Da jeg var 23, arbejdede jeg som servitrice på en populær café midt på Strøget i København. Du ved, sådan et sted hvor det altid er propfyldt billige madtilbud, høj musik, og frokostkøer der snor sig ud på gaden. Jeg havde ingen kontrakt. Ingen pension, ingen feriepenge. Ingenting. Lønnen fik jeg kontant hver dag og hvis jeg ikke mødte op, ja, så var der heller ikke nogen løn. Hvis jeg blev syg, var det mest bare mit eget problem. Alligevel var jeg altid den første på arbejde og den sidste til at smutte. Jeg kendte bestillingerne udenad, tog imod sure kunder med et smil, vaskede borde mens jeg var sulten og træt, men jeg havde virkelig brug for pengene.
Den dag jeg fandt ud af, jeg var gravid, blev jeg rædselsslagen. Ikke så meget på grund af babyen, men mere på grund af jobbet. Alligevel besluttede jeg at være ærlig. Jeg gik ind til min chef, lukkede døren, og sagde:
“Jeg er gravid, men vil gerne fortsætte med at arbejde.”
Hun sendte mig et blik kolde nok til at give mig gåsehud. Hun sagde:
“Det her er ikke en vuggestue. Gravide bliver langsomme, syge og vil have særbehandling. Jeg har brug for folk, der kan trække læsset.”
Jeg prøvede at forklare, at jeg havde det fint, at jeg kunne tage ekstra vagter, og at jeg virkelig trængte til jobbet. Men hun afbrød mig brutalt:
“Gør mig en tjeneste og aflever forklædet i dag.”
Jeg færdiggjorde min vagt, græd i kaffestellet på toilettet, og gik ud bagudgangen med min uniform og en plastikpose med mine ting. Ingen sagde farvel. Ingen spurgte om noget. Jeg gik hjem, satte mig på sengen og mærkede ægte frygt for første gang: Hvordan skulle jeg dog forsørge mit barn?
De næste måneder blev de hårdeste i mit liv. Jeg gjorde rent hjemme hos folk, solgte hjemmelavede marmelader, frikadeller og småkager på Nørrebros hjørner. Jeg var alene. Nogle nætter sov jeg siddende med babyen på armen, fordi jeg ikke havde råd til en tremmeseng. Men det var dér, jeg begyndte at lave mad for alvor. En nabo bad mig lave frokost til hendes mand, så gjorde en anden det for sit kontor. Jeg startede med fem madpakker om dagen, så ti, så tyve.
Efter et stykke tid lejede jeg et lille lokale med ovn, to borde og et gammelt køleskab. Jeg opkaldte det efter mit navn Mathildes Køkken. Så begyndte jeg at sælge morgenmad, frokoster, frikadeller, desserter. Jeg åbnede klokken seks om morgenen og lukkede klokken syv om aftenen. Der var altid gang i butikken. Min søn voksede op midt i det hele ved tre kunne han allerede række mig kaffekopper og hjælpe med at tælle mønter i kroner. Så ansatte jeg én hjælper. Så endnu en.
Nu har jeg en lille catering-virksomhed leverer morgenmad til virksomheder, frokostordninger, og lidt festmad til fødselsdage og møder. Jeg er ikke rig, men jeg lever roligt. Jeg betaler husleje, min søns skole, regningerne og jeg har endda fået råd til mit eget udstyr.
Fem år senere gik en kvinde ind ad døren og spurgte efter ejeren. Jeg løftede hovedet og genkendte hende med det samme. Det var min gamle chef. Hende der kylede mig ud, fordi jeg var gravid. Jeg var blevet slankere, gik mest i hverdagstøj. Hun stirrede forbløffet og spurgte:
“Er det dig, der ejer stedet?”
“Ja,” svarede jeg.
Hun satte sig lidt akavet. Fortalte mig, at restauranten hun havde arbejdet på, havde lukket for over et år siden. At hendes forretning var gået konkurs. At hun havde haft flere job siden, men intet stabilt. Hun kiggede mig ind i øjnene og sagde:
“Jeg har brug for arbejde. Det er svært. Jeg ved, vi ikke skiltes pænt, men jeg kommer for at bede om en chance.”
Jeg tav nogle sekunder og spurgte så:
“Kan du huske den dag, hvor du fyrede mig, fordi jeg var gravid?”
Hun nikkede og kiggede ned. Sagde “ja”. Indrømmede, at hun dengang kun tænkte på forretningen, ikke på mennesker. Jeg sagde, at den dag efterlod mig uden noget med frygt og en babybule og uden forklaring. At jeg aldrig fik en chance.
Hun bad mig om tilgivelse. Hun græd ikke, men stemmen knækkede. Sagde, livet havde lært hende meget, og at hun forstod meget mere nu. Jeg tog en dyb indånding og svarede, at jeg ikke bar nag, men nu driver jeg min virksomhed på en helt anden måde. Mine medarbejdere har ordentlige arbejdstider, respekt, og værdighed. Jeg ved nemlig, hvordan det er at arbejde på tom mave.
Til sidst tilbød jeg hende en prøvedag på mine betingelser: præcision, respekt og absolut ingen ydmygelse af nogen. Hun takkede ja. Gik derfra med blanke øjne.
Jeg blev bag disken. Kiggede ud på mit køkken, mine borde, mine gryder og den lange vej, jeg havde gået.
Jeg følte ingen hævn. Bare lettelsen ved at vide, jeg ikke er typen, der heler sin egen smerte ved at påføre andre deres.
