Jeg er nu syvoghalvtreds år gammel. Jeg har været gift med min mand i over tredive år, og hele den tid har jeg stået for vasketøjet, lavet mad til ham og sørget for, at vores familie havde det hyggeligt. Min mand og jeg har to børn, som jeg selv har opdraget og fulgt igennem deres skolegang. Så længe jeg kan huske, har jeg været som en hamster i et hjul altid i gang, altid på farten. Jeg har altid haft flere jobs på én gang, taget hver ekstra vagttime, bare for at sikre at vores børn aldrig manglede noget og kunne klæde sig pænt ligesom de andre børn.
Igennem hele vores ægteskab har min mand aldrig arbejdet hårdt, og efter han ramte pensionsalderen, blev han bare hjemme og stoppede helt med at arbejde. Jeg fortsætter med at gå på arbejde, hjælper vores børn med deres egne børn, og står stadig for alt husarbejdet.
Jeg har gentagne gange bedt min mand om at tage et job, bare som nattevagt, men han siger, at det går fint uden hans løn og han er ikke dum, han vil bare spise! Jeg har nærmest ingen tid til at lave mad. Nogle gange kommer jeg hjem, og så har han spist alle de gode ting og efterladt mig suppen.
En dag talte jeg med min veninde om det, og hun foreslog, at jeg skulle lave mad separat: han af de billige varer, og mig af de gode. Da jeg kom hjem, sagde jeg til ham, at lægen havde sagt, jeg skulle på en særlig diæt, så han skulle lade være med at tage min mad.
Nu gemmer jeg de gode sager i klædeskabet, og når min mand går ud i garagen, drikker jeg en kop te og spiser lidt chokolade. Pålæg og ost gemmer jeg bagest i køleskabet, og når han ikke ser, spiser jeg det selv. Vi har to køleskabe: i det ene er der dagligvarer, i det andet står syltekrukkerne og det er også dér, jeg gemmer mine hemmelige forsyninger.
Du ved hvordan danske mænd er de kan ikke finde noget, hvis det ikke står lige foran dem. Til mig selv køber jeg økologisk kalkunkød og laver dampede frikadeller, mens han får svinekød købt på tilbud, krydret med lidt ekstra, så han ikke brokker sig. Jeg køber ham den billigste pasta, som koster få kroner, og til mig selv tager jeg kvalitets pasta lavet af durumhvede.
Jeg synes ikke, det er forkert, og jeg føler ikke jeg gør noget galt. Hvis han ønsker at spise godt, kan han selv tage et job og ikke bare sidde og dovne. Jeg synes, det giver ingen mening at blive skilt nu, hvor vi er oppe i alderen, og vi har både hus og hjem sammen, så hvorfor dele det hele?
Efter et langt liv sammen har jeg lært, at man ikke skal miste sig selv for andre. Det er vigtigt at passe på sig selv og glædes over de små ting selvom det bare er en kop te og et stykke chokolade, gemt væk. Livet handler ikke om at ofre sig til punkt og prikke, men også om at finde sine egne glæder og balancer, så man kan leve godt, selv når dagligdagen er travl og rollerne ikke altid er lige.
