For mange år siden boede der en ældre dame i København, og hun besluttede sig for at gøre en god gerning. Hun samlede alle de ting sammen, hun ikke længere brugte det var fine bluser, kjoler, hatte og nederdele alt muligt, der bare fyldte op i skabene og forstyrrede hendes ro. Hun tænkte: Jeg tager alt sammen hen til kirken. Måske er der nogen, der har mere brug for det, end jeg har måske nogle hjemløse eller flygtninge.
Hun pakkede det hele forsigtigt ned i en taske og stillede den i hjørnet. Hun sagde til sig selv, at hun ville tage den med i morgen, og så gik hun i seng.
Men den nat havde hun en helt usædvanlig drøm.
Det føltes, som om hendes sjæl løftede sig fri af kroppen, og hun så sig selv oppefra, der hvor hun lå i sengen. Rummet var badet i et klart, venligt lys. Hendes sjæl føltes så glad.
I drømmen stod hun midt i stuen med tasken hun netop havde pakket og ville donere til kirken. Foran hende stod en lille pige.
Hvad har du i tasken? spurgte pigen.
Den gamle dame smilede og svarede:
Jeg har samlet nogle ting sammen, som jeg ikke selv bruger mere. Jeg vil give dem til nogen, der virkelig har brug for dem. I morgen tager jeg dem hen til kirken.
Det er meget venligt af dig. Men tasken ser altså ikke så pæn ud. Den er ret nusset. Vil du ikke vaske den først? spurgte barnet.
Jo, det vil jeg gøre, sagde damen.
Bare du ikke glemmer det, sagde pigen med et smil, og så forsvandt hun.
Damen vågnede brat op. Hun satte sig op i sengen og forsøgte at samle tankerne om sin drøm om det mon havde været en engel?
Hun så hen på tasken, trak alle tingene ud og gjorde sig parat til at vaske den, sådan som barnet havde bedt om.
Måske lyder det fjollet nu, og nogen vil kalde hende overtroisk, men jeg må sige, jeg engang tænkte det samme. Indtil det, jeg nu vil fortælle, skete.
Dette skete i en anden lejlighed i samme københavnerkarre. I en familie fødtes en lille dreng ikke den første, men nummer to og forældrene ville samle venner og familie for at glæde sig sammen.
Hele lejligheden fyldtes med gæster. De gratulerede, beundrede, og gav gaver, men der blev ikke krammet og rost for meget. Sådan er skikken; man må ikke tale for varmt om barnets skønhed eller lykke for det bringer uheld, sagde de gamle. Ingen modsagde forældrene, så folk så væk fra barnet og lod som om, de ikke kunne lide det.
Sikke en grim en, sagde de og rystede på hovedet. Må Gud fri for det barn så grimt.
En efter en sagde de noget lignende, og forældrene så lettede ud, og gik ind i stuen med de andre.
Den ældre storebror havde hørt det hele og tænkte for sig selv: Hvis min lillebror virkelig er så uønsket, hvorfor er han her så?
Før nogen vidste af det, tog den ældre bror babyen og bar ham ud på altanen. Han så sig omkring og med et ryk, kastede han barnet ned, som om det var en gammel legetøjsbil.
Det var som om tiden stod stille, da jeg hørte det. Det kunne være gået frygteligt galt, hvis ikke Vorherre beskyttede sine børn.
Og den dag sendte Gud en engel.
For damen fra begyndelsen, hende med drømmen og tasken, boede på etagen nedenunder familien.
Hun havde netop vasket tasken og hængt den til tørre fra vinduet på sin altan.
I det samme øjeblik, som hun hang tasken ud, faldt barnet fra himlen lige ned i den bløde taske.
Først da stilheden blev for markant ovenpå, gik det op for forældrene, at der var noget galt. De løb ind, og den store dreng stod på altanen. Babyen var ingen steder. De spurgte ham fortvivlet, hvad der var sket. Drengen svarede bare:
Han var grim og ikke ønsket. Så jeg smed ham ud.
Moderen blev hvid i ansigtet. Faderen styrtede ned og fandt til alt held drengen i god behold i oldemors tørrepose.
Hvilken lykke! græd forældrene og holdt deres barn tæt.
Men hvem fik takken? Hvem tror I? Selvfølgelig den ældre dame nedenunder. Ingen nævnede Gud. Bortset fra damen selv. Hun forstod, at sådan et mirakel kun sker med Guds hjælp selv om hun ikke rigtigt havde tænkt på at vaske tasken, hvis ikke det havde været for den lille pige i hendes drøm.
Hvorfor tror folk altid bare, at det er held og ikke takker Gud?
Det har jeg ofte tænkt på. Måske har hver sin forklaring. Selv kan jeg blot sige: Jeg tror ikke på tilfældigheder. Tak for det hele går til Gud. For hvilket mirakel sker uden Hans hånd?
Tja, han er grim og unødvendig. Så jeg smed ham ud. En mors hjerte gik næsten i stå. Faren gik ud for at lede efter barnet.