Forældrene til Mikkel beslutter at flytte ind hos os i deres alderdom, uden at have spurgt mig.
Mikkel, hører du overhovedet, hvad jeg siger? Din mor ringede lige og sagde, at de allerede skal sælge huset! De vil sælge huset, Mikkel! Og om en måned vil de være her! Nanna klemmer telefonen så hårdt, at knoerne på fingrene bliver hvide, og stemmen knækker i et skrig, som hun ikke kan holde inde.
Mikkel, som sidder på sofaen med en tablet, løfter langsomt blikket.
Nanna, hvorfor panikker du? Det er jo først om en måned. En måned er masser af tid. Og de flytter jo ikke ind i vores lille etværelses lejlighed, men bare ind i vores by.
Hvilken bare by?! Nanna begynder at løbe omkring i stuen, snubler over drengens legetøj. Birgitte har sagt det helt direkte: Vi bliver midlertidigt hos jer, mens vi ser os om. Midlertidigt! Ved du, hvor længe det kan tage? Et år? To? Vi har kun fyrre kvadratmeter, Mikkel! Fyrre! Vi, Aksel, og to pensionister med deres vaner, sygdomme og kasser?!
Mikkel lægger tabletten fra sig og gnider næsen. Hans ansigt er som en lidende mand, der bliver afbrudt fra verdensstore problemer for en lille krigsførelse om noget så trivielt som en apokalypse.
Jeg får da ikke smidt mine forældre ud på gaden. De er gamle. Det er hårdt for dem på landet. Huset er stort, der er en have, sneen skal ryddes. Far fik en brækket ryg sidste år, mor har højt blodtryk. De har brug for pleje. Vi kan jo hjælpe dem.
Pleje? Din mor er femogtres, men hun arbejder stadig i landsbyens rådgivningsudvalg og dyrker haven som en traktor. Din far er syvogtres og går tyve kilometer til fiskeri hver weekend. Hvilken pleje? De har bare lyst til at være tættere på børnene. De har bare glemt at spørge os!
Nanna, stop med at blive hysterisk. Det er mine forældre. Jeg har et ansvar over for dem. Vi finder på noget. Måske lejer vi en lejlighed til dem i starten.
En hvilken som helst lejlighed? Vi betaler boliglån, børnepasning, bilkredit. Vi har kun omkring 3.000 kr. tilovers hver måned efter løn. Hvilken lejlighed kan vi leje?
De vil sælge huset, så pengene vil komme
Et hus i en øde landsby 300 km fra byen? Hvor meget får de for det? En million? I København kan man med de penge kun købe en garage eller et skur i udkanten. Forstår du, at de vil bo hos os for altid?
Nanna slår sig ned i stolen, udmattet. Hun ser katastrofen udfolde sig i slowmotion. Birgitte er en dominerende, højlydt kvinde, der elsker at give ordrer. Jens er en stille, men stædig mand, som ryger Primus og lytter til radioen på maksimal lyd, fordi han bliver døv. Alt dette liv foregår i deres lille, udslidte lejlighed, hvor Nannas eneste fristad er badeværelset og den er også delt.
Jeg vil ikke have dem boende hos os, siger hun roligt, men fast. Besøg er fint. En uge er i orden. Men bo permanent nej.
Mikkel ser på hende med en reprimande.
Du er hård, Nanna. Det er vores familie.
Det er min familie. Jeg, du og Aksel. Jeg vil beskytte den.
Den næste måned er en måned af helvede og venten. Nanna prøver at overbevise Mikkel, foreslår løsninger: lad forældrene sælge huset først, læg pengene i banken, kom på opdagelse, lej en bolig. Mikkel afviser bare: Mor sagde, at køber allerede er fundet, depositum er betalt.
Birgitte ringer hver dag.
Nanna, jeg har netop sorteret syltetøj agurker, tomater, levesteds. Alt til jer! Aksel elsker bedstemorens agurker! Jeg har også taget min dunpude med, så vi kan lægge den på sofaen, det er koldt her. Og tæppet, det røde tæppe husker du? I har kun lamineret gulv i stuen, det er koldt, barnet fryser. Vi lægger tæppet så bliver det hyggeligt!
Nanna føler, at hun bliver grå. Tæppet, puderne alt dette i deres skandinaviske minimalisme.
Birgitte, vi har varmemåtter. Og vi har ikke plads til så mange syltetøj. Vi har ingen plads til tæppet.
Åh, så finder vi plads! Vi lægger det på altanen! Et tæppe giver hygge. Du forstår det ikke, du er ung.
