Du springer rundt i verden som en dansk ged

Du hopper rundt i verden, som en ged.
Vi kommer til at lave så vilde ting sammen, Tove, du skal bare se Alma viftede med armene, mens hun sad på vindueskarmen i kollegiet. Du i din rådgivning, mig i marketing, og så bum åbner vi vores eget bureau. Alt det venter os forude!
Tove løftede hovedet fra noterne og grinede, sendte den tunge fletning bagud.
Alma, eksamen er om en uge, og du planlægger allerede en imperium.
Og hvad så, må man ikke drømme? Alma hoppede ned fra karmen og satte sig ved siden af på den gamle, nedslidte sofa. Seriøst, Tove. Vi er ikke som alle de høns fra holdet. Vi tænker. Vi skal nok få succes.
Tove lagde kuglepennen fra sig og betragtede veninden rodet hår, falmet t-shirt, men en glød i øjnene. Og netop i det øjeblik troede hun ubetinget på hende.
Vi klarer det, selvfølgelig klarer vi det sagde hun stille…
Ti år gled forbi som et suk…
…Tove kæmpede sig gennem årene. Praktik i en international virksomhed, søvnløse nætter med rapporter, business-engelsk om morgenen, kinesisk i weekenderne. Konferencer, netværk, nye kontakter. Hun steg op trin for trin, skurede albuer og knæ, men stoppede aldrig. Som trediveårig bar Tove jakkesæt i italiensk uld, fløj til Tokyo for forhandlinger og kunne ikke huske, hvornår hun sidst græd af udmattelse der var simpelthen ikke tid.
…Alma mødte Viktor på tredje semester. Han arbejdede som mekaniker, duftede af benzin og stirrede på hende, som var hun den eneste kvinde i universet. På fjerde semester blev Alma gravid, på femte droppede hun ud. Marketingbureauet opløstes mellem datterens første tænder og anden fødsel. Nu var hendes imperium en treværelses lejlighed i Brøndby, hvor hun slyngede med gryder, barneskrig og den evigt utætte vandhane.
De mødtes stadig dog sjældnere og sjældnere.
Tove bragte gaver fra sine rejser: et silketørklæde fra Milano, et sæt te fra Yunnan-bjergene. Hun viste billeder fra Kyoto-templer, fortalte om forhandlinger med japanske partnere.
De siger aldrig noget direkte, ville du tro? Alt med hints og nuancer. Jeg brugte tre måneder på at lære deres etikette, bare for ikke at dumme mig til første møde.
Alma nikkede, rullede teposen mellem fingrene og sagde ingenting. Sukkede derefter tungt.
Du har det godt. Mikkel har igen slæbt en virus med hjem fra børnehave, Viktor forsvinder på arbejdet, penge mangler stadig…
Tove vidste ikke, hvad hun skulle svare. En mur voksede mellem dem af forskellige liv, sprog, dufte hendes parfume til 1500 kroner mod Almas vaskepulver.
…På Almas fødselsdag ankom Tove direkte fra lufthavnen. Marineblåt jakkesæt, hæle, styling fra lounge. Hun gled ind i selskabet, lo, fortalte om det nye projekt, fangede mændenes blik og kvindernes respekt.
Alma sad i hjørnet…
Kjolen var gammel, den fra Viktors firmafest for tre år siden. Håret samlet i en hurtig hestehale hun havde ikke haft tid til føntørring, Mikkel havde været umulig til morgen. Hun så, hvordan Tove strålede midt i stuen, hvordan alle lyttede, og langsomt voksede noget mørkt, klistret og bittert i hende.
Det var ikke misundelse.
Det var værre…
Tove gik ud i køkkenet efter vand og frøs på tærsklen. Alma stod ved vinduet, knugede vinglasset og stirrede ud i natten med tomme øjne.
Alma, hvad laver du her alene? Tove gik hen og lagde hånden på hendes skulder. Kom med ind, Nadja har netop taget kagen frem.
Alma rykkede på skulderen og fjernede Toves hånd.
Gå nu ind. De venter på dig.
Tove rynkede panden, men gav ikke op. Hun hældte vand op, tog en slurk og begyndte forsigtigt:
Jeg har længe tænkt på det… Du savner jo dit arbejde, det kan jeg se. Vi har en stilling i firmaet, begynder-niveau, men med potentiale. Jeg kan tale med HR, få dig ind i praktik, og så…
Glasset ramte bordet, vinen flød ud som en blodrød pøl.
Praktik? Til mig? Alma vendte sig, og Tove trak sig væk fra hendes ansigt. Mig? Praktik?
Alma, jeg ville bare hjælpe…
Hjælpe? Alma grinede, men latteren skar ondt, sprukken. Hører du dig selv? Store Tove Nielsen nedværdiger sig til sin sølle veninde, vil gøre mig den tjeneste. Tak for nåden!
