Jørgen, hører du dig selv? Skal jeg virkelig gå rundt med stor mave, når jeg er fyrre, bare for at rette op på fejlene fra din ungdom?
Hvorfor er det lige mig, der skal betale for, at du engang syntes, din garage var vigtigere end din egen søn? spørger Katrine med ægte undren i stemmen.
Kat, kan du ikke slippe det! presser Jørgen på. Jeg var dum dengang! Jeg forstod ikke, hvad jeg havde. Nu har jeg tabt alt, Sebastian regner mig ikke engang for sin far!
Og hvor tager han fejl? Katrine smiler bittert. I sytten år har han ikke haft en far, kun en værelseskammerat. Troede du, man bare kunne tænde og slukke for et barn, ligesom et fjernsyn, når du fik lyst til at lege far?
Jørgen ser mørkt ud og skuler. Den velkendte irritation blusser op i hans blik. Den, Katrine altid ser, når det handler om hans faderlige pligter.
Kat, nu stopper du. Det er for længst ovre. Giv mig nu bare én chance til, kræver han stædigt.
Så du kan lege lidt mere og så stikke af igen, og endnu et barn må vokse op uden far? Katrine folder armene over brystet. Nej tak, én gang er rigeligt for mig! Nej, Jørgen, det er ikke til diskussion.
Hans ansigt forvrænges af fornærmelse og vrede. Han kan ikke finde et svar, så han fnyser og begraver sig i sin telefon.
Skænderiet er slut. For nu. Men problemet er langt fra løst. Katrine føler sig tung om hjertet, ikke bare på grund af Jørgens urimelige krav, men mest af alt for sin søn, Sebastian.
Katrine var treogtyve, da Sebastian kom til verden. Hun husker stadig, hvordan hun stod udenfor Hvidovre Hospital, træt og lykkelig, med den lille, svøbte klump i armene.
Jørgen svævede over dem som en høg, forlod dem ikke et sekund, smilede lykkeligt, pakkede tæppet omkring babyen, kyssede Katrine på panden og tog indimellem Sebastian i armene med ærefrygt.
Han ligner mig! Med den samme lille hagegrube, sagde han med glød i øjnene. Nu er jeg far, Kat!
Jeg begynder først nu at forstå det. Jeg vil gøre alt for ham, sammen med ham! Gå ture, svøbe ham ind, lære ham at spille fodbold Jeg bliver den bedste far nogensinde, du vil se!
Katrine så på ham med samme glæde i blikket. Hun troede på hvert et ord. Hun var sikker: de ville få en perfekt familie fyldt med kærlighed, omsorg og fælles glæder.
Men virkeligheden viser sig, som så ofte før, mere prosaisk og hård
Det er nat. Hun vandrer frem og tilbage over stuegulvet med en skrigende baby i armene. Sebastian har ondt i maven, for tredje gang den nat. Jørgen vender sig utilfreds i sengen og trækker dynen over hovedet.
Kan du ikke få ham til at være stille! hvæser han lavt. Jeg skal tidligt op på arbejde!
Så går Katrine ud i stuen med tårer af afmagt og vugger Sebastian i timevis for at give Jørgen ro.
I weekenden, komplet udkørt af endnu en uge uden søvn, beder hun forsigtigt:
Jørgen, kan du ikke tage ham bare to timer? Jeg er ved at segne, jeg trænger sådan til bare lidt søvn…
Kat, kan vi ikke tage det en anden gang? Har nogle ting, gutterne kommer forbi med bilen, vi skal fikse.
Men jeg kan ikke mere
Du er stærk, min skat! Du klarer det. Jeg hjælper senere.
Han smækker døren. Katrine bliver ladt alene med sin styrke og de udmarvende pligter, og det der senere kommer aldrig.
Tiden går. Sebastian vokser. Katrine prøver at bygge en bro mellem far og søn. Hun går hen til Jørgen, der sidder henslængt og ser Superligaen i fjernsynet, og rækker ham Sebastian.
Vil du ikke lege lidt med ham? beder hun nu, ikke bare for sin egen skyld, men for familiens.
Jørgen tager Sebastian modvilligt, som om det var noget mistænkeligt. Holder ham udstrakt væk fra kroppen, mens han kigger på tvet henover sønnens hovede. Et minut, halvandet så sætter han Sebastian ned og vender tilbage til kampen.
Fem år senere sidder Sebastian på gulvet i stuen, bygger slot af klodser. Jørgen går forbi uden et blik. Sebastian ser heller ikke op han er vant til, at far ikke er til stede i hans liv.
Man kan ikke sige, at Jørgen er komplet uduelig: han tjener penge, hjælper indimellem med madlavning og rengøring. Men barndommen på Sebastian missede han. Så det er ikke mærkeligt, at Sebastian, nu hvor han er blevet ældre, ikke anser ham for sin far.
Hvordan går det i skolen, Bas? spørger Jørgen på et tidspunkt.
Øh fint. Det går nok, svarer Sebastian forlegent.
Håber du får gode karakterer? Du kan sige til, hvis du har brug for hjælp. Uddannelse er vigtigt, fortsætter Jørgen.
