Det var sent på aftenen, og regnen trommede mod ruderne, da jeg trådte ind ad døren. Jeg stivnede min datter, Sigrid, stod midt i stuen og havde lagt hele sit liv i kufferter. Tøj, plejeprodukter, endda hendes elskede computerudstyr var allerede pakket ned. Jeg kiggede målløs på hende og spurgte med en forsigtig stemme:
Hvor er du på vej hen?
Sigrid, min 18-årige datter, rettede ryggen, og jeg kunne se det voksne glimt i hendes øjne. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et forskrækket gisp, da hun svarede:
Mor, jeg flytter. Jeg vil bo sammen med Magnus.
Flytter du? Hvem er Magnus egentlig? Skal vi ikke møde ham først? Og hvordan har du tænkt dig at betale for det hele? Har han forældre? Det her går alt for hurtigt, Sigrid, sagde jeg, mens min stemme rystede.
Mor, slap nu af. Vi lever altså i det 21. århundrede. Jeg er myndig og kan tage ansvar for mit eget liv! svarede Sigrid.
Jeg stod der og så, hvordan min datter beslutsomt lukkede taskerne. Jeg kunne ikke sige mere. Magtesløsheden bredte sig i mig, mens hun pakkede sin elpisker den havde jeg alligevel aldrig brugt og forsvandt ud med sine ting. Ud gennem vinduet så jeg en ung mand komme hende i møde ved bilen. Hvis hun nu mener, hun er klar til voksenlivet, må hun prøve det. Vi får at se, hvad hun egentlig drømmer om. Næste dag skiftede jeg låsene i døren. Man kan aldrig vide, hvad sådan en forelsket unge finder på med en ny kæreste.
Dagene gik langsomt, og jeg hørte intet fra Sigrid. Tænk, at voksenlivet kunne ramme så hurtigt. Så ringede min telefon pludselig.
Mor, kan du betale for min skole? lød det i røret.
Det skar i hjertet, at hun kun ringede for at spørge efter penge til sin uddannelse. Ikke et ord om hvordan jeg havde det.
Nej, Sigrid. Du sagde selv, at du er selvstændig. Jeg vil ikke blande mig i dit voksenliv.
Fint, mor! sagde hun og lagde vredt på.
Det var sådan hun havde ønsket. Nu måtte hun leve sit eget liv, på godt og ondt.
Jeg besluttede at forvandle Sigrids værelse til et kontor. Der var ikke grund til at lade det stå tomt. Jeg fandt et smukt skrivebord og nogle lyse, danske designerstole. Sengen lod jeg stå bare, hvis nu
To uger senere, efter en lang dag på arbejdet inde i København, så jeg hende vente ved opgangen Sigrid, slukøret, med tunge tasker i hænderne.
Hvorfor sagde du ikke, at du kom hjem, skat?
Jeg syntes, det var pinligt, mor. Er du ikke glad for at se mig? spurgte hun med tårevædede øjne.
Jo, selvfølgelig, svarede jeg, mens jeg tog hende ind til mig. Kom, vi går op.
Indenfor begyndte hun at pakke sine ting ud igen. Men hendes kaffemaskine manglede. Den stod stadig hos kæresten. Hans mor havde beholdt den som betaling for Sigrids ophold og for maden. Magnus viste sig at være 30 år meget ældre end Sigrid. Da min datter forstod, at jeg ikke ville betale for hendes uddannelse, spurgte hun Magnus. Han nægtede at tage ansvar eller betale for hendes skole.
Det undrer mig stadig mest hvad tænkte Magnus egentlig på, da han trak min arbejdsløse datter ind i sit barndomshjem?
Min datter valgte at tage springet til voksenlivet og flyttede sammen med sin kæreste. Men bare to uger senere stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Anna med alle hendes tasker foran vores opgang