DU SKAL BLOT KALDE
“Jeg erklærer jer for ægtefolk!” – sagde kvinden fra rådhuset højtideligt, og pludselig gik hun i hosteanfald, hostede vildt.
– Nå, det er da ikke et godt tegn, – bemærkede min mor om den uheldige hoste.
Gæsterne begyndte at hviske og snakke sammen. Vi, jeg og Sidsel, som brud og brudgom, så forskrækket på hinanden. Vi var begge kun 18 år. I grunden bare unge mennesker. Det blev en forholdsvis hurtig vielse, for bruden havde “medgift”.
Om to måneder skulle vores uplanlagte barn komme til verden. Vi måtte skynde os at finde en brudekjole til leje, Sidsel lånte skoene af sin bedste veninde. For øvrigt, om mange år fik jeg et kort, hemmeligt forhold til netop denne veninde.
Men nu var vi unge og lykkelige.
En dag gik jeg og Sidsel tur på en allé. Jeg holdt hende om livet, da en fremmed mand kom hen og sagde lavmælt til mig:
– Hold godt fast på din kvinde, ellers snupper nogen hende…
Han sagde det bare, og gik videre. Vi grinede og glemte hurtigt den mærkelige advarsel. Hele livet lå foran os! Hvem skulle kunne splitte os? Prøv bare
Min ven, som var forlover til brylluppet, sagde engang:
– Mads, kunne du ikke have valgt en bedre kone? Se nu hvor mange flotte piger der er!
Jeg slog det hen:
– De venter nok på dig, min ven
Og det gjorde de. Han blev gift fire gange hver gang med kloge og smukke kvinder.
Vores datter Rikke blev født.
Derefter ventede militærtjenesten for mig. Jeg var langt fra hjemmet og savnede både kone og barn. Sidsel sendte på et tidspunkt et billede af sig selv. Jeg gemte det længe under puden, i håb om at hun ville dukke op i mine drømme.
En dag kommer jeg ind på kasernen, og der ligger Sidsels billede på min kommode, så alle kan se det. Nogen havde tegnet på det og skrevet noget beskidt. I raseri sprang jeg på min værelseskammerat og gav ham tæsk. Det kostede mig en uge i “arresten”. Billedet måtte jeg rive itu og smide ud. Kammeraten fik også sin straf.
Efter militæret vendte jeg hjem, en smule hård og bitter. Jeg blev af en eller anden grund urimeligt vred på Sidsel. Jeg havde bildt mig ind, at den unge kvinde måtte have en elsker. Sikkert havde Sidsel været mig utro de to år. Da jeg så hende, efter så lang tid, stod der en helt anden kvinde foran mig.
Det var ikke den forsigtige pige, der havde sagt farvel. Nu var hun kraftfuld og strålende af energi.
– Er det virkelig dig, Sidsel? Du er slet ikke til at kende! – hviskede jeg begejstret i hendes øre.
Jeg blev stolt af min kone! Men lige der begyndte tvivlen at gnave. “Har hun en anden, mon?” Så jeg skaffede mig selv en elskerinde bare for ikke at blive såret, hvis nu
Efter tre måneder nåede rygterne om mine “bedrifter” Sidsel. Jeg måtte næsten trygle hende om at vente med skilsmissen. Hun sagde:
– Nå, Mads, du har selv bedt om det
Sidsel brændte alle mine breve fra militæret. Hun havde ellers gemt dem i en æske og læst dem fra tid til anden. Jeg blev bandlyst fra soveværelset på ubestemt tid. Ved middagsbordet blev jeg heller ikke inviteret. Samtale med Sidsel foregik kun om praktiske ting.
Kort sagt, jeg snøftede over min kone én dag, og græd over det hele et år. Til sidst tog jeg Sidsel og Rikke med til sommerhus ved Skagen ekstra udover sommeren. Vin, frugt, hav, sol, frisk luft… Efterhånden blev vi forsonet.
Da vi kom hjem fra ferien, afbrød jeg også forholdet til min hemmelige elskerinde.
I syv år fik jeg og Sidsel en rolig og tryg familietilværelse. Nærmest som et stille refugium. Men måske manglede min kone noget? Måske italienske passioner?
På mit arbejde var der en, som altid fik selskabet til at grine. Flemming var en munter sjæl, han var god til at lytte. Folk kom til ham for at klage over konen, svigermoren, eller livet generelt. Flemming lyttede og gav råd. “Mon ikke jeg skulle invitere Flemming til Sidsels fødselsdag? Han kan sætte gang i festen,” tænkte jeg. Hvis jeg bare havde vidst
Flemming kom med sin kone til festen. Den aften overgik han sig selv. Han fyldte bordet med jokes, grinede, fandt på skåle og festlige indslag. Sidsel strålede! Hun smilte til alle, serverede mad, og kvidrede som en lille fugl. Det blev en fantastisk aften. Men en måned senere begyndte helvedet for vores familier!
Jeg blev ringet op af Flemmings kone:
– Mads, er du klar over det? Vores ægtefæller har et forhold. Sig til din kone, at jeg ikke giver op på Flemming! Vi har to små børn.
Jeg, den evige naive, anede ingenting! Var det virkelig Sidsels hævn for mine tidligere fejltagelser? Jeg springer over alle rædslerne. Flemmings kone jagede Sidsel overalt, truede med piller og selvmord. Jeg låste Sidsel inde, slukkede telefonen, truede med skilsmisse. Forgæves. Til sidst, søgte jeg hjælp hos Sidsels bedste veninde.
Hun sagde tørt:
– Mads, det er kærlighed. Sidsel kommer ikke tilbage. Du har ingen adgang til hendes hjerte.
Ja, ulykken ramte mig fra alle sider. Jeg blev hos veninden et halvt år hun trøstede mig lidt.
Sidsel og Flemming blev gift. De så kun hinanden, og verden omkring dem var ligegyldig. De havde deres himmel på jorden. Det virkede som om de åndede med samme lunger. Jeg hadede og forbandede dem! Jeg ville skrige, rive håret ud! Hvordan kunne det ske? Min kone blev taget fra mig! Måske rejser lykke og ulykke sammen, som slædehunde i Danmark.
Man siger, tiden læger alle sår. Jeg tror det ikke. Min åbne smerte blev bare dækket af et tyndt, skrøbeligt lag som isen på en vintermorgen og det gjorde stadig ondt. Venner prøvede at finde en ny kone til mig og det lykkedes. Smuk, og jeg giftede mig hurtigt, mens jeg stadig turde. Vi har været sammen i sytten år. Men jeg blev aldrig fanget af hendes skønhed. Jeg prøver at fremstå lykkelig håber uden håb. Og hvis nogen gik ned i min plagede sjæl, ville de finde, at Sidsel altid bor der.
Hvis du bare kalder…
Livet lærer os, at ingen kan garantere evig kærlighed eller klippefast lykke. Men man må acceptere, at alt forandres, og nogle mennesker bliver hos os måske kun i hjertet for resten af livet.
