Kære dagbog,
Jeg er vokset op i den lille landsby Løsning på Sjælland. Jeg er nu toogtyve år gammel, og for kun få måneder siden gik både min far Jens og min mor Anna bort. Deres begravelser var beskedne, for næsten ingen i slægtfolkene dukkede op, selvom de begge havde mange søskende. Efter begravelserne gik mine slægtninge hver til sit med travle ærinder Gud være med dem. Jeg følte, at jeg måtte forlade den lille hjemby, for minderne var for smertefulde.
I min hjemby gik intet rigtig videre. Allerede i gymnasiet blev jeg udnyttet af klassekammerater, og da jeg senere gik på universitetet og fik et job, endte jeg som den evige dreng til at blive slået på af mine chefer. Jeg tænkte over det hele og besluttede at prøve lykken et andet sted. Jeg solgte vores forældres hus, pakkede mig og drog mod kysten i Nordjylland. Her købte jeg et lille stykke jord for tre hundrede tusinde kroner og byggede et hus på et hundrede og halvt kvadratmeter.
Da byggeriet var færdigt, postede jeg billeder af huset på de sociale medier. Under byggeriet ringede jeg til mange slægtninge for at rådføre mig, men de svarede, at de intet vidste. Ingen hjalp mig, intet råd blev givet.
Da sommeren kom, begyndte de alle at ringe og sige, at de ville tilbringe ferien ved havet og spurgte, om de måtte bo i mit hus. Jeg kunne have sagt ja, men hvorfor nu?
Da Jens og Anna blev begravet, nåede slægtningene ikke at komme, og økonomisk fik jeg ingen hjælp. De sagde, at de knap nok kunne holde enderne sammen. Nu kom de med ferieplaner, som for mig var en dyr fornøjelse.
Dette år indså jeg, at jeg har mange slægtninge, at de elsker mig og savner mig. Selv gamle klassekammerater begyndte at skrive, rose mig og bede om besøg.
Jeg blev træt af deres hykleri. Jeg skrev på de sociale netværk, at det var min uskyldige drøm eller løgn, alt efter, hvad man vil kalde det. Jeg lagde et billede af den gamle skur ud og fortalte, at jeg havde mistet alle pengene fra forældrenes hus og kun kunne købe den lille skur. Jeg skrev, at jeg glædede mig til besøg, så de måske kunne hjælpe med at reparere huset. Når jeg gjorde det, forsvandt slægtningene og vennerne igen. De havde vigtige ærinder og viste sig at være så fattige som kirkemus.
Nu sidder jeg på stranden, soler mig, og tænker på, om jeg skal lægge billeder op på min side. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke vil vifte med en rød klud foran en tyr for at vække misundelse. Måske vil jeg næste år dele et billede af det rigtige hus, så jeg kan se, hvad der foregår i min familie.
Personlig lektie: Man skal ikke stole på dem, der kun dukker op, når de kan få noget gratis. Sand loyalitet viser sig i de svære tider, ikke i feriens solskin.
