Forleden skete der noget sjovt, som jeg bare bliver nødt til at fortælle dig. Der var engang en ældre dame lad os kalde hende Ingeborg som pludselig følte, at hun ville gøre en god gerning. Hun gik rundt hjemme i lejligheden i Aalborg og samlede alle de ting sammen, som hun aldrig længere brugte; du ved, pæne bluser, kjoler, et par hatte fra gamle dage, nogle nederdele alt det, man bare har liggende og kun flytter rundt på. Og så tænkte hun: Måske kunne det bringe glæde til nogen, der har behov for det? Derfor besluttede hun at tage det hele med til Sankt Markus Kirken næste dag. Det kunne jo være, at både hjemløse eller flygtninge kunne bruge det.
Hun pakkede det hele forsigtigt ned i en stor indkøbstaske og stillede den i hjørnet af stuen, helt klar til at tage med næste morgen. Så lagde hun sig tilfreds til at sove.
Men hold nu fast natten bød på den særeste drøm! Ingeborg drømte, at hendes sjæl ligesom lettede over kroppen og svævede over stuen, hvor alt virkede helt lyst og venligt. Hun følte sig så lettet og glad.
Der stod hun selv midt i stuen med posen i hånden, og pludselig stod der en lille pige foran hende. Altså ikke en pige, du ville kunne genkende men sådan én, der ligner noget fra de gamle danske eventyr.
Sig mig, spurgte pigen, hvad har du i din pose?
Ingeborg smilede og svarede: Det er bare lidt tøj og sager, jeg ikke behøver mere. Jeg vil gerne give det til nogen, der har mere brug for det end mig. Jeg tænkte, jeg ville aflevere det i kirken i morgen.
Det er så pænt af dig, sagde pigen men posen ser lidt nusset ud. Vil du ikke vaske den, inden du afleverer den?
Ingeborg nikkede: Jo, det skal jeg nok gøre.
Du må love ikke at glemme det, sagde pigen, smilte og forsvandt, nærmest som dug for solen.
Så vågnede Ingeborg bogstaveligt talt med hjertet oppe i halsen. Hun satte sig op i sengen, halvt i chok, halvt undrende over drømmen. En engel eller hvad?
Hun så på posen, tænkte lidt over drømmen, og begyndte så at pakke alle tingene ud igen, klar til at give stoffet en tur i vaskemaskinen, hvis nu det skulle være sådan.
Det lyder måske lidt fjollet, ikke? Og nogle ville måske kalde hende overtroisk for at gå så meget op i sådan en drøm. Jeg tænkte det samme, indtil det utrolige, jeg nu skal fortælle, faktisk skete.
I samme opgang boede en ung familie, der lige havde fået deres barn nummer to en lille dreng. For at fejre det, inviterede de hele familien og alle vennerne på kaffe og lagkage.
Som det nu går, var der mange gæster, der beundrede den lille (selvom danskerne ikke er meget for overstrømmende ros). Men denne familie var faktisk lidt overtroiske og havde bedt gæsterne om ikke at sige noget sødt om barnet. Ifølge dem kunne det bringe uheld.
Så gik snakken i stedet sådan lidt modsat: Hold da op, det lille pus er da ikke ligefrem kønt… Isa, sikke et fjæs, lad os håbe han vokser fra det. Hver og én sagde sådan noget lidt spøgefuldt for at undgå uheld.
Storebroren på omkring fire år fulgte godt med fra sidelinjen. Han så, hvordan de voksne talte, og det satte gang i hans tanker. Han tænkte åbenbart: “Jamen, er lillebror virkelig så slem hvorfor så overhovedet beholde ham?
Som børn nu gør, handlede han hurtigere end nogen kunne forudse. Han greb sin lillebror og løb ud på altanen, og før nogen kunne nå at stoppe ham, kastede han lillebror ned som han plejede med sine gamle legetøjsbiler…
Mit hjerte hamrede bare, da jeg hørte det. Hele situationen havde kunnet ende i en tragedie, hvis ikke Gud eller et eller andet fra oven vågede over dem den dag. Og nu kommer det mærkelige: Den samme ældre dame, Ingeborg, hun boede præcis en etage under.
Den morgen havde hun nemlig efter drømmen netop vasket indkøbstasken og hængt den til tørre ud ad vinduet på en snor.
I samme øjeblik styrtede den lille dreng ned og faldt direkte ned i hendes taske, som om nogen havde lagt et kæmpestort sikkerhedsnet ud.
Forældrene fattede ingenting, da de opdagede, at der var alt for stille inde ved børnene. Da de løb ind på værelset, stod storebror på altanen alene, og lillebror var pist væk. Hvor er babyen?! spurgte de i panik. Den ældste sagde helt roligt: Han var alligevel grim og unødvendig, så jeg smed ham ud.
Du kan tro, mors hjerte næsten stoppede af angst. Faren fløj ud ad døren og ned for at lede. Og mirakuløst nok babyen var uskadt. Han havde landet blødt i Ingeborgs nyvaskede indkøbstaske.
Forældrene tudede af lettelse og krammede deres lille dreng. Og hvem takkede de bagefter? Ja, du gætter rigtigt selvfølgelig Ingeborg, den flinke nabo. Ingen sagde noget om Gud, kun Ingeborg gjorde. Hun vidste, at det her ikke bare var held. Hun overvejede faktisk at lade være med at vaske posen, hvis ikke det var for drømmen og den lille engel.
Ofte slår det mig, at folk kalder alt sådan noget for held. Hvorfor er det så svært for os at takke noget større? Måske fordi vi så føler os mindre ansvarlige eller magtesløse?
Jeg grubler stadig over det. Alle har nok deres egne forklaringer, men én ting er sikker: jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg kan kun sige: Jeg takker Gud for det uventede, for de små mirakler i hverdagen. For hvor tit sker der et vidunder uden Hans hånd bag?
Tja, han var grim og unødvendig. Så jeg smed ham ud. Morens hjerte stod næsten stille. Faren gik udenfor for at lede efter barnet.