Kære Dagbog,
Jeg havde været sammen med min kommende mand i mindre end et år, da vi blev gift og senere fik vores lille datter. Jeg kunne ikke forudse, hvordan forholdet til min svigermor ville udvikle sig slet ikke den mistænksomhed og kulde, hun udviste, både overfor mig og vores datter, som blev født til tiden efter brylluppet. Vores lille pige blev født klassisk lys, næsten hvidhåret med blå øjne, mens min mand ligner sin far og bror mørkere i hud og hår, nærmest sydlandsk.
Allerede på barselsgangen ringede min svigermor for at lykønske mig og så frem til at møde sit barnebarn. Da mødet fandt sted, stivnede hendes ansigt dog. Hun spurgte mig direkte, der i forhallen på Rigshospitalet: Hvad, har du fået barnet byttet?
Dem, der var omkring os, var målløse, og hun stirrede bare på mig og afventede et svar. Forvirret fik jeg fremstammet, at det ikke kunne ske, da jeg ikke havde været fra min datter et øjeblik.
Hendes næste kommentar blev ikke sagt højt, men man kunne næsten læse den på hendes panderynker. Da vi kom hjem, og min mand og jeg gik rundt med den lille, kom det dog: Det er ikke din datter, kan du ikke se det? Er du blind?
Min mand blev målløs, men hans mor blev ved: Hun ligner dig ikke, og heller ikke din mor. Tænk dig nu om hvordan kunne det ske? Der må være en anden far!
Heldigvis trådte min mand i karakter. Han bad roligt sin mor gå, og så stod jeg der, ulykkelig og grædende. Jeg havde glædet mig så meget til denne dag og troet, at vi skulle fejre det sammen som familie. Graviditeten havde ikke været let, men vores datter var sund og livlig, og jeg følte mig endelig lettet, da lægen i sin tid jokede: Sikke en sangerinde, du har født, hendes lunger fejler bestemt ikke noget!
Jeg smilede, da jeg fik hende lagt hos mig, mens de kørte os til stuen. De følgende dage før udskrivelsen drømte jeg kun om et fredeligt familieliv, men alt blev spoleret af min svigermors mistro.
Efter konflikten forsøgte min mand at trøste mig, vi satte os endda ved spisebordet, men stemningen var ødelagt. På trods af, at hans søn tog min side, fortsatte min svigermor sin modoffensiv. Hun ringede jævnligt til min mand, og selv når hun sjældent kom forbi, var besøget præget af spydige kommentarer og åben mistillid. Min svigermor ville aldrig løfte sit barnebarn. Hun gjorde alt for at tale alene med sin søn og indprentede ham en DNA-test og det, hun kaldte øjenkontakt. Jeg kunne ofte høre hende bag døren. Min mand forsikrede hende om, at han troede på mig, men hver gang lo hun bare: Lad os nu få det testet!
En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg gik ind i køkkenet og sagde: Hvor længe skal vi høre på det pjat? Skal vi ikke bare få det testet så kan du få lavet en flot ramme og hænge resultatet op over sengen?
Svigermor lynede med øjnene, men var tavs. Man kunne mærke sarkasmen bag mit forslag.
Vi fik foretaget testen. Min mand gad ikke engang læse resultatet han vidste udmærket, hvad der stod. Da min svigermor læste konklusionen, rakte hun bare papiret tilbage uden et ord. Jeg kunne ikke lade være med at stikke til hende: Vil du have rammen i lyst eller mørkt træ?
Hun blev vred og snerrede: Du laver grin med mig! Du har sikkert fået en ven til at lave testen eller betalt for det stykke papir! Se bare på min svoger han har fået en søn, der ligner familien på en prik mørk og med de samme øjne!
Testen ændrede intet. Konflikten fortsatte, årene gik, og vi levede i et evigt familiedrama. Fem år senere blev jeg gravid igen, næsten samtidig med min svigerindes anden graviditet. Vi havde ellers et fantastisk forhold til hendes familie, og de rystede bare på hovedet, når svigermor begyndte forfra med sine mistanker om min datters far.
Min svigerinde fik så også en lille pige. Da vi sammen hentede den lille familie på hospitalet, løftede jeg nysgerrigt på babysvøbets hjørne og brød ud i latter. Der lå jo en tro kopi af min egen datter! Alle så uforstående på mig, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at sige: Nå, så kom du også til at bruge min elsker!
Alle vidste, hvad jeg hentydede til, og stemningen blev let og lattermild undtagen svigermor, der blev ildrød i hovedet. Hun sagde ikke et ord, men siden den dag ændrede tingene sig. Først stoppede hun i det mindste med sine angreb, og den dag, jeg så hende lege med dukker sammen med min datter, vidste jeg, isen var brudt.
Nu er min datter hendes højtelskede barnebarn, vores pige, min lille bær, og andre kærlige navne. Hun overøser hende med gaver og prøver stadig at indhente de år, hvor hun havde set os og især mig som fjenden. Jeg bærer ikke nag, men som man siger, efterlader det alligevel en lille bismag. Jeg håber, den forsvinder med tiden.
