Rikke lukkede stille døren til lejligheden efter sig og begyndte forsigtigt at tage overtøjet af. Hun anstrengte sig for ikke at vække sin mor. Hun fik næsten ikke undertrykt et støn, da hun trak de nye sko af de havde gnavet hendes fødder helt op.
Hvad får dig til at komme hjem så tidligt? Løbet væk? Var brylluppet ikke noget for dig? Mor stak hovedet ud i entreen.
Hvorfor er du stadig oppe? Sidder du og holder øje med mig? hvæsede Rikke tilbage.
Moren strammede læberne og forsvandt ind i stuen igen. Dårlig samvittighed sneg sig ind over Rikke. Mor havde ventet på hende, ønsket at høre nyt, og så havde hun svaret sådan igen. Rikke listede ind i stuen, satte sig ved siden af moren i sofaen og lagde armen om hende.
Lad nu være med at charme dig ind. Har du ikke lyst til at fortælle, så lader du bare være. Jeg skal nok høre det hele fra Lises mor senere, sagde moren tørt.
Undskyld, mor. Jeg er bare træt, og mine fødder gør ondt. Restauranten var luksuriøs, og der var mindst halvtreds gæster. Larm og latter overalt.
Og så Lise hun så vidunderlig ud i sin hvide kjole. Og brudgommen en virkelig flot fyr, remsede Rikke med et drømmende blik.
Hvorfor gik du så allerede? afbrød moren.
Mor, de var alle sammen så fine og vigtige du skulle have set dem. Jeg følte mig helt forkert der. Og jeg skal tidligt op i morgen.
Hvad skal du da i morgen? Det er søndag, undrede moren sig og så undersøgende på datteren.
Jeg fortæller dig det i morgen tidlig. Nu skal jeg bare i bad. Rikke kyssede sin mor på kinden og gik ind på værelset for at skifte.
Hun smed den pæne kjole med væmmelse. Den virkede næsten pauver, sammenlignet med de andre gæsters tøj.
I badet skrubbede Rikke sig grundigt, især dér på ryggen, hvor den svedige, tykke mand havde rørt ved hende.
Han havde inviteret hende op at danse og taget hende ind til sig, uanset at hun havde forsøgt at afvise. Hun kunne mærke hans fugtige, varme hænder mod ryggen og bælgen fra hans store mave.
Bagpå gnavede skoene i hælen, og hun måtte bide tænderne sammen for at klare dansen til ende.
Bagefter satte han sig demonstrativt ved hendes side og begyndte at skænke op til hende. Ingen skænkede hende en tanke. Den eneste veninde, hun havde til brylluppet, Lise, var optaget af gæster og sin mand.
Et par gange fangede hun dog et blik fra en mand, men han gjorde ikke noget for at befri hende fra hendes påtrængende dansemakker.
Hun havde undskyldende sagt, at hun skulle på toilettet, men i stedet løb hun ud. Udenfor tog hun en taxa hjem.
Nej, sådan et bryllup ville hun ikke selv have. Alt var som indøvet teater, hvor alle spillede deres rolle. Rikke havde bare følt sig som statist.
Lang tid lå hun og vendte og drejede sig, mens musikken, glassenes klirren og latteren blev ved med at runge i hovedet. Hun kom til at tænke på ham manden der havde sendt hende de der blikke.
“Jeg havde hellere danset med ham end med den fede so. Og nu skal du heller ikke tænke mere på ham,” formanede Rikke sig selv, vendte sig og lagde sig bedre til rette. Hun faldt omsider i søvn.
Efter sensommerens milde varme kom oktober med regn og kulde. Lise kom hjem fra sin bryllupsrejse og inviterede Rikke på besøg.
Hun var nysgerrig efter at se, hvordan de rige egentligt levede. Og man kunne ikke dukke op tomhændet.
Efter timerne gik hun ind i et bageri og købte Lises yndlingstagelagte kager. Da hun var på vej ud, stødte hun ind i en mand i døren. Han trådte til side og lod hende komme ud.
