Jeg sad i hjørnet og græd stille for mig selv. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort galt. Hvorfor havde min mor og far forladt mig og taget mig med til børnehjemmet? Jeg havde jo altid elsket dem højt og gjort, som de sagde.
Min biologiske mor efterlod mig allerede på barselshjemmet i Odense. Senere blev jeg adopteret af Lise og Henrik fra Aarhus. De havde ingen børn selv, så de besluttede at tage mig med hjem fra børnehjemmet. Men Henrik kunne aldrig helt elske mig. For ham var jeg altid én andens barn. Lise gjorde sit bedste hun holdt om mig og sørgede for, jeg havde det godt, men hun blev aldrig rigtig min mor.
Årene gik. Jeg voksede op hos dem og holdt meget af mine forældre. En dag fandt Lise ud af, at hun var blevet gravid. Hun var henrykt, og da hun fortalte det til Henrik, var de begge lykkelige.
Fra det øjeblik begyndte de at overse mig. Jeg blev mere og mere til besvær, og Henrik blev hurtigt irriteret på mig. Snart begyndte han at slå mig, når jeg gjorde noget forkert. De havde fået nok af mig og besluttede, at jeg skulle tilbage på børnehjemmet. De skrev under på papirerne, og gennem retten fik de frataget deres forældremyndighed.
Efter retssagen kom Lise hen til mig og sagde, at jeg nu skulle bo på børnehjem. Jeg græd og kaldte på hende, men hun vendte sig bare om og gik uden et ord. Jeg var kun fem år, og de mennesker, jeg elskede og stolede på, havde svigtet mig. Ikke bare én gang, men to. Først min biologiske mor, og nu mine adoptivforældre.
Dommeren, der havde afsagt dommen, stod og så det hele. Hun hed Kirsten og kunne ikke holde ud at se et barn blive svigtet på den måde. Hun gik hen til lederen af børnehjemmet, og kort tid efter nåede hun frem til, at hun ville adoptere mig. Mit hjerte kunne næsten ikke rumme det, og Kirsten sørgede for, at alle papirer lå klar inden for få uger.
Hun begyndte straks at kalde mig kærligt lille Lars, og snart glemte jeg mine tidligere forældre og knyttede mig meget til Kirsten. Årene gik. Jeg klarede mig flot i skolen, fik studentereksamen fra gymnasiet i Aarhus med topkarakterer og kom ind på lægestudiet på Københavns Universitet. Efter studiet fik jeg job på en god klinik på Frederiksberg.
En dag kom en mand ind på klinikken til konsultation. Jeg genkendte ham straks det var Henrik, min første adoptivfar. Uden at se mig i øjnene sagde han, at Lise var død under fødslen, og deres barn var dødfødt. Bagefter begyndte han at drikke voldsomt. Han fortalte, at han først kom ud af det, da han mødte Camilla, som havde opmuntret ham til at gå i behandling.
Nu sad han så her og bad om min hjælp. Selvom minderne om smerten var der, huskede jeg mit løfte som læge om at hjælpe andre. Jeg hjalp Henrik, uanset hvor svært det var. Livet havde straffet ham hårdt nok, og jeg vidste, at hævn ikke ville ændre noget.
Det lærte mig, at tilgivelse rummer en stor styrke og at alle børn fortjener kærlighed, ikke blot fra de voksne omkring dem, men også fra samfundet. At bære nag hjælper ingen, men at vælge hjælpsomhed og hjerte er med til at gøre verden mere menneskelig og det har formet mig som mand.
