Hej, jeg skal fortælle dig om den aften, vi kørte ud til det gamle hus på udkanten af Ebeltoft, lige da himlen begyndte at blive blå, men endnu ikke var helt mørk. Bilen snøftede, lagde til, og så blev det skræmmende stille. Kun vinden legede med de tørre blade på gården og raslede i det høje græs.
Smukt, sagde Søren, mens han trak sin rygsæk ud af bagagerummet. Det er som en feriedestination for folk med stærke nerver.
For folk over fyrre, der ikke har råd til en ordentlig campingplads, tilføjede Kirstine og kneb øjnene sammen mod huset. Se bare på det her.
Huset så ud som om det var på vej til at falde sammen, men væggene stod i rette linjer. Taget var delvist dækket af mos, loftsvinduet var spærret inde fra indersiden, et vindue i stueplan manglede glas, og der var engang sat en plastfolie over åbningen, som nu knirkede i vinden.
Det er ren nostalgi, sagde Mikkel, da han smækkede døren på bilen. Husker du, hvordan vi løb herhen i skole? Om dagen var vi bange for at gå tæt på, men om aftenen føltes det, som om nogen stod ved vinduet.
Det var dig, der var bange, svarede Signe, mens hun rettede sit tørklæde. Jeg gik aldrig derind. Min mor jagtede mig hjem i mørket.
Søren lo. Han var 42 år, ryggen gjorde ondt af den lange køretur, og han kunne mærke pulsen slå i tinningen. Han tænkte på, hvordan de engang kunne gå derhen til fods fra den anden ende af landsbyen, skrige af grin, bære solsikkekerner og billig sodavand, uden at nogen klagede over ryggen.
Så, han klappede i hænderne, skal vi udforske stedet? Hvem er vores hoved-psykic?
Du, sagde Kirstine. Du fandt på idéen.
Det var faktisk Søren, der havde sat idéen i gang. Da de i gruppen snakkede om at finde et sted at tage på weekend, smed han en sjov besked i chatten med et billede af det forladte hus og teksten: Lad os gå på spøgelsejagt. Billedet fandt han i den lokale Facebook-gruppe, hvor folk snakkede om et tomt hus, der har stået tomt i årevis. Sjovt nok blev det den eneste realistiske planen. Ferieboliger var dyre, sommerhuse optaget, og en fjern slægtning til Mikkel hævdede, at huset juridisk set var ejet af ingen, så de kunne overnatte uden problemer.
Da de kom tættere på, stod der en fugtig, gammel træduft fra døren. Der var ingen låger; låsen var knust for længe siden. Søren skubbede døren med skulderen, den gav efter med et suk, og indeni faldt et lag af støv og spindelvæv.
Åh Gud, hviskede Signe. Det føles som om vi træder ind i andres liv.
Inde var det køligt, en muggen duft af gammelt træ, støv og gammel spartel. Søren trak vejret dybt, men hans hals knyttede sig. Gulvet gav efter under fødderne, men holdt. I entréen hang en slidt jakke på en spiker, under den lå rustne nøgler, og et par ensomme sko i forskellige størrelser.
Så er stemningen på plads, sagde Mikkel.
De gik ind i den store stue. Væggene var flåede af maling, nogle steder så man farverige, men slidte tapeter. I hjørnet stod en sofa med en flad madras, dækket af et gråt, støvet lag. Ved siden af var et bord med falmede, krøllede papirer.
Kirstine gik hen til vinduet og rørte ved rammen. Træet var ru, malingen skaller af.
Hvis vi alle bliver syge her, så dræber jeg dig, sagde hun til Søren med en ironisk tone.
Jeg har et førstehjælpskit, svarede han. Og vi sover jo ikke i telte.
Han prøvede at tale let, men huset pressede på ham. Det var bare et gammelt, forladt hus der findes masser af dem i Danmark men fordi det lå på kanten af deres barndom, virkede det ekstra personligt.
De slog sig ned. Mikkel og Signe fandt soveposer og oppustelige madras i bilen, Kirstine pakkede plastikservice, en termokande med suppe, sandwich og ost ud af tasken. Søren tjekkede om der var stikkontakter, og fandt én, der virkede. Han satte en lille lampe i, og en svag gul glød spredte sig på loftet.
Åh, civilisation, sagde Signe.
De spiste omkring bordet, og snakken gik hurtigt over til arbejde, børn, lån, nyheder. Latteren lød lidt højere end den burde, som om de prøvede at overdøve husets stilhed.
