Kære dagbog,
Jeg troede, at mit ægteskab gik som smurt, indtil min veninde stillede mig det uventede spørgsmål. Jeg giftes meget ung, med en dyb kærlighed. Fire år gik vi sammen, før vi sagde ja til hinanden. Gennem den tid har vi delt mange oplevelser.
Siden seks år bor vi i et lille rækkehus i forstæderne til København. Jeg har fuldstændig tillid til min mand, og også til mig selv. Min ægtefælle, Jesper Nielsen, er sød, omsorgsfuld og betænksom. Han hjælper altid til med husarbejdet. Han er måske ikke den mest modige eller stærke fyr, og man kan ikke kalde ham en skønhed, men han har en uimodståelig god sjæl, fyldt med positiv energi og tro på det gode. Den slags giver mig styrke til at klare livets hårde storme.
Desværre er han ubeslutsom og kan slet ikke tage initiativ. Han holder sig fast i sin komfortzone og turer ikke videre. Han er også meget genert. På de seks år vi har levet sammen, har han ikke ændret sig en smule.
Han tager sig ikke af sin egen sundhed, og enhver forandring gør ham bange. Jesper er ti år ældre end mig. Jeg er 26 år gammel, elsker livet, har et godt job i en IT-virksomhed i Aarhus, har købt min egen bil og betaler af på vores huslån på 1,8million kroner. Så kom min veninde forbi forleden og spurgte: Hvorfor behøver du ham overhovedet?
Det var som et koldt vindstød i mit hjerte, og nu sidder jeg her og tænker: Hvad er han egentlig værd for mig?.
Mette Hansen.
