Kære Dagbog,
I dag er jeg 85 år, og så er Kirstine også 85; sammen udgør vi 170 år. Vi har boet i den samme gamle røde hytte ved Vejle i femten år, siden vi besluttede at slå vores liv sammen for at spare på brændstof, på mad og på ensomhedens råb i hovedet. Hverken vi er beslægtede, men vores gamle huse blev en, da Kirstines hytte var solid og den anden, med alle sine udbygninger, vi måtte rive ned for at få brænde. I fem år har vi delt varmen, og jeg har ikke haft behov for noget andet end en skorsten, to stole og hinandens ord.
Tidligere havde vi en lille husdyrgård en ged, høns og en lille køer, men hvert år blev arbejdet sværere, så vi i sidste år udeblev at så i haven, og selv at holde ilden brændende blev en kamp.
Hver uge kører min barnebarn Mikkel på sin motorcykel fra Aarhus med en tung taske fyldt med brød, kringler, te og sukker. Vi lever hovedsageligt af det, og af kartofler kogt på petroleumsbrænder. Når han ankommer, bryder tårerne ud.
Hvis du fortsætter med at græde, så holder jeg op med at komme, siger vi i spidsen af vores stemmer.
Okay, så holder jeg tårerne tilbage, svarer han, mens han hurtigst muligt læsser ud, henter vand fra brønden, lægger brænde i ovnen og spørger:
Hvad skal jeg hente næste gang? Jeg er tilbage om en uge.
Om natten ligger vi ofte vågne.
Sover du, Kirstine? spørger jeg.
Nej, jeg har kun slumret lidt, men nu er søvnen væk, svarer hun.
Jeg også. Hvad tænker du på?
Alt.
Jeg tænker på lyset hvordan er det deroppe? Ingen ved det.
Det vil ingen nogensinde vide, svarer Kirstine.
Selvom vores kroppe svækkes, er sindet stadig skarpt, nogle gange endda klarere end i de unge år, for fra afstand ser man bedre. Midt om natten rejste Kirstine sig og begyndte at klæde sig.
Hvor skal du? råbte jeg.
Hjem, svarede hun.
Men dit hjem er her!
Nej, jeg må hjem sagde hun og gik til døren, greb fat i snoren, vendte sig om, trak den af, lagde sig igen i sengen. Jeg sagde intet, for jeg forstod, at noget i hende havde vaklet, men kun kortvarigt.
Vi holder fast i livet, for vi vil ikke falde i langvarig melankoli. Kirstine taler altid med et glimt i øjet:
Lyt til min tåbelige fornuft: verden er ikke uden gode mennesker. Mikkel kommer, bringer mad, brænde er til stede, vi bor i eget hjem med varme og lys. Folkepensionen betaler. Hvad mere kan vi ønske?
Jeg svarer:
Du kan synge. Du har en barnebarn. Jeg har ingen. Mine lemmer vil svigte, så jeg må ende på plejehjem.
Kirstine holder mig oppe:
Jeg vil ikke forlade dig. Så længe jeg kan gå, er du ved min side. Selv i et plejehjem vil der være mennesker.
Mine tanker kører rundt om fortiden. Mine fire sønner døde én efter én; min mand døde af blindtarmsbetændelse efter et stykke med heste-træk til sygehuset. Jeg har set livet knække og reparere sig selv, som en gammel træskib, indtil jeg nåede 85 år uden bitterhed, men med en vedvarende sorg.
Kirstine mistede sin mand og en af sine to sønner; den anden kom tilbage som invalide, giftede sig, men døde i en alder af 37. Hun har stadig min barnebarn, som har børn nu. Hun takker Gud for nåde: min slægt er ikke fuldstændig slagtet, som den var for mig.
Hun spørger mig:
Har du brug for mere? En skefuld suppe og en kop te, så er vi mættede hele dagen. Eller har du brug for noget andet?
Jeg behøver intet, svarer jeg, kun at dø en dag, hvis Gud vil.
Når foråret kommer, klæder vi os i vinterfrakker og tørklæder, sidder på skurvognspladsen, varmer os i solen og lytter til jordens duft. Selvom solen skinner, fryser vi stadig; foråret minder os om fornyelse, men også om livets forgængelighed.
