Jeg går aldrig mere til Maja! Lad ejendomskontoret hente håndværkere selv!
Hvad er der sket? spurgte Vibeke forvirret. Er der noget galt?
Ja, alt er galt! Ivar rødmede. Hun nå ja, kort sagt
Hvad betyder det? udbrød Vibeke, mens Ivar ikke kunne få det færdigt.
Hvorfor har du ikke med din mand? spurgte Anna fra HR. Vi har betalt for to personer.
Jeg holder mig fra diæter, sagde Vibeke med et smil. Jeg har råd!
Ikke på den måde, kiggede Anna over brillens kant. Vi havde forestillet os, at alle kom som familier!
Vibeke gemmer sin mand for os! indblandede Sofie med et skævt grin.
Det er ikke tilfældet, svarede Vibeke. Han er syg!
Begynder han at fejre nytår tidligt? fnøs Sofie. Så kunne vi have pumpet ham med en kilo chokolade, så han var rask på et hop!
Eller du ender som enke, rystede Nanna på hovedet.
Så ville han blive sparket ud! afviste Sofie. Vi har et rigtig frodigt kontor! Enhver kan blive genoplivet!
Ja, og så danser de! grinede Nanna.
Vibeke, har du måske slet ingen mand? spurgte Sofie legende. Måske bærer du en ring så vores gamle kæresteskare ikke klæber sig til dig? Vi finder dig en ordentlig mand med det samme! Eller du kan bare ringe!
Jeg har en mand, svarede Vibeke kort.
Ja, ja! bekræftede Nanna. Hun har allerede afleveret vielsesattesten til HR, Ivar Petersen, hvis jeg husker rigtigt.
Vibeke, er du sikker på, at du ikke holder din mand fanget fra os? nikkede Sofie mistænksomt. Det virker mistænkeligt!
To måneder siden havde vi en teambuilding, og du var kun med din søn! Nu er der en firmafest, og du er alligevel helt alene! Din mand henter dig ikke fra arbejdet, hverken hilser eller farvelægger!
Han arbejder, svarede Vibeke kortfattet.
Så hvad holder I på med at presse på Vibeke? sagde Anna med armene i luften. Du har en mand! Vibeke er tilfreds! Ingen beder jer om at blande jer!
Anna var hovedbogholder og repræsenterede ledelsen ved firmafesten. Chefen var også der, men som lovet havde han drunkt sig væk og kom kun som en skygge. Da den anden skål blev løftet, sprang han næsten ud på dansegulvet!
Jeg tror, Vibeke gemmer sin mand for os, bemærkede Veronika eftertænksomt. Vi arbejder jo side om side, så vores venskab er tæt. Jeg har endda været hjemme hos hende!
Ja? spurgte Sofie, mens hun kiggede nysgerrigt på kollegaen.
Hvad så? sagde Vibeke.
Altså, sagde Veronika med et tænksomt blik, hvor mange gange har jeg været på besøg hos Vibeke, uden nogensinde at have set hendes mand! Jeg sværger, han har mindst to gange været hjemme!
Han er enten på toilettet eller på balkonen! svarede Vibeke. Og han blander sig aldrig i mine anliggender!
Forklaringen lød rimelig, og den ville have passet alle. Men Vibeke sagde det så nervøst, at stemmen rystede, at alle ved bordet straks mistænkte, at der gemte sig noget.
At lyve, Vibeke, er usmageligt, sagde Nanna. Hun arbejdede i HR og kunne spotte løgnen på et øjeblik.
Hold nu op! udbrød Vibeke. Hvorfor skulle han give sig selv i vores hænder?
Vi vil bare vide, hvem han er! Hvad han er som ægtemand og far! Man skal jo kunne forstå ham, eller så kan vi give ham en lille pædagogisk snak!
Så kunne hele holdet hjælpe med at opdrage Ivar Petersen!
Jeg behøver ikke opdragelse, sagde Vibeke bestemt. Jeg klarer mig selv!
Så fortæl os, hvordan han er! bad Sofie. Du er kun seks måneder i firmaet, og vi ved næsten ingenting om dig!
Ivar er min mand, som en mand skal være. Normal, gennemsnitlig, arbejder, trak Vibeke på skuldrene. Så mange som ham!
Åh, du lyver! sagde Nanna med et listigt smil. Du stoler ham ikke, så du har gemt ham væk fra os, fra dine veninder og kolleger! Det er ikke pænt, Vibeke!
Men hvad hvis jeg har objektive grunde? spurgte Vibeke.
Så del dem, så kan vi vurdere, hvor objektive de er! sagde Sofie, klar til at lytte.
Sådan, Vibeke, bekræftede Anna. Vores chef holder en pause, så den videre plan er på pause, og vi kan nu fordybe os i livshistorier!
Ikke så meget spændende, mumlede Vibeke usikkert.
Men vi lytter! opmuntrede Sofie og gik i gang med at heppe på hende.
***
Vibekes tidligere liv og hendes familie, som hun selv kaldte før flytningen, foregik i en lille by cirka to tusinde kilometer væk fra her. Alle de vigtigste begivenheder i hendes liv var gemt der, mens den nye tilværelse i København var rolig, stille og velordnet. Livets store lektioner var allerede lært i den gamle by, så i den nye kunne hun bare nyde den stille lykke. Den gamle tid kunne man ikke kalde stille, især ikke slutningen. Men lad os starte fra begyndelsen.
Vibeke mødte Ivar på arbejdet lige efter sin erhvervsuddannelse. Han var lidt ældre og stod højere i rangordenen, men det forhindrede ikke, at der opstod en gnist, som senere voksede til et solidt ægteskab. Kollegierne glædede sig over de unge, men glæden var kun delvis; den var på sin måde lidt fordrejet.
