Kære dagbog,
I dag var som en storm af følelser, der løb gennem den gamle gård i udkanten af Randers. Jeg sad ved vinduet, så ud på den snedækkede indkørsel, hvor en sort, snavset hund sprang frem som en skygge fra fortiden. Jeg greb bedstefars ærme og råbte: Bedstefar, se! En hund!
Han, Poul Andersen, sukkede og trak sine uldne hjemmesko på, mens han mumlede: Den lortehund igen. Den har gået på rundt i tre dage. Gå væk fra her! Med en knugende bevægelse svingede han sin stok. Hunden sprang tilbage, men løb ikke væk. Den stod blot fem meter væk og stirrede på os, helt tavs.
Jeg trak ham ned fra stolen og sagde: Bedstefar, lad den være! Den er sikkert sulten og frossen. Han rystede på hovedet: Jeg har nok af mine bekymringer! Den kan bringe lopper og sygdom. Gå væk! Hunden viftede med halen, gik ind i skuret og så ud som om den ville give op, men da Poul forsvandt ind i huset, vendte den sig om og kom tilbage til porten.
Det er kun seks måneder, siden jeg mistede mine forældre i en bilulykke. Jeg har boet hos bedstefar siden da. Han tog mig ind, selvom han aldrig har haft meget med børn at gøre. Stille, rolig, hans eget tempo. Men jeg har ofte ligget vågen om natten og tænkt på, hvornår mor og far vender tilbage, selvom jeg ved, at det aldrig sker.
Efter frokost, mens bedstefar nussede sig i sofaen foran fjernsynet, sniggede jeg mig ud i gården med en skål med resterne af min suppe. Kom her, Ziggy, hviskede jeg, det er mit navn til dig. Er det ikke et fint navn? Hunden kravlede forsigtigt frem, slikkede skålen ren, lagde hovedet på poterne og så på mig med en taknemmelig, trofast blik. Jeg strøg den og sagde: Du er så god, Ziggy, så rigtig god.
Siden den dag har Ziggy ikke forladt huset. Den holdt vagt ved indgangen, fulgte mig til skole og ventede på mig, når jeg kom hjem. Når bedstefar gik ud, lød hans brøl i nabolaget: Igen du! Hvor mange gange kan du gøre det?!
Ziggy svarede kun med et klynken, som om den forstod, at bedstefar knurrede, men ikke ville bide. Naboen, Søren Mikkelsen, stod ofte ved hegnet og så på os. En dag sagde han til mig: Poul, du jager hende forgæves. Hvorfor? Jeg har brug for en hund, så jeg kan slappe af! svarede han. Måske har Gud sendt hende til dig af en grund, indskød Søren. Poul trak på skuldrene, men sagde ingenting.
Ugen gik, og Ziggy holdt stand ved porten, uanset vejret. Jeg sneglede mig ind med mad, mens Poul så ud til at ignorere mig. En aften bad jeg ham om lov til at sætte Ziggy i stalden: Der vil være varmere. Nej, aldrig! slog han med næven på bordet. Der er ingen plads til dyr her! Jeg trak vejret dybt, men svarede ikke.
Om natten kunne Poul næsten ikke falde i søvn. Da morgenen kom, så han ud af vinduet og så Ziggy ligge i en lille hule af sne. Snart vil hun give ånden til Gud, tænkte han, og en mærkelig følelse gik gennem ham.
Lørdag gik jeg ud på den frosne sø for at stå på skøjter. Ziggy fulgte mig som altid, men holdt sig på bredden og så på mig. Se, hvad jeg kan! råbte jeg og løb ud på isen. Isen knækkede og jeg faldt gennem. Det kolde vand trak mig ned, jeg kæmpede og gispede, mens lyden af min stemme druknede i bølgerne. Ziggy stod stille et øjeblik, så sprang den mod huset.
Jeg hørte den velkendte knurren af Poul, der hakkede brænde. Da han så mig kæmpe, løb han ud med en lang stang i hånden. Hold fast! råbte han, greb min jakke og trak mig op på bredden. Ziggy løb rundt, gøede og pep som om den havde set et mirakel. Da jeg blev trukket op, var jeg blå og kulsort af kulde. Poul tørrede min pande, bad til alle helgenerne og sagde: Bedstefar, hvor er Ziggy?
Ziggy sad ved siden af mig, rystende, men stadig med livet i sig. Den er her, pustede Poul, her. Efter hændelsen ændrede det sig noget. Poul råbte ikke længere på Ziggy, men han lod den stadig ikke komme indenfor.
Hvorfor? spurgte jeg ham. Den reddede mig! sagde jeg. Den kan ikke blive her. Der er simpelthen ikke plads. Han svarede med et heftigt: Det er sådan, jeg har gjort det i al min tid! Han så ud til at være vred på sig selv, men også forvirret.
