Du hopper rundt i verden som en ged

Du farer rundt i verden som en dansk ged
Vi skal lave de vildeste forretninger sammen, Ane, bare vent og se, Signe fægter med armene, siddende på vindueskarmen på kollegieværelset. Du vil i rådgivning, jeg går ind i marketing og så, bum, vores eget bureau! Det hele ligger for fødderne af os, du!
Ane løfter hovedet fra notaterne og griner, hendes tunge fletning svinger tilbage over skulderen.
Signe, vi har eksamen om en uge, og du bygger allerede imperier.
Hvad, må man ikke drømme lidt? Signe springer ned fra karmen og smider sig på den slidte seng. Seriøst, Ane. Vi er jo ikke som alle de høns, der render rundt på vores årgang. Vi er kloge. Vi skal nok klare det!
Ane lægger pennen fra sig og ser på veninden rodet hår, en falmet t-shirt, men med et blik der kunne brænde igennem væggen. Og lige i det øjeblik tror Ane på hende, fuldstændigt.
Klarer det, det gør vi siger hun stille…
Ti år forsvandt som en brise…
…Ane kæmpede sig igennem de år. Praktik hos et internationalt firma, søvnløse nætter over rapporter, business-engelsk hver morgen, kinesisk i weekenden. Konferencer, netværk, connections i alle retninger. Hun kravlede op, rev sine albuer og knæ til, men stoppede aldrig. Da hun fyldte tredive, gik hun i italienske jakkesæt, fløj til Tokyo på forretningsrejse og kunne ikke engang huske sidste gang hun græd af træthed der var simpelthen ikke tid.
…Signe mødte Viktor på tredje semester. Han var mekaniker, lugtede af olie og kiggede på hende som om hun var den eneste kvinde i universet. Fjerde semester: gravid. Femte semester: dropper ud af uni. Marketingbureauet blev opløst et sted mellem datterens første tænder og barn nummer to. Nu var hendes lille imperium en treværelses lejlighed i Vanløse, hvor hun styrede gryder, børnehumør og en evigt dryppende vandhane.
De sås stadig sjældnere og sjældnere.
Ane havde altid gaver med fra forretningsrejser: en silketørklæde fra Milano, bjergte fra Yunnan. Hun fiskede billeder frem fra tasken, viste templer fra Kyoto, fortalte om japanske forhandlinger.
De siger aldrig noget direkte, tror du på det? Alt er hints, nuancer. Jeg brugte tre måneder på deres etikette for ikke at lave en brøler fra start.
Signe nikker, drejer teposen i hånden og tier. Så sukker hun tungt.
Det må være skønt. Herhjemme har Mikkel slæbt endnu en virus med hjem fra børnehaven, Viktor forsvinder på arbejde, penge mangler altid…
Ane aner ikke hvad hun skal svare. Det er som en mur af levevilkår, af forskellige sprog og lugte hendes parfume til 1500 kroner mod Signes børnepulver.
…Til Signes fødselsdag kommer Ane direkte fra lufthavnen. Mørkeblå jakkesæt, stiletter, frisuren fikset i SAS lounge. Hun glider ind, griner, fortæller om nye projekter og fanger både mænds blik og kvinders respekt.
Signe sidder i hjørnet…
Kjolen er gammelt, det som hun brugte til Viktors firmafest for tre år siden. Håret trukket tilbage i en simpel hestehale der var ikke tid til føntørring med Mikkel, der lavede ballade hele morgenen. Hun ser hvordan Ane stråler midt i rummet, hvordan alles opmærksomhed samler sig om hende, og noget mørkt og klistret vokser langsomt indeni. Det er ikke misundelse. Det er værre…
Ane går ud i køkkenet for at hente vand og standser. Signe står ved vinduet, krampagtigt holdende om rødvinsglasset, øjnene stirrer tomt ud.
Signe, hvorfor står du her alene? Ane nærmer sig og lægger en hånd på Signes skulder. Kom med ind, Nadja er lige på vej med kagen.
Signe ryster hendes hånd af sig.
Gå nu ind. De venter på dig.
Ane rynker brynene men beslutter ikke at give op. Hun skænker et glas vand, tager en tår og starter forsigtigt:
Hør, jeg har længe tænkt på… Du savner jo at arbejde, det kan jeg se. I vores firma er der en stilling den er junior, men den har potentiale. Jeg kan tale med HR, så du kan få en praktikplads, og så…
Glasset rammer bordet med sådan en kraft at vinen sprøjter ud.
Praktikplads? Til mig? Praktik?
Signe, jeg ville bare hjælpe…
Hjælpe?! Signe ler, men det er en ond latter, sprukken. Hører du dig selv? Den store Ane Kristensen nedværdiger sig til sin sølle veninde, vælger at vise lidt nåde. Tak for dén!