Du misforstår Tove forsøgte at forblive rolig. Jeg ser jo, du ikke trives, at du vil mere, og tilbyder et forslag.
Har jeg bedt dig om det? Alma trådte frem, og Tove trådte uvilkårligt tilbage. Du er forandret, Tove. Før var du normal, nu… er du stolt, overlegen. Du ser ned på alle med dine Tokyo, jakkesæt og jetlag.
Det er ikke rimeligt.
Uretfærdigt? Alma skreg, og nogen så ind fra stuen, men forsvandt straks. Er det retfærdigt, at du skal flagre din perfekte liv? Hver dag på Instagram look, jeg flyver, look, jeg konfererer, look, min smoothie til femhundrede kroner! Tror du, det er sjovt at se på?
Tove blev så rystet, hun næsten ikke kunne trække vejret…
Jeg deler bare glæde, Alma. Det er normalt.
Glæde? Alma fnøs. Du praler bare! Du viser alle, hvor dygtig du er, og vi andre er så tabere. Rigtige kvinder har familie og børn som trediveårige, og du? Du hopper rundt i verden som en ged, ingen mand, ingen børn. Tomblomst!
Det ord skar dybt, i det allermest sårbare.
Jeg har arbejdet hårdt Tove tvang stemmen til ro. Jeg sled igennem nætter, mens du så serier. Jeg lærte sprog, mens du lavede frikadeller. Det var mit valg, og jeg har ret til det.
Ja, slip det! Du trampede på folk, det gjorde du. Tror du ikke, jeg ved, hvordan du udkonkurrerede Mette? Egoist! Alt har altid kun handlet om dig!
Tove tav og betragtede denne tidligere veninde. De skælvende læber, de røde pletter på kinden, den dybe, årgamle vrede, der endelig var sluppet løs.
Og pludseligt blev det hele klart. Klart til kvalme.
Det er ikke mig, du hader, Alma sagde Tove stille. Du hader dig selv. Fordi du ikke turde tage chancen, fordi du gav op. Og nu er det lettere for dig at tro, jeg er slem, end at indrømme du bare var bange.
Alma blev bleg.
Gå nu!
Jeg går allerede Tove satte glasset fra sig og gik mod døren. Farvel, Alma. Og held og lykke i dit hyggelige bo.
Tove tog tasken fra knagen og skubbede døren op. Kold regn piskede mod ansigtet, men hun rørte sig ikke, trådte ud i det grå slør.
Hælene klaprede mod den våde asfalt. Det fine jakkesæt blev gennemblødt, hang koldt på ryggen, mascara løb garanteret, men hvad betød det nu. Tove gik mod metroen, og for hvert skridt blev vejrtrækningen lettere.
Underligt hun havde forventet smerte. Hun havde troet, savnet ville ramme for de femten års venskab, for pigen med gløden på kollegievinduet, for fælles drømme. Men der kom kun lettelse, mat og lidt skamfuld.
Venskabet døde ikke i dag. Det visnede langsomt, år efter år, samtale efter samtale. Hver gang Tove delte glæde, og kun fik sammentrukne læber. Hver gang hun fortalte om planer, og Alma himlede med øjnene. Hver gang hun prøvede at trække veninden op, og Alma holdt fast og trak hende ned.
Tove gik ned i metroen og satte sig på en tom plads, ignorerede de våde mærker hun efterlod. Hun fandt sit spejl frem, så på spejlbilledet løbet mascara, rodet hår, røde øjne. Hun smilede kort og lagde spejlet væk.
I morgen står hun op klokken seks, lægger håret, tager et nyt jakkesæt på og tager på arbejde. For livet stopper ikke på grund af andres misundelse…
En måned senere blev Tove kaldt op til administrerende direktør. Hun trådte ind, klar til hvad som helst nyt projekt, kritik, endnu et maraton af forhandlinger. Men direktøren, Jens Sørensen, rakte hende bare en mappe med dokumenter, og Tove læste første side hurtigt.
Udnævnelse til regionsdirektør for Asien.
Årskontrakt i Singapore.
Du har gjort dig fortjent, Tove Nielsen sagde han. Bestyrelsen var enig. Afgang om tre uger, kan du nå at forberede dig?
Tove løftede blikket og nikkede.
Det kan jeg.
Hun gik ud af kontoret, og lod sig stå et øjeblik i den tomme gang. Udenfor faldt november-solen, kastede guld og blod på himlen. Et sted i Brøndby lavede Alma nok aftensmad og klagede over verdens uretfærdighed.
Men Tove pakkede til Singapore.
Og aldrig, ikke en eneste gang, fortrød hun sit valg.
Som man siger man høster som man sår.