Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle sidde med mine forældre og min bror og diskutere fordelingen af familieejendommen, som var det et slagsmål, hvor alle råbte og forsøgte at få ret. Jeg er efterhånden en voksen mand, og nu, hvor jeg er fyldt tyve, vil jeg gerne være uafhængig. Min bror derimod, han er kun fjorten. Hvorfor skulle han have brug for en lejlighed? Han har endnu ikke engang gjort sin folkeskole færdig han er jo stadig grøn bag ørerne.
Forældrene ser ham også som et barn, ligesom de stadig gør med mig. De tænker, at bare fordi jeg er på universitetet og har et studiejob, betyder det ikke, at jeg er voksen. Men jeg bor altså i min fars gamle lejlighed, som han selv arvede fra sine forældre. Det var faktisk min fars idé han tilbød mig den mulighed, da jeg fortalte ham, at jeg ville flytte hjemmefra og var klar til at leje noget selv.
Det var en fantastisk gave fra mine forældre, og jeg er stille og roligt begyndt at sætte lejligheden i stand, i håbet om, at jeg en dag kunne kalde den min egen. Men uenighederne og diskussionerne startede for alvor, efter jeg havde raget uklar med min far. Jeg husker faktisk ikke helt, hvad der var grunden, men det gjorde ham ondt, da jeg sagde, jeg godt kunne klare mig selv.
Så blev der holdt et rigtigt familieråd. Mine forældre meddelte mig, at hvis jeg virkelig gerne vil stå på egne ben, må jeg også flytte ud. De vil nu leje lejligheden ud, og desuden, som de sagde, er det jo ikke kun min lejlighed min lillebror har også ret til at regne med den.
Det føles meningsløst at snakke om, hvad der egentlig er problemet. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde den nuværende lejlighed, og min bror den, hvor forældrene bor? I stedet vil de have, at både min bror og jeg skal sælge begge lejligheder, så vi kan få nogle ordentlige penge og købe vores egne steder.
Men jeg er slet ikke tilhænger af den idé. Hvorfor gå igennem alt bøvlet med ejendomsmæglere, betale skat og registreringsgebyrer, når to gode lejligheder allerede er i familien, og vi sagtens kan bo der?
Det værste er næsten, at mine forældre er så hurtigt klar til at smide mig ud af hjemmet, bare fordi jeg vil vise, at jeg er selvstændig.
Måske køler de af og kommer på andre tanker, så vi kan forlige os igen. Men jeg føler ikke, at det er mig, der burde tage det første skridt. Deres beslutning virker dum, og min bror går bare med dem, fordi han stadig er så ung. Det er, som om de presser os op imod hinanden, så vi engang i fremtiden kommer til at rive alt, også forældrenes hjem, op med rode.
