De siger, at børn er lykke det samme med børnebørn. Det er jeg egentlig enig i, men kun når man ikke har for mange og er i stand til at støtte dem økonomisk. Min mand og jeg har en datter, Birgitte. Som det nu tit går, kom hun som 19-årig og chokerede os fuldstændig med nyheden om, at hun var gravid, og at hun ville have barnet. Endte med at føde tvillinger. Blev gift kort tid efter.
Det føltes som om hele vores verden væltede. En ung mor med to små børn. Hendes mand, Anders, var også meget ung og havde knap nok råd til en kop kaffe efter arbejde; han tjente lidt over minimumslønnen. Vi måtte næsten forsørge dem fuldt ud. Min mand, Jens, og jeg blev nødt til at tage ekstra arbejde for overhovedet at kunne støtte både børn og børnebørn.
I en periode boede de hos os. Jeg stod op tidligt til begge job, og om natten løb jeg rundt efter de små tvillinger, så Birgitte kunne få lidt hvile. Det var helt forståeligt, at min helbred begyndte at halte.
Sådan gik der næsten tre år, hvor de efterhånden blev mere selvstændige, og børnene voksede op. Men så ringer Birgitte og fortæller, at hun er gravid igen. Jeg sagde straks, at det måske ville være bedst med en abort. To børn er ikke let at løfte på egne ben. Men hun insisterede. Hun ville have barnet. Hun fødte, og alt gentog sig. Endnu en mund at mætte. Min mand og jeg arbejdede dobbelt op igen. Selvom Anders nu tjente lidt mere, hvordan skulle han kunne forsørge fem mennesker?
Jens fik et stroke, og jeg begyndte at få hjerteproblemer. Det gik op for mig, at vores kroppe ikke kunne klare den belastning længere. Jeg sagde til Birgitte, at nu måtte de klare sig selv. Men så ramte hun mig virkelig hårdt hun var gravid med barn nummer fire.
Jeg var helt målløs. Hvad tænkte de dog på? Det virkede som om de stolede på, at Jens og jeg ville støtte dem evigt. Men det kan vi ikke mere. Jeg er så splittet; jeg vil ikke være den, folk ser skævt til, fordi jeg ikke hjælper min eneste datter. Men vi har gjort alt, hvad vi kunne.
