Jeg mindes tydeligt den dag, hvor det gik op for mig, at noget ikke længere var, som det plejer. Det var den dag, hvor min kone holdt op med at sige “jeg elsker dig” til mig. Jeg kan ikke helt huske, hvornår det begyndte. Om det var for en uge siden, en måned, eller endnu længere tilbage. Jeg ved bare, at før i tiden sagde hun det hele tiden når vi skiltes om morgenen, når hun lagde på telefonen, før vi gik til ro om aftenen. Jeg svarede altid hurtigt “mig også”, “det samme”, “haha, skat”.
Jeg var fyrre-fire år gammel, og min hverdag var fyldt med arbejde. Jeg stod tidligt op og kom sent hjem, ofte træt og udkørt. For mig var det altid lig med at være en god ægtefælle, hvis jeg gjorde mit betalte regningerne, handlede ind, var hjemme, og aldrig forrådte hende. Jeg kom hjem, spiste aftensmad, tog et bad, og satte mig for TVet eller med mobilen. Hun fortalte om sin dag, og jeg svarede hurtigt, næsten uengageret: “aha”, “ja”, “vi taler senere”, “jeg er træt”. Når hun sagde “jeg elsker dig”, tog jeg det for givet det var blevet hverdag, mekanisk. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag ville savne at høre det.
Små forandringer blev mere tydelige. Hun skrev ikke længere til mig i løbet af dagen. Før sendte hun mig beskeder: “pas godt på dig”, “hav en dejlig dag”, “har du spist frokost”. Nu var der ingenting. Om aftenen lagde hun sig med ryggen til mig, med øjnene i telefonen. Hun søgte ikke længere min hånd, eller spurgte til, hvordan jeg havde det. En dag kaldte jeg hende “skat”, og hun svarede mig med mit navn Jens. Lige der mærkede jeg en mærkelig følelse i brystet.
En aften tog jeg mig sammen og spurgte:
Elsker du mig stadig?
Hun sagde ingenting, kiggede ikke op, men sagde roligt:
Jeg ved det ikke det føles ikke på samme måde længere.
Det ramte mig som et slag med en våd klud. Jeg spurgte, hvad der var galt, om der var en anden, eller om jeg havde gjort noget forkert. Hun sagde, der ikke var nogen anden hun var bare træt. Træt af at være alene, selvom vi var sammen. Træt af at tale uden at blive forstået. Træt af at sige “jeg elsker dig” uden at mærke, det betød noget for mig.
Den nat tænkte jeg på alle de gange, hun havde sagt “jeg elsker dig”, og jeg havde svaret tilbage uden at se hende i øjnene, uden at tage hende ind til mig, uden at stoppe op og virkelig lytte. Jeg huskede de dage, hvor jeg kom hjem og straks gravede mig ned i telefonen. De øjeblikke, hvor hun bad mig om at gå en tur, lave noget sammen, mens jeg bare hellere ville slappe af. Jeg troede altid, at kærlighed blev bevist med at sikre familiens trygge rammer. Men hun havde brug for ord, tid og nærvær.
Siden dengang har jeg prøvet at gøre noget anderledes. Jeg siger “jeg elsker dig” nu. Jeg holder hende tæt, skriver små beskeder, inviterer hende ud. Men det føles ikke som før. Hun ser på mig, som om hun er bange for at håbe igen. Af og til svarer hun blot “tak”, når jeg siger, jeg elsker hende. Det gør mere ondt end et direkte nej.
Vi bor stadig sammen, sover i samme seng, men det er ikke det samme. Det føles, som om jeg prøver at slukke en brand, der allerede er gået ud. Jeg ved ikke, om jeg er for sent på den. Om hun allerede har glemt mig. Men jeg ved, at jeg ville give alt for at komme tilbage til dengang, hvor hun sagde “jeg elsker dig” uden at tøve.
Hvis nogen havde et råd til mig, ville jeg tage det til mig.
