Ska du bære din kuffert ud nu? spurgte Kirsten, mens hun stod i hallen.
Tag den! svarede hun, overrasket over den hurtige tone.
Hvad mener du? undrede sig den unge kvinde, der var ved at pakke en længere ferie, mens alt gik alt for hurtigt.
Bare sådan, du ved Skal du have kufferten flyttet ud nu? gentog hun.
Hvilken kuffert? Bær selv jeres kufferter! tænkte Kirsten, mens hun trådte på den slæbende dørmåtte ved indgangen. Alt så ud til at gå i orden, men der hang stadig en lille skygge i hendes sind.
Senere den aften gik der et overraskende opkald fra lægen.
Du skal have barn! Vi får barn! erklærede Kirsten stolt og så på Leif, mens hun ventede på hans reaktion. Er du ikke glad, skat?
Kirsten Hansen mødte på deres professionshøjskole i tredje semester. Sammen med Mikkel Rød, som også var flyttet fra en anden by for at fortsætte studierne.
Mikkels far, en militærmand, blev overflyttet til en anden garnison, så familien skulle flytte. Kirsten, som var Mikkels kæreste, fulgte med hun var en trofast veninde.
Mikkel derimod var ikke så holdbar. Da Kirsten efter flytningen opdagede, at hun snart skulle blive mor, forsvandt han som en skygge: han forsvandt fra deres liv.
Ja, han forsvandt helt fra radaren flyttede ud af forældrenes hus, hvorhen, ingen vidste. Han pakkede de sidste papirer fra deres medicinstudie og var utilgængelig på telefonen.
I denne tid lagde Kirsten mærke til, at den attraktive anatomiprofessor Leif Jørgensen begyndte at vise hende ekstra opmærksomhed.
Kirsten var klog og handlekraftig; hendes krøllede hår var et tegn på hendes energi. At vende tilbage med en gravide mave til sine forældre var ingen idé det lovede intet godt.
Datteren var forældrenes eneste håb, og hvis hun fejlede, kunne de få kritik fra slægtninge. Det var ikke kun en ekstra mund, men også en byrde i en storfamilie, hvor der ikke var plads til ekstra pusekager.
En moden, ansvarlig mand på omkring tredive år fremstod som en god løsning. Ingen i familien havde børn, så et ægteskab med en erfaren far virkede som den rette vej.
Kirsten gik ind i et forhold med den giftede Leif. Hun bemærkede hurtigt, at han sjældent talte om prævention han ville tydeligvis være far.
Så, Leif jeg vil gøre din drøm til virkelighed! Du kan blive en lykkelig far, tænkte Kirsten og gik i gang.
Omkring seks uger senere kunne hun give den gode nyhed videre: barnet ville blive født med syv måneders vægt en påmindelse om, at livet kan overraske.
Alt var planlagt i høj stil. Først et let middagsmåltid i en festlig atmosfære: Kirsten lejede et værelse hos en enlig gammel dame i en lille lejlighed i Aarhus for en symbolsk leje.
Den ældre dame var åben for kærlighedens lege og lod Kirsten møde sine bejlere, så længe hun betalte huslejen og lejlighedsvis bragte en kage. Hverken hun eller Kirsten havde nogen problemer med økonomien, men priserne på medicin og varer var høje.
Da Leif tog et glas vin, og Kirsten kun nippede til sit, rakte hun ham en positiv graviditetstest, som i tv-serierne, og sagde: Du skal have barn! Vi får barn! Er du ikke glad, skat?
Leif reagerede dog ikke som forventet. Han gik ikke i en vals med hende, løftede hende ikke i armene og spurgte ikke om at gifte sig. Efter et kort stiltiende øjeblik sagde han:
Jeg er ikke klar!
Klar til hvad? spurgte Kirsten, for hun troede han altid var klar som en pioner.
Til et barn!
Så du var klar til at få børn, men nu trækker du dig? smilede hun let og spurgte, hvad han mente.
Leif ignorerede spørgsmålet og gik ud af rummet.
