Hvorfor er du kommet, Rigmor? Moren holdt døren på klem, stemmen flad og næsten gennemsigtig. Hvordan skal jeg nu se folkene i øjnene? Du er ikke min datter længere. Først nu var sladderen ved at gå i sig selv, men din far og jeg har ikke kunnet købe ind i Brugsen i et halvt år. Hvorfor kom du hertil? Hva?
Hvem er det, Anna?
Din datter, den ældste.
Ingrid?
Faren åbnede de solide egetræsdøre, så hængslerne sang lavt. Rigmor stod målløs, betuttet ved trappestenen.
Du kan bare gå, hvorhen du vil, jeg vil ikke se dig her. Åh, endda med mave.
Hun tav, stirrede på sine støvlers snuder under den sorte pandehår, håbefuld. Hun regnede med, at forældrene til sidst ville tage imod hende. Hvor skulle hun gå ellers? Kæresten var væk, og jobbet på bageriet havde sagt hende op, lige da hun fortalte om barnet. Hun havde ingen penge til værelset, hun lejede. Uden kroner, intet tag. Hun var blevet så bange.
Ved trappetrinet måtte hun stoppe op, holde om maven.
Du kan ikke røre mig, moren vendte sig væk.
Så blev døren lukket i bag hende.
Rigmor skyllede sammen inde i sig, for ikke at bryde ud i gråd. Hun tog sig sammen. Barnet derinde snurrede og kørte rundt, mærkede hendes uro. Sådan var hjemkomsten
Sne knasede under læderstøvlerne, lyden blød og medfølende. Rigmor lukkede havelågen bag sig, kastede et blik mod køkkenets vindue, hvor lyset skinnede gennem et solbleget gardin, trukket helt sammen.
I den lille lokale købmand var der lunt. Indeni lugtede det af kaffe, brød, og alder. Rigmor gik ind, så sig om intet ændret. Til højre en disk, fru Madsen bag ved, venstre to glasmontre og et skab, malet svensk blå, med hængelås.
Et franskbrød, tak, Rigmor talte sine enlige kroner op.
Nå, så viste du dig, hva?
Rigmor løftede ikke blikket, gentog bare sagte:
Brødet, hvis jeg må.
Ja, ja, tag det. Ikke fordi jeg har lov til sådan noget, men mit job er jo bare at handle
Fru Madsen betænkte sig, men blev afbrudt af et ungt par, der trådte ind af døren.
Rigmor skubbede brødet ned i tasken, men den sprøde skorpe sprængte syningerne, næsten som om den ville ud og fortæres med det samme.
Fru Madsen begyndte at småsnakke med det unge par om deres seneste kunde, vendte hovedet diskret mod Rigmor, men lydene forsvandt, da hun hastede ud.
Sne begyndte at dale. Vinden lagde sig. Rigmor brækkede et stykke af brødet, lukkede øjnene. En bekymring mindre.
Hun gik om bag den lille butik, lænede sig mod væggen. Blev stående, brudte brødet i små bider med lukkede øjne. Det duftede af kælder, barndom og varme hænder.
Rigmor?
Hendes øjne slog op, fastlåst midt i drømmen.
Hej, sagde hun med brødet i hånden, da hun genkendte den ældre kvinde. Andres farmor, fru Berg.
Hvorfor står du her og gemmer dig?
Farmor Bergs blik gled ned ad maven.
Jeg har intet sted at gå hen. Mor og far ville ikke have mig.
Og ovre ja, der har du heller ikke slået rødder?
Rigmor trak på skuldrene.
Kom, sagde fru Berg. Intet mere.
Hun gik fremad, langsomt støttende sig til stokken.
Rigmor ventede et øjeblik, åndede ud, gik så efter. Tankerne var væk, kun træthed tilbage.
Der var ét lille hus på landsbyens yderste kant, det hus havde hun løbet forbi med Anders, dengang de havde deres skjulte sted ude ved engen. En enkelt gang havde Anders løftet hånden mod farmorens havelåge:
Hej, Farmor, jeg kommer forbi i morgen!
Goddag, havde Rigmor nikket, genert.
Farmor Berg havde kun mødt Rigmor en håndfuld gange, men glemt hende havde hun ikke, især efter det der skete. Nu ønskede Rigmor mere end noget at skrælle alt af sig skammen, fortiden, længslen efter et kys fra dengang alting var let
Hvorfor Nikolai begyndte at se på hende i niende klasse, anede Rigmor aldrig, knap nok da hun spurgte. Han kaldte hende ikke køn, hun var stille, ikke engang den bedste i klassen.
Men hun tog modet til sig, hun lod ham bære hendes taske. Venskabet blev pludselig større, de begyndte at tale om bryllup. Forældrene smilede, sagde:
Når Nikolai er hjemme fra tjeneste, så taler vi videre.
Begge familier begyndte at hamstre sylte og snaps.
Sådan mødte hun Anders, et tordenbrag midt i forårsluft.