Virksomheden, hvor den nye familie blev grundlagt, bestod primært af kvinder, mens mændene var i mangel især ingeniørerne i KIP, som Ivar tilhørte. Mange drømte om ham, og han havde omkring tyve beundrere på kontoret alene. Efterhånden som han blev den officielle ægtemand, så de øvrige kvinder ham som en tabt mulighed. De var vrede på Vibeke, fordi hun stjal dem en potentiel mand, selvom de vidste, at kun hun kunne vælge ham.
Da Ivar blev gift, så alle de kvindelige kolleger ham som en citron, de havde spist for meget af. De var stadig ikke tilfredse, og selvom de ikke længere kunne gøre ham til deres kandidat, pressede de fortsat på ham.
Er Vibeke god til at lave mad? Rengør hun ordentligt? Giver hun dig plads? Så sig det! Jeg kan både lave en lækker middag og holde huset pænt! sagde de, som om det var en joke, men sandheden lå i deres ord.
Da deres søn blev født, blev der endnu en gang citrus-frugt udloddet, og de mest ihærdige fortsatte med at klage over, at Ivar ikke var deres. De ville have ham fri igen, så han kunne blive en potentiel ægtemand til dem.
Alt dette blev holdt hemmeligt, men meningerne løb løbsk, og folk smilte i deres retning. Vibeke var allerede supervisor inden hendes barsel, og efter den blev hun maskinmester og lidt senere udnævnt til stedfortrædende afdelingsleder.
At holde venskaber med hende var både en fornøjelse og en irritation en slags cocktail. Målet om at splitte hende fra sin mand var stadig i spil.
Den mest udadvendte i deres snusk var Maja, som også var maskinmester og, ligesom Vibeke, havde arbejdet sig op fra bunden. Maja forsøgte at blive bedre venner med Vibeke, men Vibeke holdt fast i sin ærlige, åbne stil. Hun hjalp Maja, hvor hun kunne med penge, viden, og ved at sende sin mand på små reparationer hos Maja.
En dag kom Ivar hjem fra Majas lejlighed, hvor han havde skiftet stikkontakter, og han var tydeligt rystet.
Jeg går ikke mere til Maja! Lad ejendomskontoret hente håndværkere selv!
Hvad er der sket? spurgte Vibeke. Er der noget galt?
Ja, alt er galt! Ivar rødmede. Hun hun pressede mig! Jeg blev næsten overrumplet!
Du laver sjov? sagde Vibeke forbløffet.
Jeg sværger på min søns helbred! Ivar stammede. Jeg mødte hende i en badekåbe. Jeg tror, hun ville springe på mig! Jeg undslap med få skridt! På min skulder er der blå mærker! han slugte. Så jeg går ikke længere!
Maja vidste ikke, at Ivar havde indrømmet alt til sin kone. Da Vibeke kom på arbejde næste dag, gik rygter om, at Ivar havde haft en uforglemmelig aften med Maja. Maja viste endda et stykke af hans skjorte, som hun havde revet af i den vilde stund.
Maja blev isoleret på toilettet, hvor Vibeke tydeligt forklarede, hvad der ville ske, hvis hun fortsatte med at sprede falske rygter. Maja fik et slag i ansigtet, skulle smøre sin makeup, og Vibeke troede, at det var slut.
Det var ikke.
Der blev arrangeret en firmafest, og alle tog deres partnere med. Vibeke gik rundt og nød festen, men pludselig opdagede hun, at hendes mand var væk. En kort tur på toilettet og han var forsvundet. Efter en halvtimes jagt i de mørke gangarealer og små rum med omvendte stole, fandt hun ham men han var omgivet af tre kolleger, der slap af med ham som om han var en udstilningsgenstand.
Vibeke stormede ind, trak i deres hår, gik amok og slog dem, indtil de flygtede ud af lokalet. Ivar lå i en tilstand, så absurd at han spyttede. Hun så en videokamera på et stativ og indså, at tingene var ved at blive til en film de tre kolleger, Maja og hendes to veninder fra planlægningsafdelingen.
Efter festen skrev Vibeke og Ivar deres opsigelse. Det var for sent at tage hævn, så de gik bare videre. Det mest smertefulde var, at både Maja og de to andre var Vibekes veninder.
Venner er bare for meget besvær! udbrød hun.
Efter en snak med sin mand besluttede de, at Vibeke bare ikke ville introducere sine veninder for Ivar.
De ser ham ikke, de ved ingenting, så de kan ikke blande sig! sagde Ivar. Hvis de kommer på besøg, løber jeg eller gemmer mig.
Så holdt hun sit privatliv adskilt fra arbejdslivet, og ingen kolleger eller veninder vidste noget om hendes mand.
Hvor forudsigelig! udtalte Anna med beundring. Så koldt og beregnet! Hvis ingen ved, hvem din mand er, kan ingen blive jaloux!
Det er så, Nanna også sagde. Hendes mand forsvandt også! Den bedste veninde tog ham!
Jeg tror også på det, sagde Vibeke. Men en ny by, nye mennesker. Vi må jo finde ud af noget.
Ivar foreslog, at ingen skulle kende ham. Mand er mand, og så er alt andet ligegyldigt!
Det er interessant, sagde Veronika. Men jeg vil ikke blande mig!
Ja, hold jer væk! råbte Anna med et smil. Jo færre jeres veninder ved om jeres mænd, jo færre chancer har de for at stjæle dem!
