Efter at hendes far havde forladt familien, udviklede Sine en markant modvilje mod ham. Trods hans løfter om at holde jævnlig kontakt, havde hun slet ikke lyst til at have noget med ham at gøre. Alligevel blev hun, efter ihærdigt pres fra sin mormor, overtalt til at ringe til ham for han var jo stadig hendes far, og man skal jo ifølge mormor holde sammen, uanset hvad. Det forekom dog Sine noget mærkeligt, ikke mindst fordi hendes egen mor ikke havde så meget som sendt et julekort til eksmanden i årevis. Men for at undgå ballade derhjemme gik Sine engang imellem med til at ses med sin far.
På et tidspunkt blev hun endda hentet ud fra undervisningen på Skolen i Nørrebro, fordi hendes far syntes, de skulle ses. Det brød klasselæreren sig bestemt ikke om, men kunne ikke rigtig gøre noget, da det var Sines egen far, der stod der så hvad skulle hun sige? Hos faren i lejligheden på Amager kunne Sine høre sine klassekammerater hviske om hendes hemmelige søster. Først ville Sine ikke tro på det men da hun så farens nye familie med både kone og en lille pige, blev det hele lidt svært at overse. Stedmoren var nu meget sød, interesserede sig for Sines lektier og tilbød altid saftevand og frikadeller. Faren selv sad mest med hovedet nede i computeren og rørte sjældent på sig, selv når begge hans døtre var i stuen.
Efterhånden begyndte faren oftere at tage Sine med hjem til Amager og bad hende passe sin lillesøster. Sine syntes ærlig talt ikke, det var verdens fedeste tjans hun nægtede stædigt at kalde barnet for sin søster og betragtede egentligt kun opgaven som noget, hun gjorde for husfredens skyld. Når faren foreslog, at Sine skulle blive længere tid, forklarede hun, at hun havde alt for mange lektier. Men det tog faren let på, og tilbød i stedet, at hun kunne tage lektierne med, mens han og hans nye kone gik i Biffen på Østerbro. Du kan bare lige holde øje med lillesøster, det går nok fint, mumlede han og smækkede døren.
Følelsen af at være udelukket og brugt som gratis børnepasser voksede. Til sidst ramte hun loftet og besluttede at holde sig langt væk fra farens adresse. Da han ringede for at høre, hvor hun blev af, og om hun ikke lige kunne tage ansvar for familien, lod hun sig ikke ryste. Sine gjorde det helt klart, at det altså ikke stod på hendes CV at være gratis babysitter især ikke, når den eneste kontakt, han gad have med hende, handlede om, at hun lige skulle holde øje med hans barn, mens han selv tjekkede aktiekurser.
Følelsen af at stå i vejen og aldrig blive anerkendt fik hende til at trække stikket. De følgende forsøg fra fars og stedmorens side på at genskabe kontakten løb hurtigt ud i sandet. Til sidst tog Sine tyren ved hornene og spurgte sin far, hvad hans plan egentlig var. Han var ærligt talt ikke specielt sentimental og svarede ligeud, at nogen jo skulle hjælpe til med den lille og det var nu engang lettest, hvis det blev hende.
Sådan endte det, at forholdet mellem Sine og hendes far blev ved at være køligt som en vinterdag på Fyn og uden en eneste håndstrækning på vej mod forsoning. Faderens evne til at overse Sine havde sat så dybe spor, at hun nu kun blev mindet om ham, når hun gik forbi børnetøjsafdelingen i Magasin eller så andre familier i Kongens Have. Ikke ligefrem det, man kalder et lykkeligt gensyn.