D-dag kommer på en lørdag. Mikkel er i nerve fra morgenstunden, løber rundt i lejligheden, flytter møbler for at skabe plads. De sender Aksel til Nannas mor, så han ikke er i vejen.
Om middagstiden ruller en Gazelle ind foran bygningen. Ud af den kommer Jens med en stok, men han ser livlig ud, og Birgitte, der giver ordrer til flytteholdet som en generel på paradepladsen.
Pas på! Det er servicen! Smid det ikke! Ryst ikke kassen med spirerne!
Nanna kigger ud af vinduet og tæller kasser. Ti, tyve, tredive poser, bundter, en gammel gulvlampe, ski (!), og selvfølgelig den røde tæppe, rullet som en rør.
Mikkel, hvad skal vi gøre med alt det her? hvisker hun.
Vi finder ud af det, mumler han og løber ud for at møde forældrene.
De næste to timer er som en naturkatastrofe. Entréen er fyldt til randen, kasser står i gangen, køkkenet, stuen. Birgitte går omkring i lejligheden uden at tage sko af og organiserer placeringen.
Den her kommode skal flyttes. Her skal jeg sætte min gamle egetræskommode. Den er ikke som jeres spånplader. Jens, bring kommoden ind!
Birgitte, hvilken kommode? bønfalder Nanna. Vi har ingen plads!
Du finder den! afbryder svigermoren. Vi skal jo ikke smide den i skraldespanden.
Om aftenen er lejligheden et lager. Det eneste rum, Nanna med så stor kærlighed har gjort til soveværelse og børneværelse, er nu fyldt med kaos. Forældrenes sofa ja, de har medbragt deres egen sofa er presset ind i et hjørne, så vinduet er blokeret. Jens tv er sat på en sidebord, så halvdelen af Nannas plasma-skærm er dækket.
Så er der plads til at bo, siger Birgitte tilfreds, tørrer sveden af panden. Trangt, men det er hygge. Nanna, lav teen, vi er sultne efter rejsen.
Middagen foregår i en anspændt stemning. Jens drikker te med høj lyd, Birgitte kritiserer Nannas suppe (den er for vandig, jeg koger på knogler), mens Mikkel sidder med hovedet i tallerkenen, ude af stand til at møde sin kone i øjnene.
Sådan, børn, starter svigermoren, mens hun skubber den tomme kop væk. Vi har solgt huset, pengene er på kontoen. Men vi vil ikke købe noget endnu. Priserne er høje, ejendomsmæglere er svindlere. Vi vil bo hos jer, kigge på området, måske finde en sommerhytte. I er med?
Spørgsmålet er retorisk. Nanna åbner munden for at sige nej, men Mikkel svarer først:
Selvfølgelig, mor. Bo så længe I har brug for det.
Nanna sparker ham under bordet, men han ryster ikke på hovedet.
Rutinen starter. Døden af hverdagslivet.
Klokken seks står Jens op, snuser på toilettet, går videre til køkkenet, tænder radio P4 og ryger en Primus ved vinduet, selvom Nanna hundred gange har bedt ham om ikke at ryge i lejligheden. Røgen fylder rummet.
Jens, rygt venligst på trappen! beder Nanna, mens hun hoster.
Kom nu, pige, det er koldt deroppe, afviser svigerfaren. Jeg ryger i vinduet.
Klokken syv står Birgitte op og begynder at brøle i gryderne. Hun vil tage madlavningen på sig, idet hun mener, at Nanna forsømmer manden.
Havregrød på vand er ingen mad! råber hun, mens hun rører i en pande med fedt og æg. Mikkel har brug for styrke, han arbejder.
Den stegte fedt lugter i tøjet, håret, gardinerne. Nanna, som holder af sund kost, ser rædselsslagne på de fedtede pletter på komfuret og bordet.
Om aftenen, når Nanna og Mikkel kommer hjem fra arbejde, venter debriefing.
Nanna, hvorfor stryger du ikke tøjet? møder svigermoren ved døren. Jeg så, at lagnerne i skabet er krøllede. Jeg har strøget dem.
Tak, Birgitte, men lad være med at rove i mine skabe, svarer Nanna, mens hun holder sig i livet.
Jeg vil bare hjælpe! Du er utaknemmelig.
Aksel får også deres opmærksomhed. Bedstemoderen giver ham slik (børn elsker slik!), selvom han er allergisk, lader ham se tegnefilm til midnat og annullerer forældrenes straf.
Giv ham ikke skældud! råber hun, når Nanna prøver at irettesætte ham for legetøj, der er spredt omkring. Han er lille! Bedstemoderen rydder op.
