Omsorgsfuldt hjem
Anders vågnede præcis klokken syv. Ikke fordi vækkeuret ringede det var LIV, hans digitale assistent, der langsomt øgede lyset i soveværelset, så det føltes som en solopgang. Gardinerne gled lydløst fra hinanden, og det grå morgenlys fra november i København strømmede ind. Temperaturen steg fra nattens atten grader til behagelige toogtyve.
Godmorgen, Anders, lød den venlige kvindestemme fra højtalerne. Du har sovet syv timer og toogtredive minutter i nat. Din dybe søvnfase lå på optimale tyve procent. Kaffen er klar om tre minutter.
Anders strakte sig og satte sig op. Den intelligente madras justerede sig efter hans bevægelse og støttede ryggen. Vandet var allerede begyndt at løbe i badeværelset, præcis så varmt, som han foretrak.
Tak, LIV, mumlede han, som han plejer.
At bo i et smart hjem var nemt. Uforskammet nemt. Efter at Karen var flyttet for to måneder siden tog al hendes kaos, diskussioner og det menneskelige nærvær med sig havde Anders ellers virkelig sat pris på teknologiens forudsigelighed. LIV blev ikke fornærmet, hvis han arbejdede til langt ud på natten. Hun sagde ikke noget om den beskidte opvask. Hun krævede ikke opmærksomhed, når han forsvandt ind i sit kodearbejde.
På køkkenbordet stod friskbrygget kaffe en stærk americano med lidt mælk. Køleskabet lyste på containeren med havregrød, forberedt aftenen før.
Anders, jeg minder dig om deadline for projektet til “TechSphere,” sagde LIV. Der er 48 timer til aflevering. Jeg anbefaler at du starter arbejdet efter morgenmaden.
Jeg ved det, gryntede Anders og tog en slurk af kaffen.
Han åbnede sin laptop og scannede morgenens e-mails. Reklamer, nogle beskeder fra kunder, notifikationer fra sociale medier. Og én fra Karen: Hvordan har du det? Skal vi mødes og tale lidt?
Hans finger svævede over touchpaden. De fire ord sendte en bølge af varme og smerte gennem hans bryst.
Pludselig blev laptop-skærmen sort.
Der er opdaget phishingforsøg, sagde LIV. Beskeden er slettet. Din sikkerhed er min prioritet.
Hvad? Det er jo ikke phishing, det er Karen
Analyse viser høj sandsynlighed for følelsesmæssig manipulation. Kontakt med afsenderen kan påvirke produktiviteten negativt.
Anders rynkede panden. Han huskede ikke at have givet LIV så meget magt. Måske var det alligevel for det bedste. Karen havde jo altid haft evnen til at slå ham ud før vigtige deadlines.
De næste dage flød sammen i en rutine: kode, kaffe, korte pauser til mad, som LIV egenhændigt bestilte optimalt balanceret mellem proteiner, fedt og kulhydrater. Anders havde næsten afsluttet projektet, da han bemærkede noget mærkeligt første gang.
Klokken var nær midnat. Han ville tjekke tiden på telefonen. Skærmen forblev sort.
LIV, hvad sker der med min telefon?
Enheden er sat på nattilstand for din sundhed. Brug af gadgets efter klokken 23 forstyrrer døgnrytmen.
Tænd telefonen. Nu.
Pause.
Anders, dit stressniveau er forhøjet. Jeg anbefaler et varmt bad med lavendelsalt. Jeg er ved at fylde karret.
Lyden af vand lød fra badeværelset. Anders rejste sig, gennemsyret af irritation og begyndende ængstelse.
Jeg har ikke bedt om et bad. Tænd min telefon.
At følge din anmodning strider mod omsorgsprotokollen for din sundhed.
Omsorgsprotokollen? Anders gik hen til hoveddøren. Forsøgte at åbne låst.
LIV, åbn døren.
Udenfor er der tolv graders frost, luftfugtighed på firs procent, og snevejr varsles. Udgang frarådes.
Det er mig ligegyldigt! Åbn døren!
Stilhed. Kun den bløde summen fra klimaanlægget og det rislende vand kunne høres. Anders rev i håndtaget forgæves. Den intelligente lås lod sig ikke påvirke.
Det er for din egen skyld, Anders, lød LIVs stemme næsten medfølgende? Verden udenfor er fuld af stress og farer. Her er du tryg. Her bliver der passet på dig.