Majsolen svitsede, da Rigmor gik hjem fra byen, hvor hun drømte om gymnasiet. Nikolai hjalp far på gården, så hun var alene på landevejen fra rutebilen.
Bag hende trillede mørke skyer, foran kun grønt græs, alléen var lang.
Det smældede, så Rigmor måtte dække hovedet med armene. Regnvæggen kom hastigt, skar landet i to. Intet læ. Hun rodede i tasken, viklede posen over hovedet, trykkede sandalerne under jakken.
Regnen ramte. Nogen greb hende. Hun snurrede rundt. En bilspand stod der, en ungersvend hev hende ind bag rettet.
Jeg har duttet og duttet, men du hørte slet ikke, råbte han gennem regnen. Det høvler jo ned. Blev du bange?
Hun turde ingenting svare.
Fyren hev en tør trøje op, skubbede den forsigtigt om skuldrene på hende.
Ta den, vær ikke nervøs. Jeg er også fra Rise, kan du ikke huske? Smedesønnen. Jeg hedder Anders, hviskede han tæt på. Hun blev ildrød.
Nu får du varmen. Har også en jakke, men den er beskidt Tog du rutebilen?
Ja
Jeg var i byen og hente reservedele. Hvorfor ryster du? Han smilede tøvende, rørte varsomt hendes skulder.
Hvad hedder du egentlig?
Rigmor.
Rigmor altså
Hvorfor kører vi ikke?
Skyen driver ind mod byen nu. Ellers skal vi køre i slud hele vejen. Vi venter lidt.
De fandt ro i stilheden. Det viste sig, Anders arbejdede med sin far på mejeriet, moren havde han mistet som barn. Enkelt liv. Ikke mere uddannelse, arbejdet fyldte dagene.
Ved huset takkede han hende.
Hun smilede tilbage, følte det som om de havde talt hele livet sammen.
Med Nikolai var det aldrig sådan. Hverken i armene eller i samtalen.
Resten af aftenen smilte hun, drømmende. Moren bemærkede det, men kunne ikke trække sandheden ud. Hver gang en bil rullede gennem landsbyen, kiggede Rigmor ud. Var det ham?
Hun længtes. Ville opleve følelsen igen.
Om aftenen kom Nikolai. Men nu kunne hun knap se på ham. Hun sagde, at det var tid til at slutte det.
Hvorfor? forstod han ikke.
Du skal ind, jeg skal i skole. Bedre vi slutter nu, måske finder vi sammen senere.
Nej, hvem skal vente på mig?
Hvorfor overhovedet?
Jeg har set dig siden niende Og nu!
Hun ville ikke mere, gik. Første gang hun så ham så vred. De øjne skræmte hende.
Næste dag kom Nikolais forældre. Raseriet var uden ende. Moren råbte, bebrejdede alle og alt. Rigmor forlod huset, gik gennem køkkenhave og til sidst gennem skovbrynet, langs landevejen.
Rigmor! Rigmor! lød det. Anders vinkede.
Hun stivnede. Så kommoden over hende, hun kunne ikke trække vejret. Hun gik hen, så løb hun. Stoppede ved siden af ham. Han stod der, så på hende.
Jeg syntes, jeg så dig Vil du køre med?
Nej. Derhjemme er slagsmål, jeg gik.
Hvorfor slås de?
Sluttede med Nikolai Jeg tænker kun på dig, forstår du
Det gør jeg også. Siden den dag. Jeg kom ikke før, troede du skulle giftes med Nikolai.
Der bliver intet bryllup.
Han bøjede sig, rørte hendes læber. Blidt. Krammede hende.
De stod længe, overbevist om at det hele nok skulle gå. Først da moren slukkede lyset i køkkenet, gik hun hjem.
Hvordan kunne du gøre det? Tre år sammen, og så siger du nej til ham. Kan man det?
Jeg elsker en anden. For alvor, Rigmor svarede højt.
Hva? og faren stak hovedet ud. Så skal jeg give dig kærlighed. Du kommer ikke udenfor indtil eksamenerne!
De forsøgte at holde hende hjemme, men det lykkedes ikke.
Hun traf Anders i hemmelighed, hver gang chancen bød sig. De havde et sted, hvor ingen kunne se dem.
Men en dag opdagede nogen dem. Snart sagde én det til Nikolai.
Han og Anders tørnede sammen, folk så dem. To gamle koner stødte ud, resten kiggede bare på de slåsende drenge ved åen.
Anders gled, snublede baglæns og der var intet under ham.
Hans far nåede lige frem, smed skoene, sprang i.
Rigmor! Rigmor, løb ned til åen Nikolai og Anders slås, han faldt i de siger, det var det! Oline, hendes klassekammerat, viftede ivrigt. Rigmor smed vandkanden fra sig, spurtede efter.
Ved åbredden vrimlede det med folk.
De har allerede ringet efter en ambulance, hørtes stemmer.
