Jeg har været gift i mange år. Jeg mødte min mand, Henrik, dengang vi begge gik på Københavns Universitet. Jeg mødte aldrig andre, valgte ham og blev hos ham. Jeg var en af de gamle sjældne typer, der kun holder sig til én mand og aldrig flirter med andre.
Vi blev gift på tredje år af studiet. Unge og uerfarne. Jeg ved ikke, om vores kærlighed var særlig stærk, men den var åbenbart nok, siden vi har boet under samme tag så længe. Vores medstuderende så altid op til os og brugte os som forbillede, selvom vi ikke var det eneste par blandt vennerne. Hvorfor det netop var os? Nok fordi vi holdt sammen uanset hvilke udfordringer, vi stod overfor.
På fjerde år fik vi vores første barn. Vi droppede ikke ud; mange af underviserne var forstående, og vi forlangte heller ikke særbehandling. Gennem stædighed og hårdt arbejde fik vi gennemført uddannelsen og modtog vores diplomer og fejrede begivenheden med manér. Henrik hjalp mig altid, og vi delte alle opgaver derhjemme.
Jeg kunne slet ikke forestille mig en anden mand. Henrik er mit ideal, min sjæleven. Vi supplerede hinanden og har stort set aldrig skændtes. Børn skal vokse op i sådan et harmonisk hjem, så to år senere besluttede vi os for, at vi også ville have en datter.
Hvorfor ikke? Jeg havde en omsorgsfuld mand og en rask, selvstændig dreng… en datter ville fuldende vores lille familie.
Umiddelbart skulle man tro, at jeg var verdens lykkeligste kvinde. Min mand elskede mig og hjalp altid til. Uanset hans skiftehold kom han hjem, legede med børnene, og jeg kunne tage mig lidt af mig selv. Intet tegnede til uvejr, men pludselig mærkede jeg, at Henrik var blevet fjern.
Han begyndte at blive sent på arbejde og skænde på mig over de mindste ting. Hele tiden irritabel og anspændt. Engang, da jeg spurgte: “Hvordan har du det?” svarede han: “Dit job er at lave frikadeller, tørre næser på ungerne og sørge for, at jeg har det rart om aftenen.”
Med den indstilling mistede jeg lysten til både soverummet og køkkenet. Jeg tænkte, at han nok ville tænke over det og ændre sig men det gik bare ned ad bakke. Efterhånden begyndte han at drikke, og han forsvandt ofte hele natten. I stedet for en kærlig far kom der en tyran hjem.
En dag kom han ind ad døren og råbte:
Jeg er træt af skrålende unger og dine gamle joggingbukser. Jeg har aldrig været stolt af dig, du går aldrig med makeup eller gør noget ud af dig selv for min skyld. Jeg har ikke lyst til at gå nogen steder med dig, du ser ikke ordentlig ud. Du tænker kun på penge, ingen spørger til, hvad jeg vil!
Jeg ringede til min svigermor for at få støtte, men hun gik straks i forsvar for sin søn og bad mig lade være med at skilles. Jeg pakkede børnene og flyttede til en lejlighed, jeg lejede. En veninde hjalp med at få vores datter, Laura, ind i børnehave, og selv tog jeg et ekstra job. Det er hårdt, men vi klarer os. Nu er der i det mindste ikke nogen, der slår.
Det kom først frem under skilsmissesagen, at Henrik var psykisk syg. Hans forældre havde skjult det for mig med vilje. De havde ligefrem opfordret til, at vi blev gift, fordi jeg var det perfekte match for deres syge, stille søn. Min svigermor havde tidligere fået ham behandlet i Tyskland, men behandlingen hjalp ikke. Derfor fik han medicin for at kunne fungere nogenlunde. Jeg har selvfølgelig ondt af ham, men jeg vil ikke bo med et ustabilt menneske under samme tag. Det vigtigste for mig er, at hans sygdom ikke bliver givet videre til vores børn.