Søren kom forbi med en kop te og smagte på småkager. Hørte du, hvad der skete? spurgte han forsigtigt. Ja, mumlede Poul. En god hund. Den skal passes på, svarede Søren. Den er værd at passe på. Jeg kunne mærke, at Søren så på mig med medfølelse og sagde: Du har givet den et liv, Poul. Gør den værdig.
Vinteren blev hårdere, sneen faldt i store flader, og Poul måtte feje de uendelige snesmasser hver morgen. Ziggy holdt vagt ved porten, tynd som et skelet, pelsen faldt af, men den gik aldrig væk fra sit post.
Jeg trak i hans ærme: Bedstefar, se på hende, hun er næsten død. Han rystede på hovedet: Den valgte selv at være her. Ingen tvang. Jeg kunne mærke tårerne presse på, men han sagde: Det er nok. Det er for meget snak om den lille hund. Jeg holdt mund og gik ind i mit værelse, mens han sad ved avisen og gnubbede på bordet.
Sneen hvirvlede omkring huset som en vild juleskurk. Jeg lå vågen, mens vinden hyllede gennem skorstenen. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde kaldt den Ziggy og hvordan den havde reddet mig. Det er kun min skyld, sagde jeg i mig selv, at jeg har holdt den her.
Morgenen efter stod sneen stille som et tæppe. Jeg så Ziggy ligge i en snedækket huller ved porten, kun ørerne og halen stak ud. Mine tanker gik i stå. Jeg gik ud, tog min jakke på, og løftede den forsigtigt. Øv, mumlede jeg, det gik alt for langt. Jeg skubbede sneen væk og så, at den stadig trak vejret, svagt men med liv.
Jeg bar hende ind i stuen, lagde hende på den gamle uldtæppe ved ovnen. Bedstefar? spurgte jeg, da han kom ind i døren i pyjamas. Hvad er der sket? sagde han. Hun frøs derude. Jeg tænker, at hun skal varme sig. Jeg fyldte en skål med varmt mælk og satte den ved hendes pote.
Ziggy løftede hovedet med en langsom åndedræt, så på mig med taknemmelighed. Jeg sad ved siden af hende, strøg hendes hoved og tænkte over, hvordan livet kan vende på hovedet på et øjeblik. Vi er en familie nu, sagde jeg stille til mig selv.
Til frokost sad Ziggy og slikkede mælk, og jeg så Poul kigge på os med et blik, der var både stolt og forvirret. Han sagde: Dette er kun midlertidigt. Når hun er stærk nok, kan hun gå udenfor igen. Jeg smilede og vidste, at han mente det, selvom han stadig knurrede over den lille hund i hjørnet.
Om morgenen stod jeg op tidligt, så Ziggy ligge ved ovnen, vågen og påpasselig. Er du klar til at blive levende igen? spurgte jeg, mens jeg trak i mine bukser. Ziggy logrede forsigtigt med halen, som om den ville svare med et ja.
Efter morgenmaden gik jeg ud for at se på den gamle ladestue ved siden af skuret, som har stået tom i ti år. Jeg råbte: Ziggy! Kom her! Hun løb hen til mig, men holdt sig væk fra Poul. Jeg gik ind i den gamle bygning, så lejemålens tag bristede og væggene rådne. Vi må reparere det, sagde jeg, mens jeg samlede planker og søm.
Ziggy sad ved siden af mig og så på, hvordan jeg arbejdede. Til frokost stod den nye tagkonstruktion frem, og jeg lagde en gammel tæppe indeni. Jeg placerede en skål med vand og mad ved siden af. Det er for Ziggy, sagde jeg. Hvem andet? svarede Poul. Den hører ikke hjemme her, men den skal leve som en hund. Jeg omfavnede ham og sagde: Tak, bedstefar! Han rystede på hovedet: Lad hende ikke blive en klagefugl. Det er kun midlertidigt, indtil vi finder et rigtigt hjem til hende.
Søren kom forbi og så den nye lille hytte. Jeg sagde jo, at hun var sendt af Gud, sagde han. Lad den være, det er en god gerning. Poul knurrede: Hold din Gud væk. Men han så ud til at smile lidt. Jeg så Ziggy snuse rundt i den nye hytte og følte, at vi endelig var en familie en ufuldstændig, måske mærkelig, men en familie.
Jeg skrev alt dette, fordi jeg vil huske, hvordan Ziggy kom ind i vores liv, hvordan hun reddede mig fra isen, og hvordan vores hjerter langsomt åbnede sig for hende, selvom bedstefar stadig var stædig. Måske en dag vil hun finde et rigtigt hjem, men indtil da vil hun altid have et lille hjørne ved min side.
Kærlig hilsen,
Rigmor.
