“For pokker da, sæt nu barnet på skødet, unge dame,” sagde en stor dame i halvtredsårsalderen bestemt til mig. For resten, jeg havde betalt 590 kroner for min søns sæde i bussen.
Den dag skulle jeg tage min søn, Mikkel, hjem til hans mormor. Mikkel er stor af sin alder kun fem år, men i vores familie ser vi på ham, som om han allerede går i skole. Alle i familien behandler ham som en voksen, og derfor køber vi altid et separat sæde til ham, når vi kører med rutebussen; han opfører sig pænt, og desuden er han høj og tung, så det er svært at holde ham i favnen. Både Mikkel og jeg ville have det ubehageligt, og han kunne med sine sko snavse andre passagerers tøj til, hvis han sad på mit skød. Det er bedst for alle, at han sidder i sit eget sæde.
Denne dag sad Mikkel ved vinduet, mens jeg sad ved siden af. Vi havde sat os forrest, så vi lettere kunne komme ud, når vi skulle af før de andre. Jeg forklarede chaufføren, at jeg også havde købt en billet til barnet, så han ikke skulle sætte en anden på den plads.
Vi kørte ud af byen. På landevejen blev bussen standset af en kraftig kvinde. Der var ledige pladser længere bagud, så chaufføren holdt ind. Da damen nærmest væltede ind i bussen, svajede hele vognen, og passagererne blev stille og så på, mens hun møjsommeligt kom ind. Da hun endelig kom indenfor og smækkede døren, kunne vi alle høre chaufføren sukke dybt. Han begyndte at køre videre, og damen gik direkte hen imod passagersæderne.
“Kære, sæt nu barnet på skødet,” sagde hun bestemt til mig. Jeg svarede, at jeg havde betalt for Mikkels sæde og ikke ville tage ham op. Chaufføren bakkede mig op og sagde, at hun kunne gå længere frem, hvor der var ledige pladser. Damen brokkede sig og krævede, at hun fik min plads det var nemmere for os at flytte, og hun tager altid pladsen ved vinduet, sagde hun surt.
Jeg nægtede at give min plads fra mig, men bussen accelererede langsomt, og hende damen blev revet rundt i kabinen, fordi hun stadig stod ved siden af os og ikke ville gå ned bagved. Det kogte indeni, men jeg ville ikke lave ballade foran Mikkel. Vi begyndte derfor at snakke sammen, så jeg kunne ignorere damen. Hun blev rasende over min ro, og råbte: “Så flyt barnet, jeg skal sidde her, forstår du ikke?” Jeg svarede roligt, at jeg ikke ville give pladsen Mikkel er stor nok, jeg har købt billet til ham, og vi sad, hvor vi havde lyst, da vi kom først ombord. Der er jo ingen faste billetter på bussen.
Chaufføren lod sig ikke distrahere, men det var tydeligt, at han havde prøvet det før. Passagererne bemærkede ikke først optrinnet: Nogle havde høretelefoner på, andre sov. Efterhånden begyndte nogen at irettesætte hende: “Du kan bare sætte dig på en ledig plads.” “Du råber ikke hjemme hos dig selv, vel?” Damen hævdede, det var besværligt for hende pga. hendes størrelse, og det var åbenlyst for alle, at hun handlede sådan af princip hun ville tage vores hyggelige pladser.
Der var uro og snakken i bussen. Så skete det mest bemærkelsesværdige: Chaufføren stoppede, steg ud fra sit sæde, gik hen i kabinen, bar damens tasker ud, og fulgte hende så ud af bussen. Den frustrerede kvinde nåede ikke engang at blinke, før chaufføren satte sig bag rattet og kørte videre. Der blev helt stille i bussen. Vi passagerer samlede hurtigt penge ind for at kompensere chaufføren for hans tab, og gav ham dem ved ankomsten. Han blev så glad, at han lovede aldrig at lade hende komme med igen hun skabte altid ballade for alle.
