Jeg har en femårig datter, og som med alle børn vokser hun lynhurtigt ud af sit tøj. Skabet bugner med næsten nye kjoler, jakker, sko og andet, der kun har været brugt et par gange. Jeg er ikke typen, der gemmer børnetøj for nostalgiens skyld. En weekend satte jeg mig i ro og mag og gik systematisk alt hendes tøj igennem: Jeg sorterede det, der stadig var pænt og kunne bruges af andre, fra det, der var slidt, plettet eller ødelagt. Jeg nænner ikke at give ting videre, der ligner noget fra tekstilcontaineren, det er helt sikkert.
Jeg kom til at tænke på min niece min svigerindes datter, som snart fylder fire. Hun går ofte i meget praktisk og ensartet tøj, ikke fordi de mangler penge, men min svigerinde går ikke så meget op i den slags. Jeg sagde ikke noget, men samlede forsigtigt en god pose med pænt tøj kjoler, næsten nye sæt, en jakke, som min datter kun har haft på to gange, og et par næsten ubrugte sko. Alt blev vasket og foldet pænt. Jeg gav det til hende med et smil og sagde:
“Her, de passer ikke længere til Astrid, men måske din Alvilde kan få glæde af dem.”
Hun smilede, takkede, og jeg tænkte egentlig, at det hele var i den fineste orden. Men efter et par dage begyndte jeg at fornemme nogle mærkelige vibrationer. Min svigermor skrev til mig for at spørge, hvorfor jeg gør så meget ud af børnetøjet og åbenbart får familien til at føle sig utilpas. En af min mands kusiner kastede et særligt blik til mig til en familiefrokost og gav mig ikke sit sædvanlige hjertelige hej. Jeg forstod ingenting.
Senere hørte jeg gennem en anden af mine svigerinder, at moren til barnet havde fortalt, at jeg havde ydmyget hende ved at komme med “rester”, at jeg ville få det til at se ud, som om de var fattige i familien, og at jeg gjorde mig bedre end hende. Hun havde sågar sagt, at jeg kom slæbende med store poser for at vise, hvad jeg havde. Både vrede og sorg vældede op i mig for intet kunne være længere fra min hensigt.
Tingene eskalerede til et familiefrokost, da min svigerinde foran alle med et skævt smil sagde:
“Der er nogen, der tror, de hjælper, når de giver brugt tøj men måske føles det mere som en ydmygelse.”
Jeg åndede tungt. Min mand så på mig, min svigermor forblev tavs, og ingen sagde en lyd. Det gik op for mig, hvor de negative historier startede.
Jeg svarede roligt, men bestemt, at jeg kun havde givet tøj, der var fejlfrit, og at jeg netop havde sorteret alt det slidte fra. Hvis det opleves som fornærmende at modtage noget pænt, skal jeg lade være en anden gang. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville finde mig i at blive gjort til skurk, når alt jeg ønskede var at tænke på hendes barn.
Fra den dag ændrede stemningen sig markant. Svigerinden hilser kun af pligt, min svigermor prøver at forholde sig neutral men virker tydeligvis utilpas, og jeg sidder tilbage med en forstemt følelse. Det føles svært, at man gør noget i god tro og alligevel ender midt i et slagsmål, man aldrig gik og ledte efter.
Jeg har lært, at man i Danmark selv blandt familie kan træde nogen over tæerne, selv med det bedste udgangspunkt. Næste gang vil jeg huske at høre ad, inden jeg handler. Nogle gange er det bedste at give ikke tøj men valget.
