Jeg har passet mine børnebørn i otte år uden at få så meget som én krone og i går sagde de, at de foretrak den anden mormor, fordi hun hverken skælder ud eller sætter begrænsninger og så kommer hun altid med iPads.
Jeg er mormoren med den varme suppe.
Mormoren, der følger dem i skole, tørrer snotnæser, laver mad, vasker tøj, stryger skjorter, slæber skoletasker, slukker lyset for dem og putter, når mine børn ender med at arbejde over.
Den anden mormor er den elegante.
Hende, der lægger vejen forbi et par gange om året med blomsterbuketter, parfume, smarte gaver og store overraskelser.
Hun ved ikke, hvordan det er at sidde vågen med et sygt barn hele natten.
Men hun ved til gengæld, hvordan man køber den nyeste iPad.
I går sagde mine børnebørn altså til mig, at de ville ønske, jeg var som hende.
Og for første gang i mit liv mærkede jeg, hvordan det føles at være usynlig i sit eget arbejde.
Mit navn er Margrethe. Jeg er 62 år.
Jeg har en datter, Karen,
og to børnebørn Mikkel (8) og Freja (6).
Karen arbejder. Hendes mand Anders arbejder også.
Og eftersom der ikke er råd til en børnepasser, og de stoler ikke på SFOen, blev det bare en selvfølge, at jeg pensionisten skulle bruge resten af mit liv på at passe andres børn.
Det har jeg gjort.
Bevidst.
Med kærlighed.
Med engagement.
Jeg står op klokken 5:30.
Klokken 6:30 er jeg allerede i deres hjem.
Jeg laver morgenmad.
Finder det forsvundne strømpepar, kæmper med t-shirts, klæder dem på, binder snørebånd, slæber tasker, afleverer dem i skolen.
Derefter rengøring, oprydning, madlavning, tøjvask.
Om eftermiddagen henter jeg dem igen.
Lektier, middagslur, suppe og lidt opdragelse.
Jeg er mormoren med regler.
Mormoren med grænser.
Mormoren, der siger:
Du må ikke spise slik før aftensmad.
Husk nu at vaske hænder.
Ingen iPad lige nu.
Lektierne først.
Altså den kedelige mormor.
Og på den anden side har vi Ingeborg Anders mor.
Ingeborg har ikke arbejdet i mange år.
Hun har penge. Mange.
Dame med nylakerede negle, smart hår, flot tøj og ferier i Rom og Athen.
Ingeborg har aldrig været oppe klokken tre om natten for at koge te til et barn med hoste.
Hun har ikke ledt efter en forsvundet strømpe.
Hun har ikke vasket opkast op fra gulvtæppet.
Hun har aldrig løbet efter et barn med en ske på morgenbordet.
Ingeborg er gæstestjernen.
Hun tropper op to gange om året til jul og fødselsdag
med gaver, chokolade og den nyeste gadget.
Børnene forguder hende.
Som alle børn forguder den, der aldrig stiller krav.
I går havde Mikkel fødselsdag.
Jeg stod op klokken fem for at bage hans yndlingskage.
Med æg, creme og valnødder præcis som han kan lide den.
Købte ham en flot bog og en varm hættetrøje mere rakte folkepensionen ikke til.
Ved firetiden dukkede Ingeborg op.
Med frisure, parfume og en skinnende taske.
Hun gik ind i stuen, som om hun var aftenens vært på TV.
Åh mine små guldklumper! råbte hun.
Mikkel og Freja tog imod hende, som om hun var popstjerne.
De passerede mig, som var jeg potteplante i hjørnet.
Ingeborg hev to store, hvide æsker frem.
To spritnye iPads.
Så kan I rigtig hygge jer, sagde hun. Og i dag er der ingen, der må bestemme, hvor længe I spiller!
Børnene jublede.
Karen og Anders strålede:
Hvor er du bare fantastisk, mor! Tusind tak!
Jeg stod ude i køkkenet og skar kagen.
Den kage, jeg stod op før solopgang for at bage.
Den, som ingen så på.
Jeg gik hen til Mikkel.
Mikkel, skat. Her er min gave. Og kagen
Han kiggede ikke engang op.
Ikke nu, mormor. Jeg er ved at indstille min figur.
Men, skat
Mormor! Altid bare kage! Den anden mormor kommer med rigtige gaver! Du giver altid bøger og tøj. Kedeligt.
Det gjorde ondt.
En smerte, jeg ikke vil ønske for nogen.
Jeg så på Karen.
Ventede i det mindste, at hun ville sige: Tal nu pænt til mormor!
Men hun?
Hun grinede bare.
Mor, tag det roligt. Børn elsker nye ting. Ingeborg er den sjove mormor. Du er mormoren med rutiner.
Mormoren med rutiner.
Er det sådan omsorg hedder nu?
Freja sluttede af:
Jeg ville ønske, mormor Inge boede hos os. Hun skælder aldrig ud. Du er altid så træt.
Jeg så ned på mine hænder ru efter sæbe, vask og rengøring.
Jeg så på Ingeborg frisk, med to iPads i tasken, en dagens dronning.
Jeg så på min datter tilbage med et glas vin, for det er jo mig der ordner det hele.
Jeg tog forklædet af.
Lagde det sirligt sammen.
Lod det blive på bordet.
Gik ind i stuen.
Karen, jeg går hjem nu.
Hvad siger du!? Hvad med kagen? Oprydningen? Hvem skal klare det?
Måske kan den sjove mormor hjælpe til?
Ingeborg smilede opstyltet:
Margrethe, jeg har altså problemer med ryggen
Du skal heller ikke tage dig af det, Ingeborg. Jeg skal nok lade være med at ødelægge din fine dragt.
Jeg kiggede på Karen:
Børnene har ret. Jeg er kedelig. Jeg er streng. Jeg er den, der sætter grænser og serverer sund mad.
Det lader til, de trænger til lidt mere frihed.
Så fra i morgen stopper jeg.
Mor, kan du mene det!? Hvem henter dem i skolen i morgen!?
Det ved jeg ikke. Måske Ingeborg. Eller sælg én af iPadsene og betalt for en barnepige.
Vi har brug for dig!
Nej. I har brug for en tjenestepige. Og det er jeg ikke.
Jeg så på Mikkel.
Kommer du ikke mere, mormor?
Nej, min skat. I morgen bliver spændende.
Ingen der siger, I skal spise grøntsager, lave lektier, komme i seng til tiden.
Frihed.
Og jeg gik.
Telefonen har ringet uafbrudt siden.
Karen græder.
Anders synes jeg overdriver.
Men jeg kommer ikke tilbage.
I morgen sover jeg til klokken ni.
Drikker kaffe kun for min skyld.
Spiser kagen selv.
Ser en god dansk serie.
For første gang i årevis er jeg hovedpersonen i mit eget liv.
Synes du, at mormødre SKAL passe børnebørn,
eller er det bare børnene, der prøver at spare penge på deres forældre?
Jeg lærte i går, at man ikke skal lade sig gøre usynlig for dem, man elsker.
