det ikke er normalt at bo sammen med sin mor, når man er 30 år. Jeg er enig, men da min kone og jeg blev gift, havde vi ganske enkelt ikke andre muligheder. Sidenhen kom vores børn til verden, så vi fik aldrig mulighed for at finde noget andet.
Ofte har vi ikke penge nok til at flytte. Min løn er ikke stor, og min kone arbejder hjemmefra, hvor hun ikke altid har opgaver det kan gå flere uger uden arbejde, og hendes indkomst kommer og går. Vi kan kun lige betale på billånet, som vi virkelig havde brug for. Min mor er heller ikke glad for den løsning.
Derfor bor vi stadig hos min mor. Det er meget lettere at dele regningen på el og mad. Desuden kan jeg altid lade mine sønner blive hos hende, hvilket er en stor fordel. Men de sidste to år har min mor ikke sluppet sin idé, hun bliver ved med at antyde, at vi burde købe vores egen lejlighed og flytte.
Jeg ville virkelig gerne, men hvor skulle vi få pengene fra? I begyndelsen tog hun det roligt, og jeg forklarede, at vi ikke har råd lige nu, men vi sparer op. Men det er blevet for meget, og vi skændes ofte om det.
Min kone vil ikke involvere sig, hun vil undgå problemer med svigermor, og det kan jeg godt forstå, selvom jeg savner hendes støtte.
Men hvad skulle hun kunne gøre? Det bedste ville være at købe en lejlighed, men det er helt urealistisk, før billånet er betalt ud.
Jeg forstår godt, at min mor gerne vil have fred og ro, nu hvor hun er blevet ældre, men det er ikke grund nok til at smide os ud. Hun har også sagt flere gange, at hun planlægger at lade mig arve lejligheden hvorfor så flytte rundt?
For nylig gik det helt galt, og nu taler vi ikke sammen overhovedet. Min tante døde nemlig, og hun efterlod en etværelses lejlighed til min mor.
Jeg syntes, det var gode nyheder, for så kunne min mor flytte til noget mindre og få den ro, hun havde ønsket.
Men min mor sagde ikke bare, at hun ville blive boende, hun nægtede også at lade os få den nye lejlighed. Hun sagde, at vi selv må finde ud af det.
Er det normalt? Hvordan kan vi fortsætte med at tale sammen?