Det er jo dig, sagde han pludselig.
Rikke så op og genkendte den mystiske mand fra brylluppet. Hun frøs fast.
Kom nu, ellers klumper vi i døren, lo han og trak hende venligt til side.
Du forsvandt så pludselig den aften, som Askepot. Jeg nåede aldrig at hilse på dig, sagde han med et bredt smil.
Jeg efterlod heldigvis ikke skoen, svarede Rikke og trak på skuldrene.
Skal jeg køre dig hjem? tilbød han straks.
Nej, jeg skal besøge min veninde. Bruden fra brylluppet. Handlede du ikke også? spurgte Rikke nysgerrigt.
Jeg er så glad for at møde dig, at jeg helt kan droppe mine egne indkøb, sagde han, da han så kageæsken i hendes hånd. Kom. Han tog hende let under armen og viste vej hen til sin store Volvo.
Hun havde aldrig siddet i sådan et stort, luksuriøst køretøj, faktisk sjældent i biler overhovedet. Han kørte roligt uden at spørge om adressen, hvilket gjorde hende lidt nervøs.
Jeg ved, hvor Lise bor. Jeg er partner og ven til hendes mand, forklarede han, da han så hendes bekymring.
Undervejs fortalte han, at han hed Mads, at han var skilt og havde en golden retriever
“Rig, flot, succesfuld. Og charmerende. Helt som mor drømte om,” tænkte Rikke
Hvor har du været så længe? Jeg begyndte at blive bekymret, spurgte moren, da hun kom hjem.
Var hos Lise. Du skulle bare se, hvordan hun bor nu Rikke beskrev ivrigt, til mors begejstring, huset og venindens sommerbrune kinder midt i det våde efterår.
Hvordan kom du derud? Det er jo langt væk ude i Hørsholms ‘fattigmandsdal’, sagde moren skævt om det rige kvarter.
En bekendt kørte mig derhen, sagde Rikke undvigende, ærgerlig over at have givet moren grund til at spørge videre.
Fra brylluppet? Han hører vel ikke til “de forkerte”? Gav du ham så dit nummer? spurgte moren mistroisk.
Ja, mor, jeg prakkede ham det nærmest på, Rikke lød tvær.
Jeg forstår dig ikke En fornuftig mand viser dig opmærksomhed, og du kan dårligt tale pænt til ham! irettesatte moren.
Det blev givet, okay? Må jeg godt gå nu, eller skal vi fortsætte politiafhøringen? snerrede Rikke.
Hvad er der med dig? Hvorfor er du så vred?
Jeg er træt af alle dine spørgsmål. Står det virkelig så slemt til, at du bare vil have mig hurtigt afsat?
Sig ikke sådan noget pjat. Jeg vil bare have, at du finder en ordentlig mand, som Lise gjorde ikke ende med en fattig studerende. Eller vil du leve på vand og brød?
Mor, vi har aldrig levet på vand og brød.
Nej, du har måske ret. Undskyld, sagde mor lidt flovt. Men kan du virkelig slet ikke lide ham?
Mor, lad nu det ligge. Jeg har ikke lyst til at blive gift lige nu.
Rikkes mobil ringede og reddede hende fra flere diskussioner. Det var Mads.
Jeg kunne ikke lade være med at ringe. Hvad laver du søndag?
Ikke noget særligt, bare hjemmearbejde til mandag.
Hele dagen? Vejret skal blive skønt. Skal vi ud og ride? Har du prøvet det før? Nej? Jeg henter dig klokken elleve.
Rikke sagde ja, og glemte helt at spørge, hvornår de var blevet dus.
Hun havde kun set gamle trækheste hjemme hos mormor hun havde altid været lidt bange for dem. Men det blev en dag fuld af følelser og nye indtryk.
Mads behandlede hende med respekt og lod hende få et glimt af en verden med penge og muligheder.
Han havde nemt ved at få folk i tale ingen nægtede ham noget. Rikke nød denne venlige, ældre mands opmærksomhed.