Hvem boede her egentlig? spurgte Kirstine, mens hun tog en bid af sin sandwich. Jeg kan kun huske, at de sagde, der var en galning.
Ikke en galning, svarede Mikkel. Bare en fyr, hvis kone døde, sønnen forsvandt, og han gik til sidder med sindssyge.
Er det din fantasi eller den officielle version? spurgte Søren.
Min far fortalte mig, at man ikke skulle gå ind, for ejeren var ond og ville bide jer. Så fandt de ham… Mikkel krøllede sig, mens han huskede. Eller så gik han selv… Bare en grim historie.
Signe sænkede blikket. Hun havde for nylig mistet sin mor, og begravelserne havde været tunge. De havde snakket i private beskeder, og hun hang sig fast i små detaljer for at holde sig samlet.
Så lad os åbne vores egen uhyrefestival, sagde han. Efter maden tager vi en rundtur i huset. Finder vi loftet, kælderen, et rum med blodige tegn. Den, der skriger først, vasker op.
Kirstine fnøs.
Selvfølgelig, du tænker bare på en undskyldning.
Da de havde spist og var blevet lidt varmere, tog de deres lygter og gik på opdagelse. Søren gik først. Korridoren var mørkere, lampen nåede ikke så langt. Væggene var flåede, et skævt spejl reflekterede deres silhuetter. På gulvet lå et gammelt tæppe, slidt til huller.
Her kunne man filme en horrorfilm, hviskede Signe.
Vi filmer allerede, svarede Mikkel og løftede sin telefon.
Rummene lignede hinanden: tomme skabe, nøgne vægge, gamle aviser, knuste tallerkener. I et rum hængte et falmet kalenderbillede med havet, fra omkring tyve år siden.
Forestil dig, han så på havet hver dag uden at rejse nogen steder, sagde Søren.
Kirstine så på ham.
Ligesom os, bemærkede hun.
Søren trak på skuldrene. Han havde engang drømt at flytte fra landsbyen, så fra byen, så fra landet, men endte i en kontor i den regionale kommune, hvor han håndterede andres penge. Han følte nogle gange, at hans liv var som det slidte kalenderblad, der aldrig blev vendt.
Kælderen fandt de først. Trappen op til loftet var gemt bag en dør i en smal gang. Trinene knirkede, men holdt. Øverst var der mørkt, en tung lugt af støv og fugt.
Pas på, sagde Søren, da han gik op. Hvis noget falder, er det ikke mit problem.
Loftet var lavt, loftet skrå, spindelvæv hængte mellem spærerne. Langs væggene stod kasser, gamle kufferter, brædder.
Her er det, sagde Mikkel. En kirkegård for fremmede ting.
Kirstine gik til den nærmeste kasse og bøjede sig.
Der er bøger, sagde hun. Og notesbøger.
Søren lyste med lygten. I kassen lå faktisk bøger med slidte omslag, skolebøger, en tyk spiralbog bundet med snor.
Åh, skatte, udbrød han. Vi har fundet guld.
Han rakte ud, tog bogen. Snoren gik let op. På omslaget stod med en kuglepen: Dagbog. 1998. Skriften var skævvred, lidt barnlig, men med store bogstaver.
Så er det det, sagde Signe. Nu starter det.
Du er bange, men det er bare en notesbog, sagde Søren, selvom han mærkede noget knibe i brystet.
De gik ned til den store stue, satte sig omkring bordet. Lampen kastede en gul cirkel, og udenfor blev det mørkt, vinden blev kraftigere, en løs planke klaprede.
Søren åbnede dagbogen. På den første side stod navnet: Søren. Efternavnet var sløret af fugt.
Så, sagde Mikkel, læs.
Søren slog halsen, men begyndte at læse højt:
Den tiende marts. Jeg skændtes med far igen i dag. Han sagde, jeg er en doven og aldrig får noget gjort. Jeg sagde, at jeg flygter, når jeg er ottetten. Han lo. Sagde, at jeg så vil være uden sted at gå hen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nogle gange føles det som om jeg sidder fast for evigt.
Stilheden sænkede rummet. Selv vinden synes at holde vejret et øjeblik.
Hold da op, sagde Mikkel. Ret fra 90erne.
Videre, sagde Signe stille.
Søren vendte blad. Skriften var rodet, nogle bogstaver smeltede sammen, som om forfatteren skrev uden at løfte pennen.
Den femtende marts. Mor græd igen i nat. Jeg hørte hende gennem væggen. Jeg ville gå ind, men gik ikke. Hun siger, at alt er i orden, men jeg ved, at det ikke er. Far kom hjem beruset, råbte, kastede ting. I dag smækkede han en krus mod væggen. Skårne ligger stadig på gulvet.
