Med forårets komme kom mine forældre på tanken om at sætte sommerhuset til salg. De var blevet ældre og helbredet holdt ikke længere til at passe haven. Datteren havde travlt med både børn og arbejde og havde ikke tid til at hjælpe. Pensionisterne tænkte længe over det, men tog til sidst beslutningen.
Den ældste datter, Mathilde, følte lettelse. Hun behøvede ikke længere have dårlig samvittighed over ikke at være der. Det var svært at finde tid til at hjælpe i haven, især når sommerhuset lå så langt væk. Mathilde havde foreslået forældrene flere gange at sælge det og i stedet købe en grund tættere på hjemmet. Hun ønskede ikke at bruge alle sine fridage på at luge ukrudt. Hun drømte om et sted, hvor hun kunne læse bøger og holde picnic et egentligt fristed. For hendes forældre havde sommerhuset dog altid været en kilde til syltetøj og hjemmeavlede grøntsager.
Weekenderne susede forbi for Mathilde og hendes mand, Anders. Der var knap tid til at ordne hjemmet, og Anders havde så krævende et arbejde, at han ofte blev kaldt ind i weekenden. Mathilde vidste udmærket, at sommerhuset krævede mere arbejde end det gav fornøjelse. Efter en arbejdende weekend derude, trængte de faktisk til endnu en weekend for at komme sig.
Så beslutningen om at sælge huset passede Mathilde godt. De solgte huset og levede roligt i nogle år. Alligevel begyndte hun at savne grønt omkring sig et lille sted, hvor familien bare kunne slappe af. Hendes mand foreslog, at de kunne købe en grund tættere på byen.
Anders arbejdstider blev mere stabile, og nu kunne de faktisk bruge weekenden ude i den friske luft. Det ville også være sundt for børnene. De blev enige om, ikke at gå over gevind med plantningen: blot et par frugttræer og bærbuske, så ungerne kunne plukke vitaminer direkte fra haven. Forældrene sprang også på idéen, da de hørte, det kun var til afslapning, ikke hårdt havearbejde. Nu manglede de bare at finde det rigtige sted.
De kiggede på mange grunde, før de endelig fandt det perfekte sted: et hyggeligt lille hus og pæne buske. Sælgeren, en ældre mand ved navn Finn, boede alene og orkede ikke længere haven. Derfor ville han sælge.
Alt blev ordnet, og Mathilde jublede hendes drøm var blevet til virkelighed. Huset var fint og kunne sagtens bruges, uden at de behøvede renovere med det samme. De besluttede at bruge sommerferien der, så de kunne sætte stedet i stand.
Den første uge nød de bare roen. Men snart begyndte Finn at komme forbi. Han sagde, han ville hente de sidste ting, og det havde de ikke noget imod. Snart begyndte han dog at klage. Først over busken, de havde fjernet, fordi den var tør og vissen. Dernæst over det gamle ribsbed, de ikke ville beholde.
Finn blev ved med at sige, at det ikke var det, de havde aftalt. Han og hans afdøde kone havde jo selv plantet busken mange år tilbage, og ribs var da en selvfølge. Da han så, at de havde anlagt en lille stenhøj, hvor der tidligere havde stået jordbær, blev han endnu mere fortørnet.
Han gik hele haven rundt og fandt noget at sætte en finger på overalt. Til sidst kunne Anders ikke holde det ud længere og sagde fra. De havde jo betalt for huset og grunden ifølge alle papirer var det nu deres. Det var deres beslutning, hvordan de ville indrette haven.
Det stod ingen steder i salgsdokumenterne, at den gamle ejer stadig skulle bruge grunden i så fald ville de aldrig have købt den. Finn blev fornærmet og gik sin vej. Men allerede næste dag kom han igen denne gang med en busk, som han uden videre gik i gang med at plante på deres grund.
Anders spurgte forundret, hvad han havde gang i, og tilbød endda at købe grunden tilbage, hvis Finn hellere ville blive. Men Finn nægtede og plantede alligevel busken. Lidt efter kom naboen over hun blev overrasket over at se Finn, som straks begyndte at klage over de nye ejere. Hun sagde direkte, at Mathilde og Anders havde ret til at gøre, hvad de ville, men hun kunne tydeligvis ikke nå Finn med de ord.
Senere fortalte naboen, at Finn havde haft konflikt med de fleste på vejen, især efter at hans kone gik bort. Hans opførsel var blevet mærkelig, og man skulle ikke regne med, han gav op så let. Hun ville egentlig have advaret dem tidligere, men nåede det ikke. Hun foreslog nu, at de kunne tage sagen op med grundejerforeningen, så de kunne snakke med Finn.
Imens de talte, havde Finn allerede plantet sin busk og var gået igen uden et ord. Han kom flere gange forbi for at hente ting eller rode med noget på grunden og forsvandt så igen uden et ord.
Næste dag tog Anders på arbejde. Som bygningskonstruktør havde han mange gode kolleger, der straks forstod situationen. De jokede med, at grunden var solgt med medgift, men de tilbød dog straks deres hjælp og gik i gang med at sætte et solidt hegn op. Finn blev væk i nogle dage, og da han vendte tilbage, opdagede han, at han ikke længere kunne gå ind på grunden uden videre.
Han råbte og prøvede at komme ind, men gik så op til grundejerforeningen, som allerede kendte til sagen. Hvad de sagde til Finn, ved jeg ikke men efterfølgende så vi ham kun én gang, hvor han kom for at hente de allersidste ting.
Til sidst forstod Mathilde og hendes familie, at nogle mennesker har svært ved at give slip på det, de har kært, selvom tiden er løbet fra dem. Men livet går videre, og summen af en god tilværelse er evnen til at glæde sig over forandring og acceptere, at nye kapitler gør godt også for dem, der følger efter.
