Han skrev ikke.
I går morgen satte Kirstine telefonen på maksimal lyd. Bare for en sikkerheds skyld. Selvom hun dybt inde vidste, at han ikke ville skrive. Følelsen var som forudanelse om regn tung, uundgåelig, som om luften stivnede før en storm. Alligevel trykkede hun på play. Håbet var som et gammelt ar: det gør ondt, men giver sig aldrig helt.
Hun samlede håret i en løs knold, men med den lille omhu, der får det til at fremstå både naturligt og smukt. Overkroppen blev dækket af en mørkegrøn frakke, den slags, som Mikkel engang havde sagt, at hun lignede et efterårs skov. Siden da havde hun knapt brugt den, men i dag trak hun den frem fra skabet. Hun smurte læberne i en skarlagen rød farve alt for lyst til den stille morgentur til apoteket og bageriet.
I apoteket på Nørrebro brummede det. En hoste i et hjørne, en diskussion om medicinpriser, en stille person, der skiftede fra den ene fod til den anden. Duften af urter og noget skarpt, medicinsk. Kirstine greb de vitamintabletter, som Mikkel havde anbefalet for tre år siden, da de stadig drak kaffe sammen hver morgen. Hun holdt æsken i hænderne, læste den fine skrift: udløbsdatoen næste efterår. Som om tiden i den lille kasse tælte sine sidste måneder.
I bageriet var alt som sædvanligt: en ung mand med tatovering på håndleddet bag disken, duften af frisk brød og kanel, en stille melodi fra en gammeldags højttaler. Kirstine købte en hindbærcroissant den, som Mikkel en dag havde kaldt morgenens smag, mens han smilede og tørrede krummer fra hagen. Hun tog to. Den ene til te derhjemme, som før, da livet var enklere. Den anden bare for at have. En lille bid af fortiden, som hun kunne gemme i lommen.
Da hun kom hjem, stod tiden stille. Lejligheden var indhyllet i en tung stilhed, som støv på gamle bøger. Luften syntes lammet, som om den frygtede at bevæge sig. Telefonen lå på vindueskarmen med skærmen vendt nedad, som om den skammede sig over hendes blik. Ingen beskeder, ingen opkald. Verden gik forbi uden at lægge mærke til hende. Hun selv var blevet en skygge, der smeltede ind i morgengryets grå lys.
Hun tændte kedlen, lagde frakken fra sig langsomt, som om hun frygtede at forstyrre stilheden. Hun placerede sine støvler ved døren, justerede kraven på knagen og tændte den gamle radio. Stemmen i den fortalte om køer i byen, så om det kommende snevejr og den nye udstilling på Statens Museum for Kunst. Alt lød dæmpet, som om det kom fra vandets dyb. Hun tog en slurk af den brændende te og holdt den fast, uden at krølle læben. Så gik hun hen til vinduet og pressede panden mod den kolde glasrude.
Udenfor faldt den fine, stikkende sne, som lagde sig på paraplyer, tørklæder, asfalt og forsvandt igen i et sekund. En ung far i en mørk park hjalp sin lille dreng med at justere hatten, blidt, med den omsorg, kun år kan give. Ældre mænd gik side om side, deres hænder så ud som om de var vokset sammen gennem årtier. Nogen hastede over den glatte fortov, andre lo mens de stirrede ned i deres telefoner, og nogen stod stille foran en butik med julelys. Livet strømmede videre larmende, levende, ligeglad. Forbi hende, som et tog, der allerede er kørt af, mens hun stod på perronen og tøvede med at hoppe på.
Han skrev ikke.
Alligevel tog hun koste og fejede gulvet, selvom der næsten ikke var støv. Hun ringede til tanten, som fortalte om sin sommerhus i Jylland, naboens nye kat og en opskrift på æblekage. Hun vandede den gamle kaktus, tjekkede om den stadig var grøn. Hun bestilte en tid hos lægen en lille ting, hun havde udsat i månedvis. Hun gennemgik kvitteringerne: alt betalt i kroner, og hun satte et kryds i sin dagbog. Hun vaskede tæppet, tilsatte lidt ekstra duft, så hjemmet duftede af noget varmt og levende.
Om aftenen tændte hun lyset i alle rum. Ikke fordi hun frygtede mørket, men fordi huset så ud til at ånde vinduerne glimtede i den fugtige asfalt, som hviskende: Der er nogen her. Der er liv.
Kirstine så sit spejlbillede i glasruden og tænkte: Han skrev ikke. Men jeg er her. Ikke som en undskyldning, ikke som en udfordring, men som en stille sandhed. Som et lys, du tænder for dig selv, så du husker: Du er stadig tilstede.
