Tidligt om morgenen, i den blågrå københavnske dis, samledes nær og fjern familie ved en notar i hans lille kontor bag Nyhavn. Alle håbede, at afdøde havde efterladt dem en solid portion kroner. Notaren lod vente på sig, og stemningen var spændt, næsten som når man venter på toget, der aldrig kommer. “Hvor længe skal vi vente? Jeg vil vide, om min far har efterladt mig noget, så jeg kan gå,” sagde Adam’s ældste datter, Frida, med nervøs stemme. “Tante Ingrid, du burde være lidt mere tilbageholdende. Man burde sørge,” sagde Mikkel, hendes bror. “Hold op med at kalde mig det der! Jeg er stadig frisk – brug mit navn,” svarede Ingrid, let irriteret. “Uanset hvor meget du smører cremer og får skønhedsbehandlinger, bliver du ikke yngre,” mumlede Mikkel, og luften i rummet blev klam.
Endelig gled notaren ind gennem døren, som om han havde været til middag med Dronningen. Han betragtede hver enkelt med et blik, der kunne tælle sjæle, og tog en mappe fra hans antikke egetræsbord.
“Er I klar til, at jeg læser op?” spurgte han de forventningsfulde ansigter. Alle nikkede, som om de ventede på dagens første kop kaffe. Notaren åbnede mappen, lod et finurligt smil spille på læberne, og begyndte at læse Adams sidste vilje og testamente.
“Jeg har efterladt jer alle en arv. Men for at få den, skal I finde den. Som barn boede jeg i landsbyen med mine forældre. Vi havde ikke meget, men vi havde hinanden og glæden. I vores gamle hus findes der et pengeskab, alle pengene er der men for at åbne det, skal I først finde nøglen. Notaren vil give jer et kort og holde øje med, at I følger spillereglerne. Held og lykke, mine kære!”
Alle sad som stivnede, ingen kunne helt forstå, at den gamle far stadig legede med dem, også efter sin død. Frida var den første, der brød stilheden. “Min mand og jeg tager straks til landsbyen.”
“Hvem vil med? Mikkel og jeg trækker os. Far havde altid hang til spil, og jeg tror ikke, det bliver til noget for os. Vi har ikke brug for pengene,” sagde Adam’s yngste datter, Signe. Frida, hendes mand og resten af den ivrige flok drog afsted til landsbyen uden for Roskilde. De løste én opgave efter den anden. De kravlede rundt i stalden, ledte efter spor i halmen, slæbte sig gennem mudder, mens de lokale landsbyboere stod ved hækken og grinede, som om det var årets forestilling. På et øjeblik forvandlede Fridas designerkjole sig til en mudret, flænset klud.
Da de endelig fandt nøglen og smækkede pengeskabet op, tabte de alle kæben. Inde i skabet lå der kun en seddel og et hav af bolsjer.
“Pengene er gået til velgørenhed, og I har fået, det I fortjener. Tak for at glæde mine landsbyboere.”