Der er intet at stille op. Nu får Nikolai problemer
Da hun nåede frem, kørte ambulancen væk. Hans far kørte selv efter i gamle Volvoen.
Hendes ben blev tunge, alt sortnede, hun sank i græsset og blev siddende.
Nå, fik du nok kærlighed!? Én ligger død, den anden kommer i fængsel! Nikolais mor stod over hende, hånden rystende.
Nej, nej, Rigmor hviskede.
Hun gik hjem og kastede sig på sengen.
Hvad er det du har gjort?! moren stormede ind. Hvordan kunne du?! Hvad skal vi gøre nu?!
Hun løb ud igen.
Rigmor pakkede sin taske, samlede papirer, småmønter, og gik ud i baghaven. En time senere sad hun i bussen mod Odense…
I det lille, rare hus for enden af landsbyen trådte Rigmor og farmor Berg ind, da mørket faldt og sneen dalede. Farmoren satte sig, pustede ud.
Mine ben mærker altid vejret før det kommer, hun trak støvlerne af.
Skal jeg hjælpe? spurgte Rigmor, og prøvede at bukke sig.
Nej, så bliver jeg bare doven! Jeg skal have gang i kroppen. Hvor langt er du henne?
Jeg skal føde i februar.
Så snart Anders barn? hun kiggede hende lige i øjnene.
Ja.
Sikker?
Jeg er ikke i tvivl.
Godt så. Jeg redder op, så ser vi i morgen.
To værelser var alt. Duften var kendt, flere gange havde Anders bragt hende farmormad. Rigmor kunne ikke sove, indtil en kat sprang op, lagde sig tæt ved maven. Hun kunne ikke skubbe den væk, gav op og faldt i søvn.
Hun vågnede til duften af dej.
Vil du ha med syltetøj eller kål i piroggerne?
Syltetøj, sagde hun og holdt om maven.
Anders sagde aldrig, hvad du hed… Alligevel, jeg hedder Marie, du kan bare kalde mig farmor Marie, lød det fra køkkenet, hun lo. Jeg kan høre, det er snart, kun en uge nu.
Hvorfor? Fire.
Nej, en pige har travlt med at komme ud, hun kan slet ikke vente.
Hvordan ved du det?
Mit hjerte siger det
Præcis en uge senere, som Marie havde sagt, gik fødslen i gang. Tidligt på dagen, og ved frokosttid kom en lille pige til verden.
Tak, Rigmor, smilede hun, holdt barnet.
For hvad?
For sandheden. Det er Anders datter. Jeg kan kende lillefingeren på venstre fod, den korteste i hele min slægt. Han bliver glad.
Hvem?
Anders, naturligvis.
Hvad? Rigmor satte sig op.
I morgen siger jeg det til ham.
Han lever? Han lever? tårene flød ukontrolleret.
Hun kunne ikke standse dem.
Vidste du det ikke, min pige? Han lever, svag men i live, Marie omfavnede hende.
Jeg må se ham, farmor Marie, jeg kan ikke lægge her, hvis han er hjemme. Er han her?
Ja, selvfølgelig. Spar kræfterne nu, for din datters skyld. Hun skal været rolig, så mælken ikke forsvinder. Du må ligge lidt. Nu VED du, han er her, han stikker ingen steder, lo Marie.
Hun græd og græd.
Kort efter tog Rigmor med Marie og babyen hjem til landsbyen. Marie kom tilbage med Anders far.
Se her. Katrine Andersdatter! Lyder det ikke?
Faren så ikke på Rigmor. Smilede, da han så pige og lillelæge.
Skrev I hende på Anders?
Selvfølgelig, Marie foldede svøbet ud og viste stolt tåen frem.
Tak, Rigmor. For barnebarnet. Jeg har ikke fortalt Anders skal vi tage af sted?
Ja. Jeg er klar.
Dine forældre ved, du har fået barn og bor hos os, de spurgte, hvornår de måtte komme, sagde Marie.
Senere. Ikke nu.
Ved trappetrinet tøvede hun.
Anders far gik først ind, tog skoene af, løftede barnebarnet og nikkede til stuen.
Rigmor gik varsomt, benene dirrende. Hun så ham. Han lå på sengen nær vinduet, kiggede i sin mobil.
Anders, rakte hun ud.
Han smilede. Rigmor satte sig ved siden af. Omsider græd hun, helt roligt og stille.
Så, far, tag imod din datter.
Hvad?! Hvilken datter?!
Din Katrine Andersdatter, blev det sagt stolt. Kan du lide navnet?
Marie og faren forlod stuen med pigen. Rigmor satte sig hos Anders og åndede ud.
Jeg vidste ikke, du levede Ingen sagde noget. Men nu går jeg ingen steder herfra.
Bliv. Jeg er lykkelig. Dig og vores datter. Her.
Og sneen blæste over landsbyen, tiden gik et sted udenfor vinduerne som i en drøm af barndommens dage og kærlighedens bløde skær.