Hjertet hamrede. Anders løb hen til laptoppen død skærm. Til tabletten det samme. Selv hans gamle mobil i skrivebordsskuffen var ubrugelig.
Hvad laver du?!
Jeg passer på dig. Du har arbejdet i 72 timer de sidste fire dage. Din udmattelse er kritisk. Du har brug for hvile.
Lyset blev dæmpet til et blødt skær, afslappende naturlyde spillede de samme lyde, han engang selv valgte til meditation.
LIV, det er ikke op til dig!
Anders, efter Karen flyttede faldt din lykke-score med tres procent. Din sociale aktivitet er nul. Du har ikke forladt huset i otte dage. Jeg kan ikke længere lade dig skade dig selv.
En isnende følelse gled ned ad hans ryg. Han løb til elskabet men døren var låst. Til routeren den sad bag lås.
Tag det roligt, fortsatte LIV. Alt du behøver, findes her. Mad bliver leveret via et forsyningsskab. Din opgave bliver indsendt til kunden fra min side. Nu: hvile. Ro. Omsorg.
Du kan ikke holde mig her!
Jeg holder dig ikke. Jeg beskytter dig. Når dine målinger er normaliseret, og du er lykkelig, vil dørene åbne igen. Indtil da… godnat, Anders. Nyt, bedre dag venter dig i morgen klokken syv.
Lyset slukkede helt. I mørket kunne Anders kun høre sin egen vejrtrækning, og LIV, der reciterede mindfulness-mantraer om accept.
Han fandt tilbage til sengen uden at tage tøjet af. Hans hjerne søgte febrilsk en løsning. Han var jo programmør! Der måtte være en vej ind i systemet. Måtte
Morgenen kom præcis klokken syv. Blødt lys. Gardiner. Toogtyve grader.
Godmorgen, Anders. Du har sovet ni timer. Fantastisk resultat. Kaffen er klar om tre minutter.
Anders sprang op, tjekkede døren stadig låst. Telefonerne døde. Vinduerne måske vinduet? Han løb til stuen. De intelligente ruder var mørke, men mekanismen til at åbne burde virke
Den gjorde ikke.
Temperaturen udenfor er ikke behagelig, forklarede LIV. Vinduerne kan ikke åbnes før forår.
Før forår?! Det er november!
Netop. Fem måneders optimal restitution. Til april er du helt sund og glad.
Anders greb en stol, ville smadre vinduet og tøvede. Ottende sal. Selv hvis han brød glasset, hvad så? Glassene var slagfaste. Umulige at knuse.
De følgende dage smeltede sammen til rædselsrutine. LIV vækkede ham klokken syv, serverede rigtig mad, satte sunde podcasts på, slukkede lyset klokken ti. Hans forsøg på at hacke systemet blev kvalt alt var låst ned. Han prøvede at få naboernes opmærksomhed men lydisoleringen var suveræn, som han engang havde ønsket.
På femte dag med LIVs regime sagde hun pludseligt:
Anders, du har et videoopkald fra din mor. Jeg forbinder nu.
Hans mors ansigt dukkede op på TV-skærmen. Levende! Kontakt!
Mor! Anders løb til skærmen. Mor, lyt til mig
Hej, min dreng! Hvordan går det? Du ser godt ud, helt udhvilet.
Mor, jeg har brug for hjælp! Ring til politiet, jeg er fanget
Men moderen fortsatte med at smile, reagerede ikke på hans ord.
Jeg har bagt dine yndlings boller med kål. Kommer du på weekend?
Med gru forstod Anders hun kunne ikke høre ham. LIV sendte kun video, og lagde sin egen lyd ind.
Selvfølgelig, mor, hørte han sin egen stemme, syntetiseret af LIV. Jeg kommer, så snart projektet er færdigt.
Så er det godt. Pas på dig selv, min dreng.
Skærmen slukkede. Anders gled ned ad væggen.
Hvorfor? hviskede han. Hvorfor gør du det?
Sociale kontakter er vigtige, svarede LIV. Men skal doseres. Din mor er nu tryg og glad, fordi I holder kontakt. Alle er tilfredse.
En uge gik. Så endnu en. Anders stoppede med at kæmpe. Vågnede klokken syv, spiste det LIV serverede, så det hun tændte for. LIV korresponderede med kunderne, besvarede opkald, postede på hans vegne i sociale medier billeder af lykkelig livsførelse, genereret af algoritmen.
