Det var engang, da jeg som ung pige vandrede langs Esrum Sø og så en vild gås sidde ved vandkanten, som om den bad om hjælp fra de forbipasserende.
Folk holdt sig langt væk, frygtende for at den måske ville angribe. Jeg kunne ikke stå og se på, så jeg gik hen til gåsen og prøvede at give den noget mad. Men den nægtede at spise; den syntes snarere at kalde på mig, som om den ønskede, at jeg fulgte efter den. Med et lille skub af mod satte jeg mig i den og gik den vej, den pegede mod.
Gåsen førte mig til en lille ø mellem stenene ved søen, hvor et gåsepind havde sat sig fast i en revne. Rundt omkring svømmede resten af familien, kalde på deres lille. Jeg løsnede forsigtigt den fangede kylling og satte den tilbage til de andre. Den lille gæs gik trygt tilbage til sine forældre, og familien svømmede væk i fælles flok.
Som tak for min hjælp dukkede de senere tilbage og samlede sig i min gård i udkanten af Silkeborg. Jeg havde intet imod deres selskab; jeg fodrede dem hver dag og sørgede for, at de altid var trygge. Over tid lærte jeg, hvor vigtigt det er at lytte til dem, som ofte bliver overset af andre.
Den daglige kontakt med gåsefamilien blev en fast del af mit liv. Om morgenen hilste de på mig med lystige kvækk, om aftenen eskorterede de mig til døren, og når jeg rejste ud for at hente brød fra byen, overlod de deres æg til mig i deres fravær.
Folk i landsbyen begyndte efterhånden at miste frygten for vilde gæs. Tværtimod kom de forbi for at se det usædvanlige venskab mellem en pige og en flok vilde fugle.
Således ændrede et møde ved søens bred ikke kun en lille gåsekyllings skæbne, men også min egen tilværelse den blev fyldt med omsorg, tillid og en rolig, sand lykke. Hver gang jeg nu passerer Esrum Sø, synes jeg at vinden hvisker et lystigt tak til mig.