Vi sidder i samme stilling i timevis hænderne på en stok, ansigtet vendt mod solen, øjnene kun lejlighedsvis blinker. Når vi får lyst til at tale, bliver ansigterne levende, vi bider os i læberne:
Det er på tide at dø! siger den ene. Varmen, blomsterne, græsset, fuglene synger.
Ja, jorden er som dun, så let at grave i.
En morgen følte jeg en uro. Jeg sad på skuret, rejste mig langsomt og gik ind i hytten. Hver trin i verandaen var en kamp, hænderne som fuglekløer rystede. Jeg nåede døren, holdt mig fast i væggen, gik over de udspilede brædder og lagde mig på sengen, en svag støn lød fra mig.
Kirstine så straks, at noget var galt, og fulgte mig ind. Mit ansigt blev mørkere, ansigtet blegnet, og hun forstod, at der ikke var meget tid tilbage.
Jeg lå i et stykke, forsøgte at rejse mig, men faldt igen på venstre side. Jeg vendte mig på ryggen, men det var ubehageligt, og jeg gemte mig med hovedet i pudet. Kirstine kom flere gange for at hjælpe, men indså, at hun kun kunne holde mig i selskab.
Om aftenen følte jeg mig rolig. Jeg vågnede med et blegt ansigt, så omkring mig med et stille blik, som om jeg ikke forstod, hvorfor alting var så fredfyldt. Hjertet bankede svagt, så svagt at næsten ingen kunne mærke det.
Kirstine gik væk for ikke at forstyrre min ro. Jeg vågnede ikke igen. Hun holdt vagt, indtil kun min ånde blev en stille susen i hytten. Hun havde aldrig forventet, at hun så hurtigt kunne flytte mig fra sengen til den anden, men hjertet slog tre eller fire gange, før det stillede sig for altid.
Jeg har kæmpet for længe! råbte hun gennem hytten. Hvem har jeg efterladt?
Hun skreg:
Hvorfor var det så svært? Vi var som søstre!
Hvornår kommer Mikkel? Hvem skal jeg straffe?
Hun tænkte på dette hele natten, indtil morgenen brød frem i fuglesang.
Morgenen gik motorcyklen i stå ved vinduet, og mine foryngede ben bar mig ud på verandaen.
Engle har bragt dig her i dag, Mikkel, sagde jeg. Kirstine er død.
Hvad?! Mikkels ansigt blev blegt.
Hvordan skal jeg leve alene? spurgte jeg og græd.
Du, gamle dame, skal ikke tænke på det. Jeg forlad dig ikke. Jeg tager dig med mig til vinteren.
Jeg ville have dødd denne sommer, hvis Gud ville.
Igen den samme historie! brummede han.
Hvad skal jeg så tale om?! Du er min søn, men din kone er fremmed for mig, og jeg vil kun være en byrde.
Lad os ikke snakke om det.
Mikkel og jeg tilbragte to dage i travlhed, og jeg mærkede en ny kraft, som om Kirstines ånd havde vundet ind i mig. Jeg gik rundt, holdt ilden i live, lavede mad, som om jeg havde ti år igen.
En dag, midt i sommeren, hørte jeg pludselig Kirstines stemme:
Hej, gamle dame! Du har siddet her for længe!
Jeg åbnede døren til gangen ingen var der. Jeg gik rundt om huset, rystede i en busk, men fandt ingen. Alligevel var stemmen klar i mit hoved. Måske havde jeg bare forestillet mig hende.
Jeg gik ind i hytten, åbnede kisten, tog ud et lille pakketøj, lagde det på bordet og lagde mig på sengen. Jeg vidste ikke, om det var dag eller nat, hvor længe jeg lå timer eller døgn. Jeg mærkede livet svinde ud, men ingen smerte, kun en fredelig ro. Minder fra barndommen sprang frem: jeg som treårig pige på en blomstrende eng med min bedstemor, min mand i en hvid skjorte, mine børn, arbejdet med at høste, såge, hamre i en gammel jerntræl. Duften af hø, halm og hørolie fyldte mine tanker. Livet syntes både uendeligt langt og blot et øjeblik.
Mikkel så min døde krop på motorcyklen, faldt på jorden og græd højlydt.
Så er det slut, men jeg vil huske de stille stunder, den fælles varme og de ord, vi sagde til hinanden, som om vi var to halve hjerter, der fandt hinanden i alderdommen.
Tak for at lytte,
Kirstine.
