Onsdag d. 12. oktober
Klokken var otte, da jeg endelig låste mig ind ad døren til lejligheden efter en lang, udmattende arbejdsdag på hospitalet. Jeg trak vejret dybt, men stilheden blev straks brudt af lyden af barnegråd.
Med et tungt suk gik jeg ind i stuen, hvor min datter Stine og svigersøn Mikkel sad foran fjernsynet. Lejligheden lignede endnu engang et bombet lokum: børnenes legetøj flød på sofaen, i sengen og over hele gulvet. Bordet var dækket af slikpapir, kyllingeben, tomme sodavandsflasker og skræller fra æbler. Det beskidte tøj var kastet over stoleryggen, og på en taburet lå en brugt ble, klam og let foldet sammen.
Indeklimaet var trykkende, og duften kunne bedst beskrives som alt andet end behagelig. Min udmattelse blev til ren og skær fortvivlelse.
Min lille, etårige barnebarn, Mille, kom løbende med en glædesstråle og kastede sig i mine arme. Jeg åbnede straks vinduet og lod frisk luft strømme ind, før jeg begav mig ud i køkkenet.
Billedet, der mødte mig, gjorde det ikke bedre. Håndvasken bugnede af beskidte tallerkener, bordet var dækket af brødkanter og opblødt te; under bordet lå skår fra endnu en smadret kop min yndlingskop, som min afdøde mand havde givet mig. På komfuret stod en pande med forkullede frikadeller, og i køleskabet herskede der, som vi siger på dansk, total musestille.
Pludselig kom Stine ind i køkkenet, kyssede mig på kinden og sagde:
Hej far. Nu hvor du er hjemme, så smutter Mikkel og jeg altså. Jeg går lige ind og klæder om. Forresten, Mille fik mad for en time siden.
Vent lige hvor skal I hen, Stine? spurgte jeg overrasket.
Hva? udbrød hun, mindst lige så forbavset, Vi skal da ud og hygge os lidt. Først biografen, bagefter måske en tur på café. Er du sød at låne os lidt penge? Ellers slår budgettet sku ikke til i dag.
Fra stuen lød det nu fra Mikkel:
Poul, kunne du ikke lave grønkålssuppe til i morgen? Jeg så det i fjernsynet i dag, og blev sulten bare af at se på det. En lille forårs- salat kunne heller ikke skade, og du har vel husket at købe kaffe? Jeg kan simpelthen ikke overleve uden!
Jeg følte mig sat helt bagest i køen.
Hvad med mig? sagde jeg med usikker stemme og så på Stine. Jeg har arbejdet hele dagen, end ikke fået frokost. Jeg er træt og vil bare slappe af. Hvorfor tager I ikke Mille med jer?
Far, vi kan jo ikke tage hende med! Forældre skal altså også have lidt tid for sig selv, siger eksperterne. Mikkel og jeg er lidt på kant for tiden og vi trænger virkelig til at være to alene. Du har jo ikke set Mille i dag og hun savner også dig, det kan du tro. I får det sikkert hyggeligt sammen. Vi er snart tilbage, ikke noget at være ked af, du er verdens bedste far.
Før jeg overhovedet kunne nå at svare, var hun allerede smuttet. Få minutter senere forsvandt de ud ad døren, og jeg stod alene tilbage med Mille.
Fortvivlelsen og oppressede følelse fra tidligere på dagen slog til igen. Her sad jeg, brugt og udnyttet som gratis børnepasser, hushjælp og kasseapparat.
Mit hoved dunkede, jeg ville bare ligge mig fladt på sofaen, men Mille havde sine egne planer med sin bedstefar. Desuden var jeg nødt til at finde noget aftensmad jeg havde ikke spist siden morgenmaden. Og lejligheden trængte i dén grad til en overhaling.
Det føltes nærmest, som om jeg havde været igennem verdenskrig. Jeg satte mig tungt i køkkenet og mærkede tårerne presse på af ren afmagt.
***
Stine og Mikkel havde boet hos mig i min toværelses lejlighed i København i flere år. Før de rykkede ind, havde jeg et roligt og pænt liv min egen rytme og rutine. De havde ellers haft en lejlighed i Brønshøj, men blev smidt ud på grund af udlejerens luner og endte så her hos mig.
Da Stine bad om at måtte bo her et par måneder, sagde jeg ja hun lovede, at de hurtigt ville finde noget nyt. Men noget passende dukkede aldrig op: enten for dyrt, for langt væk, eller for sløj standard.
Som om det ikke var nok, mistede Mikkel også sit job han arbejdede i en mindre detailhandel, men blev fyret, hvorfor ved jeg stadig ikke. Stine sagde kollegerne havde stukket ham i ryggen, men snart ville han nok finde nyt arbejde. Det skete bare aldrig han indtog i stedet fast plads foran tv’et eller computeren.
De levede begge på Stines skrabede barselsdagpenge. Så blev det hele endnu mere kompliceret: Stine opdagede, at hun var gravid. Graviditeten var hård, hun var inde og ude af hospitalet og tog dyre hormontabletter. Løbende prøver, scanninger og medicin blev betalt af mig. Jeg havde netop begyndt at tage ekstra vagter i en privatklinik for at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.