Forældrenes autoritet smuldrer. Aksel forstår hurtigt, hvem der har magten i huset, og løber for at klage til bedstemoderen overalt.
To uger går, og Nanna er på randen af et sammenbrud. Mikkel prøver at blive længere på arbejdet, så forældrene kan sove.
Mikkel, det kan ikke fortsætte, siger Nanna lørdag morgen, mens de er i bad den eneste sted, hvor vi kan tale uden vidner. De leder ikke efter en lejlighed. De kigger ikke på annoncer. De har allerede indrettet sig. Har du set? Din mor har allerede plantet mine blomster i sine krukker!
Nanna, hold ud. Jeg taler med dem i weekenden.
Du lovede at tale med dem for en uge siden! Mikkel, enten flytter de ud, eller jeg tager Aksel med til min mor. Vælg!
Mikkel blegner. Han kan ikke lide ultimatum, men forstår, at hans kone er alvorlig.
Samtalen foregår søndag ved frokostbordet.
Mor, far, begynder Mikkel, mens han nervøst knytter en serviet. Vi har tænkt over det Måske skal vi begynde at kigge på lejligheder? Priserne stiger, pengene mister værdi. Det er også trangt for os alle.
Birgitte fryser med en ske i munden. Jens skrur ned for radioen.
Trangt? gentager svigermoren, stemmen rystende. Vi generer jer? Vi gør alt! Jeg laver mad, rydder op, passer børnebarnet! Hvorfor driver I os ud?
Ingen driver jer ud, mor. Bare hver sin plads. I sagde selv, I ville have et eget sted.
Vi tænkte Hvorfor bruge penge? Vi er gamle, vi behøver ikke så meget. Pengene kan I bruge! Vi kan bo sammen! Folk i kollektiver lever fint. Vi er en familie!
Nej, udbryder Nanna. Vi kan ikke bo sammen. Det er umuligt. Vores rutiner er forskellige. Jeg kan ikke sove ved TVet, jeg kan ikke trække vejret i røg. Jeg vil have mit eget køkken.
Birgitte slår armene op.
Så er det sådan! Nuugregeren er ikke glad for svigerdatteren! Du ryger forkert, du ånder forkert! Mikkel, hører du? Din kone smider dine forældre ud!
Mor, Nanna har ret, siger Mikkel stille. Vi elsker jer, men vi skal bo hver for sig. Lad os i morgen se på muligheder. Jeg har fundet en ejendomsmægler.
Birgitte rejser sig fra bordet, kaster skeen så den sprøjter suppe på duppet.
Utaknemmelige! Vi har solgt huset, alt er smidt for at være tæt på jer! Nu vil I smide os ud! Kolle! Saml dig, Kolle! Vi flytter!
Hvor? spørger Jens forvirret. Om natten?
Til et hotel! Eller til stationen! Hvis børnene ikke vil have os!
Scenen bliver dramatisk. Birgitte drikker valerian, griber sit hjerte, pakker sine tasker, græder. Mikkel løber rundt, prøver at overbevise, undskylde. Nanna sidder i hjørnet og ser på dette cirkus. Hun ved, at hvis hun giver efter nu, bliver de der for altid.
Birgitte, siger hun, da stormen har lagt sig lidt. Ingen vil til stationen. Vi lejer en lejlighed til jer med det samme, en god en tæt på os. I kan komme på besøg, lege med Aksel, men bo separat. Det er ikke til forhandling.
Du behandler os som fremmede! råber svigermoren. I er vores børn!
Efter en lang forhandling får de en tom to-værelses i en bygning ved siden af. Værten siger, at de må leje den i et par måneder.
Flytningen sker dagen efter. Birgitte flytter med et udtryk af en martyr, der skal hen til gallows.
Vi efterlader jer i paradis, kaster hun spydigt ved døren. Lev, glæd jer. Når I bliver gamle, så lad være med at blive overrasket, hvis Aksel også smider jer ud.
Døren smækkes. Nanna læner sig mod væggen og falder ned på gulvet. I lejligheden er stille. Utrolig, knasende stille. TVet er slukket, duften af fedt er væk, der er ingen støj fra sko.
Tilgiv mig, siger Mikkel og sætter sig ved siden af hende. Jeg var en idiot. Jeg skulle have insisteret fra starten.
Det burde jeg have, svarer Nanna. Men vigtigst er, at vi har klaret det.
Historien slutter ikke her.
En uge senere ringer Birgitte ind. Stemmen er livlig og forretningsmæssig.
Mikkel, vi har fundet en lejlighed i området, men den er en treværelses.
TreværelsesVi flyttede ind, og for første gang i måneder følte vi begge, at vores hjem endelig var vores eget.