Kirstine rystede på hovedet. Hun greb bordkanten med fingrene. Hun havde også haft en far, der kom hjem beruset og råbte. Det var en smerte, hun sjældent talte om.
Skal vi stoppe? spurgte hun. Vi er jo ikke her for terapi.
Vent, sagde Signe. Læs lidt mere.
Søren tøvede, men nysgerrigheden og en mærkelig skyldfølelse trak ham videre. Dagbogen handlede om skole, venner, drømme om at blive programmør, farens latter, moderen der græd om natten, en lillebror der hele tiden var syg på hospitalet, og farens tro på, at det var straf for synder.
Det er ligesom os, udbrød Mikkel. Ikke bogstaveligt, men
Søren nikkede. De alle levede på deres egen måde i lignende historier. Forældre, der bar på deres egne smerter, børn, der drømte om at flygte, men endte med at blive.
Vinden udenfor blev stærkere. En dør i gangen smækkede. Signe gispede og lo nervøst.
Det er huset, der taler, sagde Mikkel spøgende. Det kan ikke lide, at vi læser dets hemmeligheder.
Åh, så morsomt, mumlede Kirstine.
Søren vendte siden. Det var en større håndskrift, som om forfatteren havde hastet.
Den firetyvende april. Lægerne sagde, at bror aldrig vil blive bedre. Mor gik på toilettet i tyve minutter. Far sagde, at det er min skyld. Hvis jeg ikke var født, ville alt være anderledes. Jeg ved, det er en løgn. Men hvorfor gør det så ondt?
Søren mærkede en knude i halsen, lukkede bogen og strøg over linjerne. Skylden, som han ikke selv havde begået, lå nu i hans bryst.
Hvad nu? spurgte Signe. Hvad står der videre?
Intet, svarede Søren. Bare almindelige ting.
Giv mig den, sagde Kirstine og greb efter bogen.
Han tøvede med at give den væk, men gav den så til hende.
Hun læste for sig selv, nogle gange med en rynket pande. Signe kastede et blik over hendes skulder. Mikkel gik rundt i rummet, kiggede i gangen, kom tilbage.
Der er stadig en seng i soveværelset, sagde han. Med madras. Det er skræmmende at forestille sig, hvem der har ligget der.
Kirstine smækkede bogen ned.
Det er nok for i dag, sagde hun.
Hvad? spurgte Mikkel.
Der er ingenting specielt. Bare hun så sig omkring for at lægge bogen på et sted, og så sagde hun: Jeg vil ikke læse videre om hospitalet og begravelserne nu.
Signe rejste sig.
Jeg laver te, sagde hun. Det er koldt.
I køkkenet, hvis man kan kalde det sådan, fandt de en gammel brændeovn, som så ud til at virke. De havde medbragt vand. Signe lavede te, pakket ud teposerne. Søren stod i døren og så på, hvordan hendes skuldre rystede lidt.
Hvordan har du det? spurgte han.
Okay, svarede hun. Det er bare alt dette føles så bekendt, som om man læser sit eget liv, bare med andre navne.
Han nikkede. Han huskede, hvordan hans far en gang i raseri smadrede en askebæger i væggen, og han samlede skårene op og tænkte, at hvis han var bedre i skole, så ville det ikke være sket.
De drak te på de gamle skamler, forsøgte at tale om noget let, men huset syntes at have trukket dem ind i sin egen fortælling, og det var svært at ryste sig fri.
Skal vi lave en seance i nat for at kontakte Søren fra dagbogen? foreslog Mikkel, da de kom tilbage til stuen. Se, hvad han siger.
Du er tosset, sagde Kirstine. Der er ingen ånder her.
Så hvad er der så? spurgte han. Bare et gammelt hus? Hvorfor er jeg urolig?
Fordi du er let påvirkelig, sagde Signe. Og fordi vi læser andres dagbog.
Søren sagde intet. Han tænkte på, at han selv havde haft en dagbog i gymnasiet, så i universitetet, men stoppede, da han blev gift, da hans søn kom, da arbejdet tog over. Den lå i en kasse på loftet. Nogle gange tænkte han på, hvad der ville ske, hvis nogen fandt den om tyve år.
Natten faldt hurtigt. Vinden udenfor blev til enMens morgengryningen langsomt løste nattens mørke, lagde vi alle vores rygsække til side, lukkede den gamle dagbog og gik ud af det forladte hus, velvidende at nogle hemmeligheder bedst forbliver gemt i deres støvede vægge.
