Jeg vil lige fortælle dig noget, der er sket i mit liv på den der måde, man åbner lidt op for en god ven. Du ved jo, jeg aldrig har forkælet min søn, Frederik. Han klarede sig super i skolen, hjalp mig derhjemme og var velopdragen på alle måder. Da han fortalte, at han ville ud at arbejde og stå på egne ben, blev jeg jo ærligt talt bekymret. Jeg havde slet ikke lyst til at være alene hjemme.
Hvad så med Mette? spurgte jeg ham om hans kæreste. Vi er gået fra hinanden, svarede han.
Det kom bag på mig, for jeg troede virkelig, de skulle giftes. De passede så godt sammen. Selvfølgelig blev jeg ked af det, men jeg blandede mig ikke i, hvad der var gået galt.
Frederik flyttede hjemmefra. Vi talte sammen jævnligt, og han fandt hurtigt både job og nye venner og faktisk også en ny kæreste. Jeg kunne bare vente og glæde mig til at hilse på hende. Men du kender ham, han trak det lidt ud at få os til at mødes. Nå, men jeg fik mig så en lille killing, Viggo, og dullede lidt rundt med ham i stedet.
En aften, på vej hjem fra arbejde, hører jeg pludselig en forsigtig stemme i mørket: Hej!
Jeg kigger op, og der står Mette med et spædbarn på armen. Mette, hvad laver du her? Og hvem er babyen? Du må gerne dømme mig, men det er din sønnedatter, sagde hun. Jeg turde ikke sige det til Frederik, da vi slog op så skidt. Jeg flyttede hjem til min mor, fik barnet dér, men hun døde sidste måned. Nu har jeg slet ikke andre familie tilbage, så… ja, nu står jeg her.
Hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg tror, jeg må aflevere min datter på et børnehjem. Jeg har ikke engang et sted at bo. Jeg ville bare… hvis der nu sker noget med mig, så kan du måske besøge din sønnedatter af og til, ikke? Hold nu op med det pjat, selvfølgelig hjælper vi hinanden. Kom indenfor!
Så tog jeg Mette og lille Laura ind. Pigen ligner Frederik på en prik, så jeg var ikke ét sekund i tvivl. Mette hjalp til derhjemme, og jeg tjente mine penge det gik faktisk ret godt alt sammen.
Så ringer Frederik pludselig og siger, at han er på vej hjem. Jeg spørger, om han kommer alene, men han vil ikke svare.
Da han dukker op, står jeg netop og giver Laura mad. Nå, hvem har vi så her? Det er din datter, Frederik, siger jeg. Det var noget af en nyhed, svarer han og trækker en barnevogn med ind. Her er jo endnu én, udbryder jeg. Ja, det er min søn, Jonas. Hans mor døde under fødslen, og jeg kunne ikke få mig selv til at lade ham blive.
Mette kom ind i gangen og stod længe og kiggede på Frederik. De snakkede sammen alene resten af aftenen jeg blandede mig slet ikke. Men det smukkeste ved det hele er, at de blev kærester igen og gift det følgende år, og børnene voksede op som søskende i en ordentlig familie.
Nu bygger Frederik et stort hus lige uden for Aarhus, fordi lejligheden er blevet alt for lille. Og helt ærligt jeg kan godt afsløre for dig, at barnebarn nummer tre snart er på vej. Det er virkelig lykken!