Næste weekend kom han pludselig forbi med blomster og lagkage.
Rikke følte sig flov over den lille lejlighed, det slidte gulvtæppe og de gamle tapeter. Men Mads lod ikke til at bemærke noget. Han lo og hyggede sig, fortalte om sin egen barndom i en tilsvarende hyggelejlighed. Hendes mor blev blød som smør under hans ord.
Han er jo en drøm af en mand, sukkede moren, da Rikke kom hjem. Hvis han frier, siger du vel ikke nej? spurgte hun fortrøstningsfuldt.
Mor! Vi har kun set hinanden en håndfuld gange. Hvilket frieri? protesterede Rikke.
Men før nytår fik hun virkelig en smuk ring af Mads sammen med et ægteskabstilbud.
Gudskelov, nu kan jeg dø i ro, stønnede moren dramatisk og lagde hænderne for brystet. Rikke rystede på hovedet.
Brylluppet blev holdt på Sjælland, ved en sø, da solen brød frem og gav forårshåb og fuglesang midt i marts. Rikke havde stillet som betingelse, at det skulle være nøjsomt og uformelt. Mads sagde ikke hende imod.
Efter brylluppet flyttede hun ind hos ham.
Nu kan vi endelig snakke sammen igen! Veninderne herude tænker kun på spa og shopping i udlandet. Jeg tror nærmest ikke, de nogensinde har åbnet en bog, jublede Lise, der allerede var højgravid.
Men Mads lod ikke Rikke komme ud alene. Om morgenen blev hun kørt til universitetet af hans chauffør, og efter timerne hentede han hende.
En dag blev en forelæsning aflyst, og Rikke gik hjem til fods. Foråret var endelig kommet, knopperne sprang, og luften summede af liv.
På vejen hjem indhentede en klassekammerat, Simon, hende. De gik på café og fik kaffe. Rikke savnede at snakke så let og uforpligtende.
Godt nok manglede hun intet hjemme, men hun savnede nogen at tale ærligt med. Gruppen på studiet havde taget afstand fra hende.
Hvad tænker du på, Rikke? spurgte Simon.
Jeg må gå nu, sagde Rikke og rejste sig.
Holder han øje med dig? sagde Simon skarpt.
Nej, jeg skal bare hjem nu, undveg hun.
Da hun kom hjem, sad Mads allerede og ventede.
Hvor har du været? spurgte han koldt.
På universitetet.
Lyv ikke. Undervisningen blev aflyst du ringede ikke engang efter chaufføren. Hvorfor? Skulle du mødes med din elsker?
Det var ingen elsker, vi er klassekammerater, svarede Rikke forfjamsket.
Hun havde aldrig hørt Mads tale så hårdt før. Hans øjne var kolde som is.
Vi tog bare en kop kaffe. Hvad er der galt med det? Rikke ville ikke undskylde, men hun hørte sig selv gøre det alligevel.
Du er min kone nu. Jeg har mange fjender, folk, der venter på, jeg fejler. Du må ikke udlevere mig.
Du mener, jeg satte dig på spil, fordi jeg drak kaffe med en ven? udbrød Rikke.
Forstår du virkelig ingenting? snerrede Mads, rejste sig og gik tættere på.
Lad være med at tale sådan til mig, sagde hun bestemt og trådte bagud.
Jeg bestemmer, hvislede han og greb hende hårdt om armen, trak hende ind til sig. Hvis du ikke adlyder
Hvad så? Vil du lænke mig? Når jeg er læge, skal alle mine patienter så være dine fjender og mine elskere? Rikke prøvede at vriste armen fri.
Hun nåede knap at registrere slaget. Pludselig snurrede alting, og lydene forsvandt.
Mads sagde noget med forvrængede læber, men Rikke kunne ikke høre ordene kun bruset for ørerne. Smagen af blod sivede fra læben, og ansigtet var ikke længere hendes eget. Mads trådte tættere på.
Forstod du nu? hørte hun ham fjernt sige.
