Jeg havde været kærester med min mand i tre år, før vi blev gift, og nu har vi været gift i to år.
Han er min første og eneste mand. Jeg har aldrig skænket andre mænd en eneste tanke. Alligevel har min mand altid været frygtelig jaloux. Min graviditet var nøje planlagt, og vi var begge helt oppe at flyve af lykke, da testen viste to streger. Min mand havde altid drømt om en søn og var fra første øjeblik overbevist om, at det måtte være en dreng. Overraskelsen var stor, da jordemoderen til skanningen sagde, at vi skulle have en datter.
Efter skanningen begyndte min mand at antyde, at jeg måtte have været utro. Han påstod hårdnakket, at der kun blev født drenge i hans familie ingen søstre, hverken hos ham eller hans far. Jeg blev edderspændt, for én ting er da klart: Det er ikke mandens stærke frø men tilfældigheder og biologi, der afgør barnets køn. Jeg skulle have kylet en biologibog efter ham. Alligevel håbede jeg under hele graviditeten, at lægerne tog fejl, og vi fik en dreng. Men vi fik en datter, og vi kaldte hende Frida.
Min mand forsøgte at spille lykkelig over at have fået en datter, men det skinnede igennem, at han ikke mente det. Efterhånden begyndte han igen at insinuere, at barnet ikke var hans. Også svigerfamilien begyndte at hviske i krogene. Det gjorde ondt, for mistanken var fuldkommen grundløs. Det gjorde det heller ikke bedre, at Frida lignede mig på en prik: hun blev født lyshåret og med blå øjne, mens min mand har mørkt hår og brune øjne. Genetikken var ikke til at tage fejl af, for jeg havde set ligesådan ud som barn. Alligevel måtte jeg dagligt forklare og forsvare over for min mand, hvorfor vores datter så sådan ud. Lige lidt hjalp det.
Fire lange måneder gik sådan, og jeg mistede til sidst al energi til at diskutere og retfærdiggøre mig selv. Men en morgen vendte det hele pludselig. Min mand forvandlede sig uden advarsel til den mest kærlige far på Østerbro. Jeg troede endelig, han havde forsonet sig med situationen og med, at Frida havde arvet mit udseende. Men tingene var ikke, som de så ud til.
Til Fridas første fødselsdag holdt vi et stort kaffebord for familien mest hans familie, selvfølgelig. Jeg kunne mærke, at jo ældre Frida blev, jo tydeligere kom ligheden med mig frem, og min mand stirrede på hende som om han ledte efter svar. Svigerfamilien piskede stemningen op med kommentarer om, at han opdrager en andens barn. En dag kunne min mand ikke holde det ud mere. Han bekendtgjorde højlydt, at han nu var hundrede procent sikker på, at Frida var hans, for han havde fået lavet en fædretest.
Senere samme aften konfronterede jeg ham, og han indrømmede, at han havde fået lavet en DNA-test, da Frida var fire måneder gammel. Resultatet var entydigt: Frida var hans datter. Men han havde ikke sagt et ord til mig. Først nu forstod jeg den pludselige forvandling fra mistænksom til kærlig familiefar, og jeg havde endda håbet, han bare var faldet pladask for vores datter. I stedet føltes det, som om jeg blev oversvømmet af isvand. Hvordan kunne han mistænke mig så dybt, at han i smug fik lavet sådan en test? Tænk, at han reelt troede, jeg kunne bedrage ham. Hvad skulle så ske næste gang? Selvom jeg denne gang kunne bevise min uskyld, hvad nu hvis det hele gentog sig, og han slet ikke ville høre på mig?
Jeg blev rystet og min fornemmelse for ham ændrede sig fuldstændig. Jeg blev pludselig fyldt af en uendelig lede, og indså, at jeg ikke kunne leve et helt liv side om side med en mand, der ikke stolede på mig. At Frida var hans var åbenbart ligegyldigt, for min mand havde aldrig haft respekt for mine ord.
Efter lang tids overvejelse besluttede jeg mig for skilsmisse. Min mand blev lammet af chok. Han forsøgte at forklare og undskylde, men jeg gad ikke længere høre på ham præcis som han ikke havde villet høre på mig året før. Hele hans familie sagde, jeg var gået fra forstanden, at det var en bagatel, og at jeg ville fortryde det bittert. Mine egne forældre forstod mig heller ikke helt, men de bød mig velkommen hjem. Jeg nægter ganske enkelt at bruge resten af livet på igen og igen at forsvare mig over for en mand, der bygger sine egne løsrevne fantasier op. Jeg passer hellere Frida selv, end jeg lever i utryghed og mistanke resten af mit liv.
Hvad mener du gjorde pigen det rigtige eller forkerte?