Pengene slog ikke længere til. Stine og Mikkel smed ikke engang et rugbrød i indkøbskurven men forventede den hele menu med friske frugter og dessert til teen. De betalte ikke én regning eller købte toiletpapir overhovedet ingen forståelse for økonomi.
Det hele væltede ned over mig alene. Men alligevel turde jeg ikke sige fra. Jeg var bange for at miste min eneste datter. Hvordan kunne jeg smide min gravide datter ud på gaden? Så jeg holdt ud.
***
Det ringede pludselig på døren. Jeg tørrede tårerne væk og gik ud for at åbne.
Udenfor stod min gamle veninde Karen, uanmeldt som altid. Jeg blev pinligt berørt kaosset i min lejlighed! Men hvad skulle jeg gøre? Jeg måtte jo lukke hende ind.
Med påtaget smil bød jeg hende velkommen og vi gik ind i køkkenet. Karen kendte mig ud og ind kendte godt mit rod med Stine og Mikkel. Hun havde adskillige gange sagt til mig, at jeg må tage mig sammen, men jeg kunne ikke.
Karen sagde ikke ét ord, men åbnede roligt køleskabet, fandt æg og fløde, vaskede stegepanden og begyndte uden videre at lave en omelet til mig.
Mens hun lavede mad, døsede Mille i søvn på mit skød. Jeg bar hende forsigtigt ind på Stine og Mikkels soveværelse, lagde hende i tremmesengen og gik tilbage i køkkenet.
Omeletten duftede lifligt. Jeg satte mig og så på Karen med en taknemmelighed, som kun ægte venskab kan rumme.
Kom, Poul, spis nu. Jeg kan se på dig, at du savner mad og søvn, sagde hun og satte sig ved siden af mig. Du er alt for tynd, og man kan næsten se lyset gennem huden på dig. Du må passe på dig selv. Du skal tage en snak med de to sådan her kan du ikke leve.
Men Karen, hvordan? De har jo ikke andre steder at gå hen, og de har et lille barn. Hvordan kan jeg?
De udnytter dig bare, sagde hun bestemt. Hvorfor skulle de flytte og tage ansvar, når de kan leve gratis? De må lære at stå på egne ben ellers ender det galt for jer alle sammen. Hvis ikke du siger noget, må jeg tage snakken.
Jeg vidste godt, hun havde ret. Hvis ikke jeg satte grænser, blev det kun værre.
Jeg lovede hende, at jeg ville snakke med dem, så snart de kom hjem. Karen blev og hjalp med at rydde op, lavede urtete, og masserede mine skuldre.
Hun ville ikke gå, før Stine og Mikkel var hjemme, så hun kunne bakke mig op.
De kom ind ad døren ved ellevetiden. Karen og jeg sad allerede klar i stuen.
Hej Karen, sagde Stine uomtvisteligt utilfreds. Hun havde aldrig været glad for min gamle veninde.
Godaften, svarede Karen skarpt, Nå, havde I en hyggelig aften? I kunne da være fortsat til den lyse morgen!
Far, vi smutter altså i seng, snerrede Stine, men jeg standsede hende.
Vent lige, Stine. Kan du hente Mikkel, så vi kan tale sammen alle tre?
Hun nikkede forvirret og gik ud efter ham.
Poul, hvad er der? spurgte Mikkel.
Jo, sagde jeg og trak vejret dybt, I må begynde at lede efter jeres egen lejlighed. I får en uge. Det her, det er mit endelige svar. I er unge mennesker og skal have jeres eget liv.
Far, du kan da ikke smide os ud! hylede Stine. Hvor skal vi hen? Vi har ingen penge, og jeg er jo på barsel. Hvordan skal vi klare den?
Det må I finde ud af, svarede jeg. I kan lave et barn så må I også tage ansvaret. Jeg kan ikke altid skærme jer. Sådan er livet ikke. Hvad gør I den dag, jeg ikke er her mere?
Hvordan kan du gøre det her? Jeg troede, du var min far nu er du bare en ond stedfar! udbrød Stine i protest.
Karen gik imellem:
Stine, du skal tale ordentligt til din far. I går på jeres værelse nu og sover på det. Jeg vil ikke høre på mere utaknemlighed.
Det hele er din skyld! eksploderede Mikkel og pegede på Karen. Du blander dig for meget. Hold dig væk fra vores familie!
Diskussionen kunne have endt i et kæmpe skænderi, hvis det ikke havde været for, at Mille begyndte at græde inde fra værelset.
Stine og Mikkel trak sig tilbage. Karen klemte min hånd, og jeg sendte hende et blik fuld af tak.
En uge senere flyttede de ud. Min datter betragtede mig nu som sin fjende. Alt, jeg havde gjort for dem, var glemt. Nu var jeg bare den egoistiske, hårde far. Men jeg ved, jeg tog den rigtige beslutning.
Nogle gange må man stille krav selv over for sine egne børn ellers lærer de aldrig at stå på egne ben. Jeg håber, Stine tilgiver mig en dag og forstår, det var for hendes egen skyld.
Jeg har lært, at forældre ikke altid kan give, uden også at give plads til deres børn til at fejle, lære og rejse sig igen. Ellers mister de aldrig frygten for voksenlivet. Til sidst må man slippe og stå fast.
