Hvad vil du egentlig? spurgte Lærke forbløffet, mens hun stod på den gamle hyttes terrasse i Skagen.
Hvad kunne der jo være brug for på ens egen hytte? Grøntsager i jordbede, frø til kartofler den sædvanlige sommerpladsrutine!
Alt i orden, mor? Har du fået for meget sol på hovedet? fortsatte hun, men morens svar var langt fra solbeskinnet.
Maren Søndergaard var havnet på en hospiceafdeling lige efter begravelsen af sin mand, Jens. Hans hjertesygdom var gået i forværring på fyrredage efter begravelsen, og hun blev overnattet på afdelingen næsten med det samme.
Det blev betragtet som naturligt: ægteparret havde levet i harmoni, og nu var Maren alene i en alder af seksti. Hvad mere skulle hun have? En mand? Det var jo allerede forbi.
Jens gik fredfyldt bort: han satte sig foran sit yndlingsprogram, faldt på sin sofa og lukkede øjnene. De havde lige planlagt deres sølvbryllup, men måtte i stedet arrangere begravelsen.
Efter hans død var der kun et par stykker tilbage: en halvfærdig hytte og en lille tomt, som Jens havde bygget på, mens Lærke stadig var lille.
En lørdag i april kørte Lærke ud til hytten for at så kartofler. Til sin overraskelse så hun en fremmed mand, hvis ansigt så mærkelig bekendt ud. Det var nemlig Dr. Henrik Lund, den ældre almenpraktiserende læge, der havde behandlet Maren.
Henrik gik rundt på hytten i sine underbukser ja, kun i sine underbukser. Lærke kunne kun tænke: Er det en lægeundersøgelse, eller har han bare glemt sit buksedragt?
Den gode læge forklarede med et roligt smil, at han var kommet for at foretage en rutinekontrol men det var nu næsten et halvt år siden Marens udskrivning, så en ny undersøgelse var jo på sin plads.
Lærke troede, at han måtte have givet slip på sine bukser ved en fejl, men solen var så varm, at modet til at vandre rundt i underbukser på en andens grund krævede en god portion dumhed.
Maren mødte sin datter med en lille skælvende stemme:
Hvad vil du?
Hvad mener du? udbrød Lærke. Hvad kan man have brug for på sin egen hytte? Bare så lidt jord og så en skovl.
Er du sikker på, at du har fået nok hovedpude? spurgte Maren stille.
Dr. Henrik, som nu stod ved siden af hytten med en spade i hånden, så ikke ud til at være generet over sit undertøj. Hans ro var beundringsværdig.
Lærke nikkede, men gik så ind i hytten, forvirret og en smule flov. Hun ville ikke bare løbe væk, som om hun flygtede fra en kamp uden kamp.
Lærke drak et glas vand og besluttede, at hun måtte finde ud af, hvorfor Henrik opførte sig som hjemme på hytten.
Sådan er han siger Maren han er min kommende mand! Vi skal gifte os!
Virkelig? sagde Lærke, som om hun lige havde hørt, at hendes far skulle blive genfødt. Hvad med min fars minde?
Vi kan gifte os på en skæv måde! fnød Maren, og lo så højt, at Lærke kun kunne svare:
Så er han bare genert? tænkte hun. Hvorfor i alverden er han i underbukser?
Maren svarede:
Hvor ellers? Det ville jo være ubehageligt uden dem!
De gik så videre med idéen om, at både hytten og huset var deres fælles ejendom.
Lærke protesterede: Jeg har ret til min arv!
Det kom frem, at hytten juridisk set kun stod på Marens navn. Jens navn var slet ikke med i tinglysningen, så der var ingen arveejendom, kun Marens personlige ejendom.
Derfor måtte Lærke acceptere, at hun i papiret var en fremmed på hytten.
Maren forklarede, at hun havde fået tomten fra sit tidligere arbejde i en statslig byggefirma, hvor alle fik et stykke jord. Huset var bygget, mens hun stadig var ung, og blev færdiggjort, da Lærke blev født.
Under samtalen stoppede Dr. Henrik pludseligt sin gravning i bede han havde ved et uheld gravet et hul i egen forretning.
Hans spade, nu brugt som en slags håndsignatur, slog let på hans skaldede hoved, som om han sagde: Jeg er helt med på din side, dejlige Lærke.
Lærken stod ved siden af de nyudklippede planterninger, mens solen skinnede på den friske jord. Hun følte, at hun måske skulle flytte fra hytten.
Ifølge papirer havde hun ingen ret til hytten hun var kun en barn i arvefølgen.
Lærke gik derfor tilbage til København, uden at hun sagde farvel til hytten. I hovedet gik kun én tanke: Hvorfor opfører mor sig så mærkeligt, og hvorfor er hun så pludselig fjendtlig over for sin egen datter?
Kunne den fremmede læge være skyld i alt? Samtidig indså hun, at hytten havde fået et liv, som ingen havde forudset som en køretøjspræd i familiens historie.
Maks, Lærkes mand, blev også involveret. Hans mor, også Maren, havde pludselig fået en ny livslyst og gik ind i forretningsverdenen.
Maks spurgte:
Hvad sker der med Maren?
Lærke forklarede ham, at hytten og lejligheden måske også ville blive rystet.
De ringede til deres ven, advokaten Vagn Jørgensen, som var kendt for at vinde næsten alle sager. Han blev kaldt Juridisk Djævel.
Vagn forklarede, at uanset i hvis navn hytten stod, var den del af ægteparrets fælles formue, fordi Maren havde betalt for den med sine egne penge.
Efter advokatens råd gik de tilbage til hytten for at prøve at finde en forligsløsning. Men Maren lod dem ikke komme ind.
Så må vi gå til retten! råbte Maks gennem hegnet.
Dr. Henrik, iført sine underbukser, erklærede, at han allerede var hyttens ejer.
Retssagen startede, og Maren skreg:
Du forstår det ikke, Lærke! Jeg vil have hele hytten! Du får kun en kvartdel af lejligheden!
Lærke følte sig flov, men valgte at fortsætte.
Domstolen fandt til Lærkes fordel: hun fik en kvartdel af hytten og en kvartdel af lejligheden, resten gik til Maren.
Det var ikke en drøm, men en løsning.
Maren fortsatte med at skrige som en stædig kat, men til sidst accepterede hun at sælge hytten til Lærke.
De blev enige om, at Lærke skulle købe hytten, og at hun i bytte gav afkald på sin andel af Marens lejlighed.
Der blev underskrevet en notarisk aftale, og Maren blev den eneste ejer af lejligheden, mens Lærke endelig stod som ejer af hytten.
Maks forsvandt fra hospitalet, formentlig fordi han var træt af al dramaet.
Pengene fra salget hjalp ikke med at løse de dybere problemer, men Lærke og Maren fandt endelig fred.
Maren forklarede, at hendes mærkelige opførsel skyldtes en kortvarig forvirring, Mars retrograd og måske en asteroide, der var på vej mod Jorden.
Siden da lever de begge videre i fælles ejendom, både hytten på Vesterhavet og lejligheden i København, og alt er blevet til et lille dansk eventyr med et strejf af solskin og underbukser.
