Længe tid tav jeg stille og tolererede min mor. Men en begivenhed ændrede alt

Da jeg var sytten, forlod min far os. Min mor knoklede løs og arbejdede to jobs, men lønnen rakte ikke langt. Vi sparede, hvor vi overhovedet kunne. Frugt og slik var kun noget, vi fik til jul. Jeg turde ikke bede min mor om noget som helst. Jeg prøvede i stedet selv at tjene mine egne penge. Jeg har en lillesøster, og sammen med vores mor gjorde vi, hvad vi kunne, for at hun aldrig skulle føle sig mindre værd.
Men min fars død var desværre ikke slutningen på vores problemer. Kort efter blev min mor ramt af en hjerneblødning og blev indlagt på hospitalet. Siden har hun ikke kunnet gå. Hun fik førtidspension, men de penge var ikke nok. Vi havde det virkelig svært, men jeg prøvede at holde håbet oppe.
Jeg blev nødt til at droppe ud af gymnasiet, fordi jeg fra da af var familiens eneste forsørger. Det var tungt at tage sig af både en syg mor og en lillesøster. Flere tilbød at hjælpe, men jeg afslog altid. Før hun blev syg, var min mor utrolig sød og kærlig. Men efter hjerneblødningen ændrede hun sig.
Først brokkede hun sig over sit uheld, bagefter over mig og min søster. Vi lavede maden forkert, gjorde ikke ordentligt rent, eller brugte for mange penge på os selv.
Jeg prøvede at lade være med at tage hendes ord for tungt hun var jo syg, og jeg forstod hende et eller andet sted. Men selvfølgelig gjorde det ondt at blive mødt sådan, for jeg gjorde alt for hende, uden at hun nogensinde satte pris på det. Mine venner sagde flere gange, jeg skulle hyre en sygeplejerske til hende og finde mig et bedre job. Der var mulighed for at tjene flere penge, men så kunne jeg ikke samtidig tage mig af min mor. Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Hun havde jo to døtre det føltes forkert, at lade en fremmed tage sig af hende.
Alligevel blev hendes klager bare flere. Hun kunne blive vred, selv når vi handlede ind for så lidt som muligt.
I lang tid sagde jeg ingenting og prøvede at være tålmodig. Men så skete der noget, der ændrede alt for mig.
Jeg blev selv syg fik voldsomme hovedpiner, feber og hoste.
Hele natten kunne jeg ikke sove, og om morgenen bestemte jeg mig for at tage til lægen. Min søster så, hvor skidt jeg havde det, gav mig et kram og bad mig love at tage af sted med det samme. Min mor derimod mente, at jeg bare skulle tage mig sammen. Du er ung, dit immunforsvar klarer det selv, sagde hun, og jeg har det jo langt værre end dig. Du bruger bare penge på læger, fordi du har lidt feber. Du tænker slet ikke på mig du vil bare have mig ud af verden.
Jeg lyttede bare og tårerne pressede sig på. Ærligt talt havde jeg ikke flere kræfter tilbage. Jeg var endt med hårdt arbejde og havde opgivet min uddannelse for min mors skyld, selvom jeg havde andre muligheder. Jeg tror bare, det hele blev for meget, så jeg røg ud med alt det, jeg havde på hjertet overfor min mor.
Lægen konstaterede, at jeg havde lungebetændelse. Han mente, jeg burde indlægges, men det kunne jeg ikke jeg kunne jo ikke lade min søster være alene med vores mor. Jeg købte medicin og tog hjem til min veninde.
Line lukkede mig ind, skældte mig lidt ud for ikke bare at blive hjemme under dynen, og vi fik snakket en masse. Jeg fortalte hende om alt det med min mor og spurgte, om hun ikke kunne hjælpe mig med at finde en sygeplejerske, og om jeg måske kunne flytte ind hos hende lidt tid. Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme længere.
Line sagde, jeg kunne bo hos hende, og at jeg bare skulle hente de mest nødvendige ting hjemme hos min mor.
Da jeg kom hjem, var min mor helt oppe at køre. Hun skældte mig ud straks jeg åbnede døren, spurgte slet ikke til, hvordan jeg havde det det eneste, der betød noget, var pengene. Jeg lavede mad til hende, gik ind på mit værelse og tænkte: Jeg skal ikke bo her mere.
Min veninde holdt hurtigt, hvad hun lovede. Hun fandt en sygeplejerske Birthe hed hun og jeg flyttede ind hos Line. Jeg fik nyt job, og jeg ser ikke min mor længere. Måske lyder jeg hård, men jeg gjorde alt jeg kunne, og har aldrig fået et eneste tak. Var det det værd? Jeg ved det ikke, men livet er foran mig nu.
Jeg overfører hver måned penge til min mor og til sygeplejersken mere end de reelt har brug for. Birthe siger, at min mor husker mindre og mindre. Hun ringer ikke for at ønske os tillykke mere. Mig og min søster gør det stadig, men det er ikke det vigtige nu. Jeg har fået skiftet job og snart flytter jeg fra Lines lejlighed. Mig og min søster vil flytte sammen i en lejlighed. Hun støtter mig og siger: Man skal tage sig af sine forældre men ikke hvis det er dem, der er ved at tage livet af én.Nogle gange tænker jeg tilbage på dengang, hvor alt var mørkt og tungt og jeg mærker stadig en snert af dårlig samvittighed. Men jeg har lært, at man ikke skal måle sin kærlighed på, hvor meget man ofrer sig selv. Min søster og jeg ler oftere nu, vi spiser frugt midt på sommeren, og vi har kysset vores frygt farvel. Vi tager på cykelture, ser film, og hun kan spørge mig om alt for nu er jeg ikke bare hendes storesøster, jeg er også hendes ven.
Min mor forsvinder langsomt, men smerten fylder mindre, for nu lever jeg det liv, jeg engang kun drømte om gennem nøglehullet til andres hverdag. Jeg har fundet ud af, at frihed ikke er at løbe væk det er at turde sige nu er det nok, og begynde at bygge noget nyt.
Den første aften i vores nye lejlighed vågner jeg, mens min søster sover roligt ved siden af. Vinduerne står på klem, og duften af nat og bysommervarme fylder rummet. For første gang længe føles livet ikke tungt på mine skuldre. Jeg trækker vejret dybt og mærker, at jeg stadig er her. Vi er her. Og vi har givet hinanden et hjem, ingen kan tage fra os.