En tidlig aften i Aarhus sad en ældre dame, Frida Mørch, og kiggede ud over sit beskedne hjem fyldt med ting, hun ikke længere havde brug for. Der var nydelige bluser, kjoler, hatte, nederdele alt sammen noget, der bare optog plads og gav hende uro. Nu fik Frida nok. Hun besluttede, at hun ville gøre en god gerning. Måske er der nogen i nød, hjemløse eller flygtninge, der kunne få glæde af det, tænkte hun.
Frida pakkede det hele i sin slidte gamle taske og placerede den i hjørnet af stuen. Hun sagde til sig selv, at hun ville bære den ned til Vor Frue Kirke i morgen, og derefter lagde hun sig til at sove.
Men natten bragte hende en mærkelig drøm, som hun aldrig ville glemme.
Hun oplevede, at hendes sjæl løftede sig fra kroppen. Hun så stuen badet i et lyst skær. Midt i rummet stod hun med tasken, klar til at gøre sin gode gerning. Og dérlige foran hendestod en lille pige. Hun lignede et barn fra et dansk eventyr, med kindrøde kinder og klare øjne.
Hvad har du i tasken, frue? spurgte pigen høfligt.
Frida smilede, og en varme bredte sig i hende. Det er bare noget tøj, jeg ikke længere har brug for. Jeg håber, det kan hjælpe nogen, der trænger. Jeg tager det med i kirken i morgen.
Pigen pegede på tasken og rynkede næsen let. Tasken ser snavset ud. Måske skulle du vaske den, før du giver den væk?
Ja, selvfølgelig! Det gør jeg, svarede Frida med et nik.
Glem det ikke, sagde barnet med et sødt smil, før hun forsvandt som dug for solen.
Frida vågnede op med hjertet hamrende. Hun satte sig straks op i sengen og genkaldte sig drømmen. Var det mon en engel? Hun kiggede på tasken, tøvede, men begyndte så at pakke alt ud for at vaske tasken, som pigen havde sagt.
Man kunne grine af det, men Frida troede på, at drømmen bar på et budskab. Mange ville sikkert kalde hende overtroisk, men hun selv var overbevist. Det blev kun mere klart for hende den dag, noget særligt skete.
I en anden lejlighed i samme opgang blev der født en dreng, Carl. Han var det andet barn i familien, og forældrene, Anna og Lars Jensen, ville fejre ham og inviterede venner og familie til kaffe og wienerbrød.
Gæsterne strømmede ind med lykønskninger, men ingen måtte rose det nyfødte barn eller kommentere hans skønhed, for Anna og Lars frygtede, at det ville bringe uheld. I stedet begyndte gæsterne halvt i sjov, halvt for at tilfredsstille forældrenes ønsker at sige negative ting om barnet.
Nej, hvor er han da ikke særlig køn, hørte man én sige med et skævt smil. Håber ikke, han bliver ligesom de andre.
Alle gentog det på skift, og til sidst gik man ind i stuen og lod den lille ligge.
Den ældste bror, Emil, som kun var seks, hørte de voksnes ord. Han så på sin lillebror og tænkte: Hvis han nu er så grim og uønsket, hvorfor er han her så overhovedet?
Uden mere eftertanke tog han sin babybror, gik ud på altanen, så sig omkring og, uden rigtig at forstå hvad han gjorde, lod han lille Carl falde, som om han var en gammel legetøjsbil.
Tiden stod stille. Alt kunne være endt i tragedie, hvis ikke for Guds indgriben.
Frida, damen med drømmen, boede lige under familien Jensen. Hun havde netop hængt sin nyvaskede taske til tørre på snoren ud af vinduet. Og netop i det øjeblik dumper en baby ned fra himlen direkte ned i tasken, som en hånd rakte ud fra oven.
Inde i lejligheden opdagede Anna, at der var alt for stille. Hun løb forvirret rundt og fandt storebror Emil alene på altanen. Inden panikken for alvor tog over, løb Lars ned ad trapperne og ud, og til sin ufattelige lettelse fandt han sin lille søn uskadt trygt liggende i den bløde taske.
Forældrene brød ud i gråd og glæde: Det er et mirakel! Men alt tak blev rettet mod Frida. Ingen nævnte Gud kun den gamle dame. Hun vidste bedre. Var det ikke for englen i hendes drøm, havde tasken aldrig været vasket og hængt der netop på det øjeblik.
Hvorfor er det så svært for mennesker at se Guds hånd i det uforklarlige? Hvorfor tror de, det bare er held?
Det har jeg grublet over utallige gange. Vi fortolker nok verden forskelligt, men én ting ved jeg: Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg siger kun tak til Gud, for hvilket under sker uden Hans vilje?
Tja, han er grim og unødvendig. Så jeg smed ham ud. Morens hjerte stod næsten stille. Faren gik udenfor for at lede efter barnet.