Åh for fanden, den lærer! råbte Kirsten, uden at holde sig tilbage med sprogets hykleri.
Det er dog vigtigt at forstå, at Leif ikke var ond eller uærlig han var simpelthen sterilt. Så barnet kunne ikke være hans.
Leif huskede også, at Kirsten havde haft et forhold til den forsvundne Mikkel. Puslespillet faldt på plads.
Hans infertilitet skyldtes en svær mæslingerinfektion i barndommen, som havde gjort hans sædceller dårligt bevægelige. Efter tre år i ægteskabet havde de opdaget, at hans sæd var knap og næsten livløs men i en situation, hvor kun én sædcelle var nødvendig, kunne mirakler ske.
Kun de to vidste om dette, så de holdt det hemmeligt og foregav, at de arbejdede hårdt på problemet. De overvejede at adoptere et barn fra et børnehjem en dag, men indtil da levede de for sig selv, hvilket også var en fin løsning.
Leifs far led af kræft, men blev skånet fra sandheden for at undgå yderligere sorg. Da sygdommen avancerede, besluttede Leif og Kirsten, at han skulle få sin sidste tid i fred.
Leif og hans kone Signe elskede hinanden dybt, og deres lille affære styrkede kun deres ægteskab. Da Kirsten annoncerede sin graviditet, faldt Leifs interesse for hende. Han ignorerede hende, og hun gik til hans hjem for at fortælle sandheden til hans kone.
Signe, som var rolig og afbalanceret, svarede kort og uden følelser:
Tag den!
Tag hvad? spurgte den unge kvinde, der stadig var ved at pakke.
Din kuffert, du skal bære den ud nu, sagde Signe.
Hvilken kuffert? Bær selv jeres kufferter! tænkte Kirsten, mens hun gik ud på den slidte dørmåtte. Alt gik som planlagt, men en lille tvivl lå stadig i baghovedet.
Senere den aften gik en samtale mellem Leif og Signe:
Hvem tror du, du er, Signe? spurgte Leif vredt. Der er ingen grund til at sætte mig på prøve! Jeg er en ordentlig ægtemand!
Signe stolede fuldstændigt på sin mand og troede på ham. Ingen kom med en kuffert til dem.
Kirsten, som ikke ventede på sin partner, gik ikke til studieadministrationen for at klage over misbrug, men forstod, at tiden med partipolitik var forbi.
Vi vil tage en anden vej! sagde en berømt leder engang, og Kirsten fulgte hans ord.
Hun satte kurs mod Jørgen, Leifs far, som boede i en landsby i Sydjylland. Han var i en svær tilstand på grund af medicin, så han tog imod den gravide Kirsten med glæde: Endelig får jeg et barnebarn! sagde han.
Uden at tænke over det tilbød han hende treogtusind kroner om måneden som økonomisk støtte, så hun kunne fortsætte sine studier og leve uden bekymringer. Han ønskede også at beskytte sin svigermor Signe, så han holdt alt skjult så længe som muligt.
Kirsten gik videre med sin uddannelse på professionshøjskolen, mens hun modtog en jævn pengestrøm. Hun brugte også sin morødrede kapital og børnepenge til at spare op.
Hun fandt et job i et lokalt sundhedscenter, hvor hun tog telefonopkald fra patienter. Den syvmåned gamle datter, som hun kaldte Freja, blev indlagt på en vuggestue.
Et år efter hendes svigerfar døde, blev Signe gravid igen, så Leifs fertilitet endelig viste sig. Sammen fik de en smuk dreng, som de elskede højt.
Nogle gange mindes Signe den episode, hvor Kirsten havde dukket op med en påstået graviditet, men hun rystede blot på hovedet og sagde: Det gør ingen forskel nu.
Leif viste sig at være en omsorgsfuld, kærlig og blid far præcis som han skulle være.
Historien ender med, at selv når livet kaster uventede udfordringer, er det vigtigste at møde dem med ærlighed, ansvar og medfølelse. For kun gennem sandhed og omsorg kan vi finde ro i vores hjerter og give de kommende generationer et værdigt grundlag.
