Jeg tager toget til mine forældres hus i en almindelig DSB-vogn. Jeg har den øverste køje, men det generer mig ikke det mindste. De nederste pladser er optaget af to kvinder. Jeg ville vente på konduktøren nede, men allerede da jeg begynder at klatre op, kigger den ene surt på mig.
Da jeg beslutter mig for at få lidt at spise, nægter de kvinder at lade mig komme til bordet. De har med vilje sat sig på hver side og drikker deres te i stilhed, så jeg ikke kan tage deres plads.
Må jeg lige tage en hurtig bid? spørger jeg.
Unge mand, du har billet til overkøjen. Har du sparet penge? Så kan du spise dér! Vi vil gerne sove og ikke have duft af mad omkring os. I øvrigt vil vi gerne have ro, siger den ene kvinde.
Jeg opdager hurtigt, at de ikke har tænkt sig at give sig. Så jeg redes min køje og kravler op med min kop nudler. Så snart jeg begynder at spise, rykker toget hele min frokost ender nede på den nederste køje.
Mine nudler havner overalt, også i den ene dames pæne hår. Lange nudelstrimler fylder hele kupéen. Jeg er lige ved at grine og græde samtidig.
Unge mand, har du ingen idé om, hvordan man spiser på et tog? Er det første gang du rejser med tog, eller hvad? Det er altså for galt! Den ene passagerer er rasende.
Det var altså ikke med vilje! svarer jeg og begynder at befri hendes krøller fra nudlerne.
Hele natten lugter der af stærke instant-nudler i kupéen. Selv konduktørerne undgår damen. Hun vil gerne vaske håret, men hvordan? Vi kører jo med et helt almindeligt tog, uden luksus.
Jeg sover meget fint, selvom sulten bliver hængende fra duften. Hvad kan jeg sige? Det er deres egen skyld!
