Min bror tog på ferie og bad mig passe vores mor – jeg havde aldrig forestillet mig, hvor meget det ville komme til at koste mig

En dag ringede min bror til mig og fortalte, at han og hans familie skulle på ferie. Da han ikke ville lade vores mor være alene, bad han mig om at tage hende hjem til mig imens. Jeg sagde ja, for min bror og hans familie havde taget sig af vores mor i lang tid. Min mor har altid haft et vanskeligt temperament og kan virkelig skabe drama ud af det blå.
Jeg har kun én seng derhjemme, så jeg besluttede at give efter og lade min mor sove i den, mens jeg selv lagde mig på gulvet. I starten gik det fint. Men lige inden vi skulle sove, klagede min mor over, at sengen var ubekvem, og at der var noget, der stak hende i ryggen. Sagen var bare, at jeg lige havde købt den seng, og der burde slet ikke være noget galt med den. Alligevel fandt jeg et ekstra vattæppe frem til hende. Jeg håbede, det ville gøre hende tilfreds, men nej. Hun kunne ikke falde til ro.
Næste morgen vågnede jeg, lavede mig en kop kaffe og gjorde mig klar til at tage på arbejde. Lige inden jeg skulle ud ad døren, spurgte min mor:
Hvor skal du hen? Hvem giver mig min indsprøjtning?
Jeg blev forvirret, for ingen havde nævnt noget om indsprøjtninger til mig. Jeg ringede til min bror, og han sagde roligt, at vores mor selv kunne give sig dem. Så jeg gik afslappet på arbejde jeg var allerede halvanden time forsinket.
Om aftenen, da jeg kom hjem, lå min mor og trak vejret tungt. Jeg måtte næsten løfte hende op. Det viste sig, at hun havde spist ting, hun ikke måtte, og nu havde hun det dårligt.
Du er ligeglad med mig, det er derfor, jeg har det sådan. Du håber nok, jeg dør, sagde min mor.
Jeg kan ikke bare sige mit arbejde op for at passe dig.
Sandheden er, at mor stadig sagtens kan klare sig selv. For nogle år siden solgte min bror mors lejlighed og købte en større, treværelses lejlighed til sig selv, så mor flyttede ind hos dem. Jeg har ærligt talt ingen idé om, hvordan jeg skal håndtere min mors luner. Hun opfører sig frygteligt som et barn, bare uden charmen. Men hendes indfald gør mig på ingen måde glad. Tværtimod. Hun er virkelig svær at være sammen med.
Når jeg sidder og skriver dette, går det op for mig, at forældreforpligtelser aldrig slutter, selvom børnene er voksne. Jeg prøver at være tålmodig, men jeg må lære at sætte grænser både for hende og for mig selv. Det er den eneste måde, vi begge kan holde det ud på.