Ja jeg forstår, fik hun fremstammet.
Han slog hende igen, så hurtigt hun ikke kunne forsvare sig. Hun røg ind i sofaen og mistede bevidstheden.
Da hun vågnede, var Mads væk. Kroppen rystede ukontrolleret. Hun kom besværet op, gik op mod soveværelset, kastede sig i sengen og græd alt ud.
Senere ville hun hente is til kinden, men soveværelsesdøren var låst udefra. Hun havde ikke engang hørt nøglen dreje.
Næste morgen var ansigtet hævet mere, læben smertede. Mads kom ikke. Telefonen havde han også taget.
Rikke gik desperat rundt i værelset som en fugl i bur. Pludselig klikkede låsen.
Har du ændret mening? stod Mads i døren.
Jeg hader dig! Luk mig ud! råbte hun.
Læben sprang op, blodet løb og straks fik hun endnu et slag, denne gang i forvejen ømme kind. Hun jamrede. Mads lukkede straks døren igen.
Før frokost plejede rengøringshjælpen at komme. Rikke bad og tryglede om hjælp. Nøglen sad stadig i døren. Kvinden låste op, gispede, da hun så Rikkes ansigt.
Han gør mig noget, hvis jeg hjælper dig sagde kvinden med bange stemme.
Sig, at jeg snød dig, bad om vand, og så løb jeg, sagde Rikke, trak hætten over hovedet og listede ud ad døren.
Hun gik hele vejen hjem ad omveje og med blikket i jorden. Folk gik udenom hende. Moren tog sig til hovedet.
Hvordan kunne det ske? Han virkede jo så ordentlig. Jeg ville kun det bedste. Hvad nu, hvis han kommer efter dig her? De her døre kan han jo sparke op
Gider du nu ikke, mor.
Rikke orkede ikke mere. Men hun ringede alligevel til Simon og bad ham komme.
Han havde erfaring fra Falck, behandlede hendes sår, og ringede til en læge for at få skaderne dokumenteret.
Han tog billeder af hendes ansigt og sendte dem til Mads med beskeden: Rør du hende igen, går billederne online.
Mads lod sig ikke mere se. Først efter to uger, da mærkerne var borte, turde Rikke vende tilbage til universitetet.
Skilsmissen gik hurtigt igennem. Til sommerfest, efter eksamen, var hun med Simon på café, da Mads gik forbi med en ny ung kvinde. Han så ikke Rikke.
Da Mads gik ud, listede Rikke sig hen til kvinden.
Pas på dig selv. Flygt fra ham. Gør du ikke, får du samme behandling.
Hvem er du? spurgte hun mistroisk.
Hans ekskone. Sig ham ikke, du så mig. Skynd dig væk, mens du kan sagde Rikke og forlod caféen.
Gennem de glasdøre så hun Mads vende tilbage og spørge sin ledsager om noget. Hun trak bare på skuldrene. “Hun sagde det ikke,” tænkte Rikke lettet.
Hvorfor talte du med hende? Hvis hun fortæller ham noget sagde Simon.
Var der nogen, der advarede mig, havde jeg aldrig giftet mig med ham. Jeg prøvede at finde ud af, hvorfor han blev skilt, men alle kendte ingenting end ikke Lise, sagde Rikke.
Rikke og Simon flyttede til Aarhus. Efter specialisering blev Simon kirurg, Rikke kardiolog.
De fik en søn sammen. Rikkes mor blandede sig aldrig mere i hendes liv.
En dag, i frisørsalonen, læste Rikke i et gammelt ugeblad om en opsigtsvækkende sag.
“Erhvervsmanden Mads B. blev dømt for at have slået sin hustru ihjel,” lød overskriften.
Udenfor vinduet gik Simon roligt med barnevognen. “Hvor er det godt, han findes. At vi har William, at mor er rask. Penge man har kun brug for så mange, at man kan beholde sig selv,” tænkte Rikke.
Kom bare ind nu, kaldte frisøren.