Jeg vil jo ikke have, du ender som havemand!
Nej, far, alt er fint, siger Sebastian og forsvinder hurtigt på sit værelse.
Vi kan tage på fisketur i weekenden, hvis du har lyst! råber Jørgen efter ham.
Men Sebastian svarer ikke mere. Og kun Katrine ved, at sønnen i aften skulle til skolefest, at han inviterede pigen fra parallelklassen, og hun sagde nej. Og at Sebastian slet ikke gider fiskeri.
Det står soleklart, at toget er kørt. Sebastian er ikke længere den lille dreng, der tørstede efter sin fars opmærksomhed. Barndommen, som Jørgen nu gerne ville hente tilbage, er væk for altid.
Da Jørgen endelig forstår det, vil han pludselig have en ny chance endnu et barn. Katrine, med minderne om alle de søvnløse nætter, nægter kategorisk.
Snart går snakken blandt familien.
Skat, jeg ved alt, Jørgen har fortalt mig det. Hør din mor: prøv nu med nummer to. Han er blevet voksen, forandret sig! Giv ham en chance mere. Det er sådan en lykke at få en lille igen!
Svigerinden blander sig også.
Hvis ikke du gør det, kan du jo miste ham, siger hun. Din mand drømmer om at blive far igen.
Hvis ikke du siger ja, gør en anden sikkert. Tænk nu over det. Jeres første flyver jo snart fra reden. Et nyt barn kan styrke ægteskabet og holde jer sammen, også når I bliver gamle.
Det gør ondt for Katrine at høre alt dette som om hendes liv og krop bare er genstand for byttehandel.
For dem er hun kun mor og hustru, aldrig den udmattede kvinde, som allerede har været vejen igennem, og præcis ved, hvordan det ender.
I desperation får hun en idé lidt absurd, men meget sigende. Hun finder Sebastians gamle kasse frem fra loftet, og graver et gammelt, men stadig funktionsdygtigt tamagotchi frem.
Den lille elektroniske kæledyr, som skal fodres, underholdes, plejes og passes. Da Jørgen kommer hjem fra arbejde, giver Katrine ham plastikægget med den lille grå skærm.
Hvad er det? spørger han forvirret og drejer gaven rundt.
Dit prøveforløb. Prøv nu bare at tage en tiendedel ansvar som far igen. Du skal passe det her legetøj hele tiden. Fodre, putte, gøre rent.
Det er næsten som en baby. Bare tryk på knapper. Hvis du fejler, bipper den. Hvis din tamagotchi lever efter et år tror jeg dig klar til et barn.
Jørgen griner først højt, tror det er for sjov, men ser hurtigt på hendes alvorlige ansigt, og latteren forsvinder.
Er du seriøs? Sammenligner du et rigtigt barn med dét der?
Start bare der. Kan du ikke engang klare det, så glem idéen om et barn.
Han smiler skævt, går ud fra det er let. Han putter tamagotchien i lommen.
De første tre dage vågner han troligt op om natten og fodrer det virtuelle kæledyr. På femtedagen bliver han sur, men fortsætter missionen. Efter en uge klager han over, at han ikke klarer sit arbejde pga. manglende søvn.
På ottendedagen, hjemme igen, smider han tamagotchien på bordet. Skærmen viser et kors. Han klarede det ikke.
Glemte at fodre, alt brændte sammen på jobbet, siger han og undgår Katrines blik.
Siden blev der ikke færre skænderier, men de blev mere afdæmpede. Stemningen var stadig iskold, men Jørgen pressede ikke så meget mere.
Tre år senere lægger livet tingene på plads. Sebastian, nu studerende på Københavns Universitet, tager sin kæreste, Freja, med hjem, og snart fortæller de, at de venter sig.
Jørgen forvandler sig igen. Hans begejstring kender ingen grænser. Han taler om anden chance, denne gang som morfar.
Han forærer de unge en dyr barnevogn, købt for opsparede kroner, vælter dem i sparkedragter og LEGO-klodser. Han sværger, at han vil være verdens bedste morfar: hjælpe, passe og gå ture.
Katrine ser det hele med sund skepsis.
Da barnebarnet endelig ankommer, gentager historien sig. I de første uger hjælper Jørgen faktisk, vugger barnebarnet og tager billeder. Men da nyhedens interesse lægger sig, forsvinder hans ildhu.
Da han får presset de unge til at flytte i en lejet lejlighed, har hjælpen reduceret sig til sparsomme, planlagte besøg kun i weekenden, når baby er nybadet, mæt og i godt humør.
Græder ungen, finder Jørgen altid hurtigt på noget: et opkald fra arbejdet, et vigtigt ærinde, eller at hans mor vil have hjælp i kolonihavehuset.
Katrine kommer de unge til undsætning. Hun ser det hele, ser sin søn og hans udmattede kæreste og ved, at hun tog den rigtige beslutning.
Sebastian er blevet til en empatisk og ansvarlig mand, der aldrig lader sin partner stå alene. Jørgen han er stadig den samme; han elsker bare idéen om faderskab, ikke meningen bag.
Del dine tanker i kommentarfeltet gjorde Katrine det rigtige? Skriv og smid et like!