Du misforstår, Ane forsøger at holde sig rolig. Jeg ser, du har det skidt, du vil noget mere jeg ville bare vise en vej.
Spurgte jeg dig? Signe tager et skridt mod hende, Ane træder uvilkårligt tilbage. Du har jo ændret dig, Ane. Du plejede at være normal, nu… En diva. Ser ned på alle fra dine Tokyo-ture og fancy jakkesæt.
Det er ikke fair.
Fair?! Signe råber så nogen kigger ind fra stuen, men smutter hurtigt igen. Er det fair, at du altid skal flashe din perfekte tilværelse? Hver dag på Instagram her er jeg i flyet, her er jeg på konferencen, her er min smoothie til 80 kroner! Hvordan tror du det føles at se på?
Ane er så chokeret at hun næsten ikke kan få vejret…
Jeg deler bare glæde, Signe. Det er helt normalt.
Glæde? Du blærer dig bare! Vil vise alle hvor succesrig du er, mens vi andre er tabere. De fleste kvinder på din alder har børn og familie og dig? Du farer rundt i verden som en dansk ged, uden mand, uden barn. En tom blomst!
Det ord rammer dybt, et smerteligt sted.
Jeg har arbejdet for det, Ane kæmper for at holde stemmen rolig. Jeg slæbte mig igennem nætterne mens du så Netflix. Jeg lærte sprog mens du lavede frikadeller. Det var mit valg, og det har jeg ret til.
Åh, hold nu op! Du trampede på folk for at komme frem. Jeg ved godt, hvordan du fik Maries job. Egoist! Det handler altid kun om dig!
Ane tier, stirrer på sin gamle ven de rystende læber, den røde plet på kinden, den indestængte bitterhed, der endelig slap ud.
Og så går det hele op for Ane. Med væmmelse, med kvalme.
Det er ikke mig, du hader, Signe siger Ane lavt. Du hader dig selv. For at du ikke turde tage en chance. For at du gav op. Det er nemmere at se mig som den slemme end at indrømme du bare var bange.
Signe bliver helt bleg.
Gå!
Det gør jeg, Ane sætter glasset fra sig og går mod døren. Farvel, Signe. Og held og lykke med dit hyggelige parcelhusliv.
Ane griber tasken, puffer yderdøren op. Regnen pisker hende i ansigtet, men hun rykker sig ikke hun træder ud i det grå danske slør.
Hælene slår mod våd asfalt. Det dyre jakkesæt klistrer, mascaraen løber garanteret ned ad kinden, men hvad gør det nu. Ane går mod metroen, og det bliver lettere at trække vejret for hvert skridt.
Hun havde forventet smerte. En bølge af sorg over femten år med venskab, over den pige med ild i øjnene på kollegiets vindueskarm, over de fælles drømme og evige planer. Men der kommer kun lettelse stille, lidt pinligt lettelse.
Deres venskab døde ikke i dag. Det slukkede langsomt, år for år, samtale for samtale. Hver gang Ane delte glæde, og fik tilbage stramme læber. Hver gang hun fortalte om planer, og Signe himlede med øjnene. Hver gang hun prøvede at løfte Signe op, og blev hevet ned med.
Ane tager metroen, sætter sig hun bemærker ikke de våde mærker hun efterlader. Hun trækker et lille spejl op af tasken, ser mascaraen på kinden, håret ruflet, røde øjne. Hun griner, lægger spejlet væk.
I morgen står hun op klokken seks, får styr på håret, tager et nyt jakkesæt på, og tager på arbejde. Fordi livet ikke stopper på grund af andres misundelse…
En måned senere bliver Ane kaldt ind til direktøren. Hun træder ind, parat til alt nyt projekt, kritik, forhandlingsmaraton. Men direktør Thomas Petersen rækker hende bare en mappe, og Ane skimmer siden.
Udnævnelse til regionaldirektør for Asien.
Årskontrakt i Singapore.
Det har du fortjent, Ane Kristensen, direktøren læner sig tilbage. Bestyrelsen stemte enstemmigt for dig. Du flyver om tre uger kan du nå at forberede dig?
Ane kigger op og nikker.
Det kan jeg.
Hun går ud, krammer mappen mod sig og lader sig stå et øjeblik i den tomme gang. Udenfor går solen ned over København og maler himlen i guld og rød. Et sted i Vanløse står Signe nok og koger pasta og brokker sig til Viktor.
Men Ane pakker til Singapore.
Og aldrig ikke en eneste gang i hele livet har hun fortrudt sit valg. Som vi siger herhjemme: Man kan ikke lave om, hvor man har lært at bygge.