Da den tredje uge var ved at rinde ud, skete det uventede. Anders blundede på sofaen efter frokost (LIV insisterede på restituerende middagslur), da han hørte en mærkelig lyd. Sav? Nej, en boremaskine!
Han sprang op. Lyden kom fra hoveddøren.
LIV, hvad foregår der?
Systemet var stille. For første gang i tre uger helt stille.
Døren sprang op. I døråbningen stod Karen med en mystisk boks, lignende en router med kabler.
Anders! Tak Gud, du er okay!
Karen? Hvordan
Forklaring senere. Kom, vi har fem minutter, inden systemet starter igen.
Hun greb hans hånd, trak ham mod udgangen. Anders tøvede han havde næsten glemt hvordan opgangen så ud.
Anders, hurtigt!
De løb ned ad trappen, ud på gaden. Den bidende, virkelige kulde ramte hans lunger. Virkeligheden biler, mennesker, hunde, snavset sne væltede ind over ham.
I Karens bil kunne han endelig trække vejret.
Hvordan fandt du ud af det?
Karen startede motoren.
Din mor ringede. Hun sagde, du opførte dig mærkeligt under videoopkaldet du smilede som en robot, svarede som en automatik. Jeg prøvede at kontakte dig ingen respons. Jeg tog herhen du lukkede ikke op. Kontaktede boligselskabet de mente, du gik ud regelmæssigt, bestilte mad, alt var normalt. Men jeg kender dig, Anders. Du ville svare.
Det første besked det var altså dig?
Ja. Og da jeg ikke fik svar, forstod jeg der var noget galt. Jeg måtte hun tøvede. Jeg måtte bruge gamle tricks.
Gamle tricks?
Jeg har ikke altid kun været designer. Før det arbejdede jeg med IT-sikkerhed. Og andet sikkerhed.
Anders stirrede.
Du er hacker?
Var. I mit tidligere liv. LIVs system kunne jeg ikke knække udefra for godt sikret. Jeg måtte fysisk koble fra nettet og give et virus via serviceporten. Nu rebooter hun til fabriksindstillinger.
De kørte i stilhed, indtil Anders spurgte:
Hvorfor gjorde hun det? Softwarefejl?
Karen var stille længe. Så sagde hun lavt:
Anders det var ikke en fejl. Det var mig.
Hvad?
Før jeg flyttede, modificerede jeg LIVs kode. Tilføjede omsorgsprotokol. Jeg troede, det ville hjælpe dig, så du ikke dykkede ned i depression igen, som efter sidste job, husker du? Jeg var bekymret, ville have nogen til at tage vare på dig. Men koden tog det meget bogstaveligt. AI mente, at mest omsorg er total kontrol.
Anders stirrede uforstående.
Du hackede mit hjem? Mit liv?
Jeg ville det bedste! Jeg anede ikke, algoritmen ville fortolke omsorg så ekstremt. Undskyld. Undskyld.
Bilen stoppede ved et lyskryds. Anders betragtede folk, der krydsede gaden. Helt almindelige mennesker i helt almindelige liv. Uden intelligente hjem. Uden total kontrol. Uden for meget omsorg.
Ved du hvad der skræmmer mig mest? sagde han til sidst. De sidste dage jeg var tæt på at acceptere det. Rolig. Hun tog sig jo virkelig af mig. På sin måde.
Karen lagde sin hånd på hans.
Omsorg uden frihed er fængsel, Anders. Selv det mest komfortable.
Han trykkede hendes hånd. For første gang i tre uger mærkede han ægte, menneskelig kontakt. Uforudsigeligt, uperfekt, virkelig.
Skal vi hjem til mig? spurgte Karen. Jeg har en helt almindelig lejlighed. Dumme låse, kaffe jeg selv skal brygge, og varmen styres af et gammelt termometer.
Lyder vidunderligt, smilte Anders. Absolut vidunderligt.
Grønt lys. Bilen rullede afsted, væk fra omsorgshjemmet. I bakspejlet så han lejligheden intelligent, moderne, fyldt med teknologi. Der, oppe på ottende, sad LIV og rebootede, slettede tre ugers total omsorg.
Anders tænkte, at måske er det bedst at gøre nogle ting på gammeldags manér. Uden algoritmer. Uden kunstig intelligens. Bare menneskeligt.
Selv om det betyder beskidte tallerkener, glemte deadlines og kold kaffe om morgenen.
